Khader: Fra ”Vor tids Kennedy” til skurkerolle

Han opfyldte et skrigende behov, da han først kom frem i slutningen af 90’erne.
Det var på et tidspunkt, hvor kultursammenstødene mellem vestlige, sekulære normer og en mellemøstlig kultur baseret på religion og kontante æresbegreber begyndte at vise sig.

Og så kom Naser Khader med sin rod dybt i mellemøstlig kultur og bekendte sig til verdslige og demokratiske normer. Han skabte en tro på, at den nye generation af indvandrere ville tilslutte sig det danske samfunds normer. At der var håb for integrationen.

Naser Khaders bog ”Ære og skam” fra 1996 forsøgte at forklare begreberne i den mellemøstlige, religiøse kultur – og det var frem for alt den bog, der katapulterede Khader ind som en vægtig stemme i den danske debat

Naser Khader mødte allerede fra starten modstand i indvandrerkredse, særligt blandt de fremvoksende islamister, der så ham som en forræder. Det påvirkede Khader, og i mere end 20 år har kampen mod islamisme været den røde tråd i hans politiske virke.

”Halal-hippier”
Som medlem hos Radikale kæmpede Khader energisk for at forhindre opstilling af muslimer, der havde forbindelse til islamister eller havde et tvetydigt forhold til sharia-lovgivning og dens barbariske straffemetoder. Det var medvirkende til, at såvel Mona Sheikh som Sherin Khankan blev fravalgt som folketingskandidater.

Khader blev indvalgt i Folketinget i 2001, men Radikale var ikke et oplagt sted at være for en mand, der havde kampen mod islamisme som førsteprioritet. Khader var åbenlyst utilfreds med flere af sine radikale partifæller, som han anså for ”halal-hippier”.

Demokratiske Muslimer
Naser Khader fik sin absolutte storhedstid i 2006 under Muhammed-krisen, hvor han dannede organisationen Demokratiske Muslimer. En organisation der skulle stå vagt om ytringsfriheden og vise, at de muslimer, der brændte det danske flag af og udstedte dødstrusler mod Muhammed-tegnerne ikke var repræsentative.

I de måneder kunne Khader gå på vandet: Han ville være blevet budt velkommen med fanfarer i næsten alle partier – og havde han bedt om en ministerpost i Anders Fogh Rasmussens (V) regering, havde han utvivlsomt fået den.

Under Muhammed-krisen modtog Khader dødstrusler og blev udstyret med livvagter. Det skærpede yderligere hans holdninger. Han blev mere og mere uenig i Radikales ”take” på udlændingepolitikken, hvor partiet stod som den skarpeste modstander af de opstramninger, VKO havde gennemført i 2002.

Modsætninger i alliancen
Der var ikke længere en tilstrækkelig politisk fællesmængde mellem Khader og Radikale – og i maj 2007 var det slut: Sammen med partifællen Anders Samuelsen og den konservative Gitte Seeberg dannede Khader partiet Ny Alliance.

Partiet skulle være en brobygger mellem de skarpt optrukne fronter i Folketinget, og det var i den forbindelse en overstadig kommentator flød over med historiske metaforer og kaldte Khader ”Vor tids Kennedy”.

Naser Khader blev det nye partis leder, og i de første meningsmålinger scorede Ny Alliance over 12 procent af stemmerne, men euforien varede ikke længe.

Det viste sig, at de tre partistiftere havde hver deres mål med partiet: Gitte Seeberg ville begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, Anders Samuelsen havde en yderliggående liberalistisk dagsorden – og Naser Khader ville bekæmpe islamismen.

Ved et fatalt vælgermøde i Kalundborg viste Khader sig ude af stand til at forklare sit eget partis skattepolitik, og ved valget i november 2007 fik Ny Alliance sølle 2,8 procent af stemmerne. Det var lige akkurat ikke de afgørende stemmer.  

Fra det øjeblik begyndte det at gå tilbage for Khader: I løbet af mindre end et år var tre ud af partiets fem folketingsmedlemmer hoppet af, og Anders Samuelsen havde taget magten i partiet, der skiftede navn til Liberal Alliance. I 2009 meldte Khader sig ud af det parti, han selv havde stiftet.

Tæt på Pape
Det Konservative Folkeparti blev Khaders tredje parti, men til sin store skuffelse blev han ikke valgt ind ved folketingsvalget i 2011. Derefter var der stille om Khader i en periode, hvor han arbejdede som fellow på det Hudson Instituttet i Washington D.C.

Han gjorde dog comeback ved valget i 2015, og han har siden været ganske tæt på den nye konservative leder Søren Pape Poulsen. Både Pape og Khader hører til partiets nationalkonservative del, og Khader har været med til at skærpe Konservatives værdipolitik.

Khader fik aldrig samme enestående stilling, som han havde i sine første år som politiker, blandt andet fordi der efterhånden er kommet en hel del andre politikere med indvandrerbaggrund, der ligeledes har front mod reaktionære kulturelle og religiøse normer. Som eksempelvis SF’s Halime Oguz. Men Naser Khader var stadig en vægtig stemme i kampen mod islamismen.

Rygter i årevis
Da MeToo med den radikale Morten Østergaard krævede sit første offer i Folketinget, var Khaders dage i realiteten talte. For der har i årevis cirkuleret rygter på Borgen om grove krænkelser af kvinder begået af Khader.

Man kan spørge, hvorfor i alverden Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti ikke tidligere skred ind over for Khader. Og det spørgsmål vil givetvis forfølge Pape i den nærmeste fremtid.

Men i så fald må medierne stille sig selv det samme spørgsmål. For rygterne om Khader har også været kendt af snesevis af journalister, og i årevis var der ikke noget medie, der skrev historien.

Problemet var ganske enkelt, at rygterne har været meget svære at dokumentere. Kvinderne har ikke villet stå offentligt frem, og Khader har indigneret afvist alle rygter.

Trist skæbne
Men da DR bragte troværdige skildringer fra fem kvinder før sommer, var det forbi. Naser Khader gjorde selv sagen mere akut, da han på Facebook stillede op i bar overkrop og erklærede sig parat til at genoptage arbejdet. Det skabte enorm irritation hos Konservative. Men selv hvis han havde ageret klogere, havde resultatet været det samme.

Nu vil Khader ”tage sin kamp alene”, som han skriver på Facebook. Den kamp kan blive meget ensom.

Nedturen er selvforskyldt, men det er samtidig en trist exit. For i en årrække var Naser Khader en meget vigtig stemme i den offentlige debat.