Knud Vilby om Afghanistan-exit: "Udlændingepolitikken kan give regeringen blod på fingrene"

Så lidt som muligt, så sent som muligt. Det må være et mærkeligt politisk princip at arbejde efter, men det er ikke desto mindre et centralt element i regeringens stramme udlændingepolitik.

Senest er det illustreret i den nølende tilgang til ønskerne om at bringe de afghanere, der har hjulpet Danmark, i sikkerhed. Regeringsnølet er blevet støttet af en stribe udlændingestrammende partier, så de partier har ikke så meget at komme efter, men det ændrer ikke på, at man længe har vidst, at tolkeaftalen fra 2013 var utilstrækkelig, og appellerne om hjælp stadig mere indtrængende.

Trækker sagerne ud efter pres
Der var et akut behov for at bringe folk i sikkerhed.

Man kan diskutere om regeringens modvilje mod at hjemtage danske børn og deres mødre fra de kurdiske lejre i Syrien er udlændingepolitik. Eftersom det handler om danskere, er det jo i formel forstand ikke.

Knud Vilby
Journalist, forfatter og forhenværende chefredaktør på Information

Regeringen kunne klart have gjort mere og have gjort det tidligere. Men politikken var så lidt som muligt, så sent som muligt.

Denne sag står bestemt ikke alene. Man kan diskutere om regeringens modvilje mod at hjemtage danske børn og deres mødre fra de kurdiske lejre i Syrien er udlændingepolitik. Eftersom det handler om danskere, er det jo i formel forstand ikke. Men det er alligevel sådan, det tolkes.

Og regeringen strittede imod utroligt længe, selv om juraen siger, at endog kriminelle danskere har et krav på at komme hjem, og Danmark selv kræver af andre lande, at de modtager deres kriminelle statsborgere, når vi udviser dem.

Men regeringen bøjede sig først så lidt som muligt, da presset internationalt og herhjemme tvang den til det. Og så sagde den kun ja til de børn, hvis mødre stadig er ”rigtigt danske” og ikke til de børn, hvis mødre formelt og rent administrativt uden domstolsprøvelse har fået frataget deres danske statsborgerskab. Og ingen børn eller mødre er endnu kommet til Danmark.

Tøvede med at stoppe udvisning af afghanere
Regeringen har gjort mindst muligt, så sent som muligt.

Jeg kan fortsætte.

Da flere lande besluttede at indstille alle udvisninger af afghanske borgere til Afghanistan, tøvede den danske regering længe. 8. juli introducerede den daværende afghanske regering et tremåneders stop for modtagelse af tvangsudsendte afghanske asylansøgere på grund af den kaotiske situation, men 5. august var udlændingeminister Mattias Tesfaye medunderskriver på en opfordring til EU-Kommissionen om at lægge pres på de afghanske myndigheder for at få dem til fortsat at modtage tvangsudsendte.

Der er udsendt afghanere fra Danmark til Afghanistan også de seneste måneder. Fire unge mænd blev i følge Dagbladet Information tvangsudsendt 30. maj med bistand af 16 betjente. En sidste udsendelse 26. juli var i følge ministeriet frivillig.

Regeringen reagerede så lidt som muligt og så sent som muligt på de advarsler, der kom, og søgte endog at få EU-Kommissionen til at hjælpe med at skaffe tilladelser til at udsende afghanere til kaos.

Tid kan være forskellen mellem liv og død
Og et sidste eksempel.

16. august besluttede Flygtningenævnet at stille behandlingen af 40 sager i bero indtil videre. Samtidig vil nævnet screene 55 sager, hvor nævnet tidligere har fastholdt afslag på opholdstilladelse.

I ventetiden fortsætter man med at nedbryde de udrejsedømte både psykisk og fysisk. De skal i princippet tilbage til det land, titusinder af mennesker i disse dage er desperate for at flygte fra.

Knud Vilby
Journalist, forfatter og forhenværende chefredaktør på Information

Der sidder en række udviste afghanere i udrejsecenter, og regeringens politik har været, at de skal blive siddende, indtil de kommer til fornuft og siger ja til at rejse tilbage til Afghanistan.

Nu har Taleban taget over, men bortset fra, at der lige nu er dekreteret pause, er intet ændret. Tesfaye skriver til Information, at han håber, det igen bliver muligt at udsende til Afghanistan, men eftersom situationen nu er ekstremt kaotisk, er det ”helt umuligt at vide hvornår vi igen kan få normaliseret et samarbejde omkring hjemsendelser til Afghanistan”.

I ventetiden fortsætter man med at nedbryde de udrejsedømte både psykisk og fysisk. De skal i princippet tilbage til det land, titusinder af mennesker i disse dage er desperate for at flygte fra. Nogle lande – Storbritannien – tilbyder nu at modtage afghanske flygtninge.

Regeringen vil stadig have afghanere den anden vej. Den venter og gør så lidt som muligt, så sent som muligt.

Det er sager, hvor tid kan være afgørende for forskellen mellem liv og død. Og regeringen ved naturligvis godt, at det derfor er en politik, der gør det overordnet sandsynligt, at regeringen får blod på fingrene.