Kommentar af 
Mads Strange

Kære feminister: Lad mig mansplaine, hvorfor vi skal fokusere på lige muligheder og ikke resultatlighed

Den danske ligestillingsdebat er plaget af, at mange forveksler lige muligheder med lige resultater. Venstrefløjens feminister overser nemlig, at mænd og kvinder har forskellige præferencer, hvilket påvirker deres repræsentation og resultater på arbejdsmarkedet, skriver Mads Strange.

Mange nuancer går tabt i debatten, hvis man som venstrefløjens feminister tror, at ligestilling betyder lige resultater, skriver Mads Strange.
Mange nuancer går tabt i debatten, hvis man som venstrefløjens feminister tror, at ligestilling betyder lige resultater, skriver Mads Strange. Foto: Kevin Shakir/Ritzau Scanpix
Mads Strange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Til stor fanfare har World Economic Forum netop offentliggjort sin årlige Global Gender Gap Report, hvis konklusioner har fået mange af landets feminister til at blæse til kamp mod de usynlige strukturer, der angiveligt tilgodeser mænd. 

Men inden feministerne kommer for godt i gang med at finde høtyvene og faklerne frem for at slå det såkaldte glasloft itu, bliver jeg nødt til at mansplaine noget. For sandheden er nemlig, at WEF's ligestillingsrapport er et metodisk makværk, som faktisk slet ikke måler ligestilling, hvilket efterhånden er veldokumenteret.

Vi har ligestilling, fordi der er lige muligheder, men dog ikke lige resultater, fordi der blandt kønnene er forskellige præferencer.

Mads Strange, formand, Konservative Studerende

Mænd og kvinder vil ikke altid det samme

Undersøgelsen beror også på en velkendt feministisk fejlslutning, der ligeledes hjemsøger den danske ligestillingsdebat, men som desværre får alt for lidt opmærksomhed.

Nemlig at den ikke sondrer mellem lige muligheder og lige resultater. Lad mig illustrere med et eksempel. Mange feminister argumenterer for eksempel ud fra en logik om, at overrepræsentationen af mænd på ledelses- og bestyrelsesgangene er udtryk for manglende ligestilling. Men det er en snæversynet konklusion, der ikke holder vand.

For eksempel er cirka 19 ud af 20 sygeplejersker på et dansk hospital statistisk set kvinder. Hvis jeg anvendte samme logik som feministerne og ligestillingsrapporten, ville jeg nu kunne konkludere, at der ikke er ligestilling på hospitalerne. Giver det mening? 

Selvfølgelig ikke. For her er det åbenlyst, at den kønsmæssige ulighed blot skyldes, at der ikke er lige mange mænd og kvinder, som har lyst til at blive sygeplejersker – og altså ikke, at hospitalerne diskriminerer mod de aspirerende sygeplejersker, der er mænd.  

Både mænd og kvinder har nemlig muligheden for at blive sygeplejersker, men fordi der er flere kvinder, som har lyst til at blive sygeplejersker, opstår der en kønsmæssig ulighed. Sagt med andre ord er der ligestilling (fordi der er lige muligheder), men dog ikke lige resultater (fordi der blandt kønnene er forskellige præferencer).

Idéen om resultatlighed er overfladisk

Men i den danske ligestillingsdebat er der mange, der ikke tænker over forskellen på lige muligheder og lige resultater. Det er et problem. For hvis man graver et spadestik dybere end til den overfladiske resultatlighed, finder man hurtigt mange gode forklaringer på forskellene mellem mænd og kvinders repræsentation og resultater på arbejdsmarkedet.

Eksempelvis ved vi, at mænd gennemsnitligt udfører hele 21 procent mere overarbejde end kvinder i Danmark. Omvendt ved vi også, at kvinder oftere arbejder på nedsat tid. Vi ved, at kvinder har 25 procent mere fravær med løn end mænd. Og så ved vi, at kvinder oftere melder sig syge på arbejde end mænd.

Hertil kommer, at mænd gennemsnitligt har en højere risikovillighed end kvinder, hvilket er en af årsagerne til, at langt flere mænd for eksempel bliver iværksættere, hvor man har mulighed for at tjene betydeligt mere end som lønmodtager.

Med et snæversynet fokus på resultatlighed er det ikke svært at håndplukke eksempler på kønsmæssige uligheder, der får det til at se ud som om, det ene køn har trukket det korteste strå.

Mads Strange, formand, Konservative Studerende

Risikovillighed og overarbejde får flere mænd til tops

Set i lyset af disse store forskelle mellem kønnene ville det være utroligt mærkeligt, hvis mænd og kvinder gennemsnitligt fik det samme i løn. Og det ville også være underligt, hvis lige mange mænd og kvinder slap igennem det uhyre konkurrenceprægede nåleøje til ledelses- og bestyrelsesposterne i dansk erhvervsliv.

Men disse nuancer går tabt i debatten, hvis man som venstrefløjens vanvidsfeminister tror, at ligestilling betyder lige resultater. Med et snæversynet fokus på resultatlighed er det ikke svært at håndplukke eksempler på kønsmæssige uligheder, der får det til at se ud som om, det ene køn har trukket det korteste strå.

For eksempel bliver mænd udsat for langt mere vold end kvinder, mænd klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, mænd er oftere ensomme, mænd dør tidligere, mænd får sjældnere behandling for deres psykiske problemer, mænd sidder oftere i fængsel, mænd er oftere hjemløse, og mænd begår oftere selvmord.

Men skyldes det nogle usynlige strukturer, som diskriminerer mod mænd? Næppe. Det skyldes derimod, at der er nogle gennemsnitlige forskelle mellem mænd og kvinder, som på aggregeret plan giver skæve statistikker. 

Og det samme er tilfældet, når vi ser på underrepræsentationen af kvinder på topposterne. Selvfølgelig er mænd overrepræsenterede i de vellønnede og prestigefyldte stillinger, der fordrer risikovillighed og lange arbejdsdage, når mænd gennemsnitligt er mere risikovillige og arbejder betydeligt mere end kvinder.

I et samfund, hvor mænd og kvinder har friheden til at træffe forskellige valg, vil kønnene aldrig opnå fuldstændig ens resultater grundet deres iboende forskelle. Derfor bliver vi nødt til at forkaste forestillingen om resultatlighed som målestok for reel ligestilling. For ligestilling handler om lige muligheder og ikke lige resultater.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Strange

Politisk rådgiver, Liberal Alliance
stud.scient.pol. (Københavns Universitet)