Journalisters indædte kritik af satirefilmen Don’t Look Up er ublu ansvarsfraskrivelse

Mediemagthaveres kritik af satirefilmen Don't Look Up afspejler en manglende evne eller lyst til at anerkende mediernes rolle i polariseringen. Enten fordi de ikke vil anerkende, at de har et ansvar eller fordi de bliver sure over at blive gjort ansvarlige - og til grin.

Placeholder image
Adam McKays satirefilm Don't look up, der har Jennifer Lawrence og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne, minder i uhyggelig grad om realisme, skriver Paula Larrain. Foto: Imago/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sociale medier får som regel hele skylden for at sprede misinformation og skabe polarisering, men ansvaret for den sort/hvide tilgang til virkeligheden ligger i høj grad også hos traditionelle medier.

Journalistikken er i sig selv et ædelt og afprøvet fag, men da den ikke rummer facitlister eller kræver en profession, er kvaliteten også svingende.

Faget er født kommercielt og er derfor teknisk indrettet sådan, at flest mennesker som muligt skal læse en artikel og blive længst tid på et site eller i en avis. Det er der ikke noget galt i, når man lever i et frit marked og man har rig adgang til at finde de medier, der passer til én. Problemet opstår først, når de kommercielle hensyn helt overskygger det ansvar, som også følger med friheden.

Der spyttes rige mængder af holdninger ud, som ikke alle er lige kvalificerede og som desværre samlet set bidrager til misinformation via falske balancer, forvirring og opfordringer til at anskue alt i enten blåt eller rødt. Selvom man varedeklarerer og fortæller om metoden, kan mediebrugerne ikke altid gennemskue, hvornår noget er en kvalificeret holdning og hvornår det bare er en synsning. Med eller uden mikrofonholder bag.

Stadig mere holdningsbårne medier har gennem de seneste 20 år dyrket, at politikere er lettilgængelige kilder og trænet i at skære deres budskaber til. Og når bare man har kunnet finde en anden politiker, der mente det modsatte, så har man kunnet kalde det en nyhedsartikel med ”tilstræbt objektivitet”, fordi mindst to parter blev hørt, og journalisten herefter kunne kalde sig neutral. Reduceret til aktiv mikrofonholder, hvis man har de kritiske briller på.

Når mediemagthavere – forstået som journalister og redaktører ansat på toneangivende medier med adgang til de største mikrofoner – håner Don't look up som et makværk – ser jeg det som en ublu ansvarsfraskrivelse.

Paula Larrain, Journalist

Men er den slags journalistik neutralt? Selvfølgelig er den ikke det. Ingen journalistik er neutralt. For til alle artikler, alle indslag og alle enheder ligger forudgående aktive valg efter aktiv stillingtagen. Alene det at bringe en holdning, kræver, at man synes, denne holdning er vigtig nok til udbredelse. Herefter kommer ”vinklingen” af en ”historie”. ”Vinkling” er fagsprog og en forkortelse af ”synsvinkling”. Altså, her er også tale om aktiv stillingtagen. Man beslutter sig for 1) At noget er vigtig nok til udbredelse 2) At man skal indlede artiklen med en bestemt synsvinkel.

Dertil kommer vægtningen af kilder. Der findes i hovedreglen tre slags kilder. Partskilder, ekspertkilder og erfaringskilder. Disse behandles forskelligt ud fra deres respektive interesser i at blive udbredt og det er derfor journalistens rolle at bruge dem balanceret i forhold til hinanden. Partskilder – som politikere – har en personlig interesse i at blive valgt og advokerer derfor for de sager og synsvinkler, der kan sælge deres holdninger og deres person.

Ekspertkilder er fagfolk, der typisk har en akademisk baggrund eller som har lang erfaring inden for et fag eller et område. Deres interesser er at oplyse inden for eget fag og kan også vægtes og modsiges, idet de lærde som bekendt også strides om, hvordan fakta kan udlægges. Og så er der erfaringskilderne. Det er mennesker, som deltager med deres personlige oplevelser og som derfor skal passes ekstra på, så de ikke bliver mast af konsekvenserne for at stille op.

Alle disse overvejelser og aktive beslutninger ligger bag alle journalistiske udgivelser. Og det er i virkeligheden ikke så få. Det kræver, at personerne bag udvælgelsen ikke bare kan deres fag. De skal kunne fornemme, hvad der rører sig i folk, og hvad der derfor kan anses for at være interessant for andre at læse, høre eller se.

Da internet og fjernsyn fik større udbredelse, steg kampen om mediebrugernes opmærksomhed og hurtigheden satte ind og slog navnlig perspektivering og faktatjek ihjel. 

Paula Larrain, Journalist

Det siger sig selv, at dette kræver noget baggrundsviden, noget fingerspitzgefühl, et kendskab til grænserne, altså pressejuraen, og ikke mindst en stillingtagen til, hvem der er troværdige kilder, hvem der siger noget interessant, og hvad der er vigtigt at bringe.

Og nu kommer det allersværeste. Historien skal også sættes ind i en større sammenhæng. Det er, hvad vi kalder perspektivering. Når man for eksempel skriver om en stigning i sygdom, kriminalitet, klimakonsekvenser, vælgertilslutning, er det hjælpsomt for det fulde billede at skrive stigningen ind i den samlede statistik. Er det en stor stigning? Er det et repræsentativt snit? Dertil kommer helt almindeligt tjek af påstande, altså faktatjek, der bør være en selvfølge, før man overhovedet kalder noget for journalistik.

Det er her, vestlige medier og dermed også danske medier fejler mest. Da internet og fjernsyn fik større udbredelse, steg kampen om mediebrugernes opmærksomhed og hurtigheden satte ind og slog navnlig perspektivering og faktatjek ihjel. Det var der simpelthen ikke altid tid til på redaktioner med konstante deadlines.

Udbredelsen af mange medier tyndede samtidig ud i tilgængelige kilder. Derpå blev det helt almindeligt at gengive politikeres eller kommentatorers holdninger helt uden forudgående tjek af disse personers påstande, trods deres evidente interesser i at sige, hvad som helst for at blive valgt eller hørt. Under de vilkår har skruppelløse populister eller købte konsulenter kronede dage. For nu er det blevet helt normalt, at man blot skal lyde troværdig og se troværdig ud for at komme i medierne. Lyder noget seriøst, kan det komme i medierne, selvom det ved nærmere granskning er dybt useriøst, misvisende eller direkte manipulerende.

De politikere, der kommunikerer klarest og mest enkelt, gerne bombastisk, har bedst chancer for at få opmærksomhed, da medierne selv lever af at få opmærksomhed. Det er win-win på den korte bane. Men hvad med den lange bane?

Hvad med indholdet? Det kilderne siger? Holder det? Er det vigtigt i den store sammenhæng? Er det journalistens opgave at tjekke fakta og perspektivering, eller skal man overlade begge dele til mediebrugerne selv efter ”neutral” publicering?

Hvis man gør det sidste rutinemæssigt, har journalistikken ikke længere en rolle at spille som fag. Så kan man blot overlade kommunikationen til sociale medier, hvor holdninger er frit tilgængelige til modtagernes egen individuelle vægtning. Det er præcis, hvad der sker i disse år og her ligger traditionelle medier, som de har redt. Hvis man i stedet for at øge hurtigheden, havde holdt fast i den faglige kerne, i grundigheden, ville folk netop ty til de troværdige medier for at få vægtet, perspektiveret information i stedet for som nu blot at være overladt til SoMes kaos og deling af ”jeg-synes”-artikler fra diverse debatskabende medier.

McKays humor er ikke crazy, falde-på-halen humor. Det er bidende satire over en verden af misinformation, hvor traditionelle medier har forvirret mere, end de har oplyst.

Paula Larrain, Journalist

Jeg har i de senere år været mest optaget af, hvordan man har rykket hele opfattelser af samfundet på baggrund af særinteresser. Tænk, at det i dag er en historie – altså en nyhed, at kriminaliteten er lav, faktisk faldende, og at integrationen i Danmark går relativt godt. Sådan har det været i årtier.

Men med baggrund i anekdoter, spidsvinklede kritiske historier mod enkelte imamer (ud af hvor mange?), en merhyppighed blandt relativt få kriminelle i absolutte tal og et uforholdsmæssigt stort fokus på etniske minoriteters kriminalitet, har man givet et samlet indtryk af, at 1) vi lever i et mindre sikkert samfund end før, og 2) at dette mest er indvandreres skyld, fordi 3) integrationen er mislykkes.

Alle tre påstande er faktuelt forkerte, men bliver i dag serveret som uimodsagt almen viden. Faktum er, at samfundet aldrig har været sikrere, etniske danskere står (stadig) for det meste kriminalitet, og integrationen er lykkedes for langt de fleste indvandrere.

Og nu er vi så tilbage til mit udgangspunkt. Adam McKays satirefilm om en komet, der er på vej til at ødelægge verden, der slet ikke gider at lytte, men hvor valgte politikere blot kan slippe af sted med at tale imod fakta for egen kortsigtet vindings skyld – og at folket først bliver aktiveret, når en lav følelse af misundelse bliver antændt i dem. Filmen minder i uhyggelig grad om realisme. Jeg skraldgrinede af filmen, fordi jeg var 100 procent enig i McKays analyse. Når mediemagthavere – forstået som journalister og redaktører ansat på toneangivende medier med adgang til de største mikrofoner – håner filmen som et makværk – ser jeg det som en ublu ansvarsfraskrivelse. Enten fordi de ikke vil anerkende, at de har et ansvar eller fordi de bliver sure over at blive gjort ansvarlige - og til grin.

McKays humor er ikke crazy, falde-på-halen humor. Det er bidende satire over en verden af misinformation, hvor traditionelle medier har forvirret mere, end de har oplyst. Selvfølgelig med enkelte undtagelser.

Der er heldigvis en god underskov af journalister og nye medier, der gerne vil gøre op med den overkommercialiserede journalistik, og som er mere optaget af at oplyse end at få en Cavling.

Men får de nogensinde en chance for at slå igennem i en verden, der hellere vil underholdes end informeres? Adam McKay forsøger at råbe verden op med en analogi, der undervejs udstiller verdens tilstand, herunder massemediernes ansvar for den.

Omtalte personer

Paula Larrain

Redaktør, Altinget Etik og Tro, forfatter
journalist (DJH, 1994)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser