Debat

Knud Vilby: Nu kommer den store udvisning af somaliere

KRONIK: De kommende måneder vil hundredvis af somaliere i Danmark få deres opholdstilladelse inddraget, og mange vil blive udvist. Op til 400-500 somaliske voksne og børn kan blive sendt ud af landet, skriver Knud Vilby.

Flere hundrede somaliere, som oprindelig er blevet anerkendt som flygtninge, og som har opholdstilladelse, vil miste tilladelsen, skriver Knud Vilby (Arkivfoto)
Flere hundrede somaliere, som oprindelig er blevet anerkendt som flygtninge, og som har opholdstilladelse, vil miste tilladelsen, skriver Knud Vilby (Arkivfoto)Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Vilby
Journalist og forfatter

Flere hundrede somaliere i Danmark ventes i de kommende måneder at miste deres opholdstilladelser og dermed deres opholdsgrundlag i Danmark.

Det bliver kulminationen på det projekt, som regeringen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg indledte i september 2016 med en meddelelse om, at udviklingen i Somalia nu var blevet så meget bedre, at mere end 1.200 somalieres midlertidige opholdstilladelse i Danmark skulle genvurderes. Det klare mål var og er, at så mange som muligt skal sendes tilbage til Somalia. Og en gigantisk proces blev sat i gang*.

I et svar til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har Inger Støjberg oplyst, at der i september sad to somaliere i regeringens udrejsecentre. Men på det tidspunkt var det kun en lille del af de mange sager om opholdstilladelse, der var færdigbehandlede. I de kommende måneder vil det gå stærkt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Spørgsmålet er, om de to danske udrejsecentre, Sjælsmark og Kærshovedgård, vil blive overfyldt med somaliere, der udvises, men ikke kan tvangsudsendes.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Flere hundrede somaliere skal forlade landet
I Flygtningenævnet verserer 381 sager, hvor Udlændingestyrelsens afgørelse har været, at opholdstilladelser skal inddrages. Der er også flere hundrede sager i Udlændingenævnet. De førte afgørelser peger i retning af, at knap halvdelen af udvisningerne vil blive stadfæstet af nævnene.

Det betyder, at flere hundrede somaliere, som oprindelig er blevet anerkendt som flygtninge, og som har opholdstilladelse, vil miste tilladelsen og principielt skal forlade landet. Blandt dem er mange børn og unge.

Det har vakt kritik, at man tilsyneladende vil udvise mennesker, der er velintegrerede og i arbejde, på et tidspunkt hvor man i regeringen taler om at øge importen af arbejdskraft.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Derefter er det uklart, hvad der vil ske. En mulig aftale mellem Danmark og Somalia taler om 12 tvangsudsendelser til Somalia om året. Hvis adskillige hundrede somaliere mister retten til at opholde sig i Danmark, vil udvisning via tvangsudsendelser tage adskillige årtier.

Formentlig satser regeringen på, at mange rejser frivilligt, om ikke til Somalia, så til venner og familie andre steder i Europa. En del vil nok gå under jorden i Danmark eller andre steder i Europa. Spørgsmålet er, om de to danske udrejsecentre, Sjælsmark og Kærshovedgård, vil blive overfyldt med somaliere, der udvises, men ikke kan tvangsudsendes.

Over 1.200 sager behandlet
Forløbet i den kæmpemæssige juridisk-bureaukratisk omkostningstunge operation har siden efteråret 2016 været følgende:

Udlændingestyrelsen har som første instans indledt og behandlet mange hundrede sager, og i langt de fleste tilfælde er de endt med, at Udlændingestyrelsen vil inddrage opholdstilladelsen. Det samlede tal sager nåede væsentligt over 1.200 sager.

Ved udgangen af august i år havde Udlændingestyrelsen i alt behandlet i alt 1.340 sager, heraf 827 sager om somaliere, som havde fået midlertidigt individuelt asyl, og 513 om somaliere, som var kommet til Danmark efter familiesammenføringsreglerne. Cirka en tredjedel af somalierne, eller i alt 416, har fået lov at blive indtil videre, men resten skal med forskellige begrundelser ud.

353 har fået inddraget deres ellers gyldige opholdstilladelser, 162 har fået afslag på forlængelse. Og blandt de familiesammenførte har 186 fået inddraget og 223 afslag på forlængelse. I alt har operationen således ført til, at 924 somaliere har fået besked på at forlade Danmark.

I praksis ankes næsten alle afgørelser
Afgørelserne betyder dog ikke umiddelbar udsendelse, for næste skridt er, at disse afgørelser indklages for Flygtningenævnet eller Udlændingenævnet. Det er ikke en automatisk anke, men i praksis er næsten alle afgørelser, som medfører udvisning, blevet påklaget.

Ved udgangen af september var 517 af Udlændingestyrelsens afgørelser indklaget for Flygtningenævnet. Men Flygtningenævnet tager sig kun af de sager, der handler om direkte asyl, ikke de sager, hvor somaliere er blevet familiesammenførte.

I et svar til Udlændinge- og Integrationsministeriet af 12. oktober oplyser Inger Støjberg, at Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse eller manglende forlængelse af opholdstilladelse for familiesammenførte vedrører 297 børn eller unge under 18 år og 95 voksne. Typisk følger Udlændingenævnets afgørelser beslutningerne i Flygtningenævnet.

Hvis Flygtningenævnets afgørelse medfører, at en somalier mister sin opholdstilladelse, vil de familiesammenførte pårørende også gøre det. Og hvis Flygtningenævnet giver fortsat opholdstilladelse, vil det også omfatte familien.

Børn kan miste opholdstilladelse
Mange af somalierne har opholdt sig ganske mange år i Danmark. Deres ansøgning om asyl blev i sin tid imødekommet, og de fik opholdstilladelse og ret til familiesammenføring. Det betyder også, at der er en række ægtepar, der har fået børn under deres ophold i Danmark. Hvis forældrene mister deres opholdstilladelse, gør børnene det også. I visse tilfælde indklages børneafgørelser særskilt.

Flygtningenævnet har netop afgjort en vigtig og principiel børnesag. Moderen til en pige på halvandet år havde mistet sin opholdstilladelse, men klagede, med henvisning til at pigen ved udvisning risikerede at blive tvangsomskåret. Hun blev henvist til at søge asyl for barnet, og det gjorde hun.

Sagen endte med, at barnet fik asyl, og det medførte, at moren for at kunne blive sammen med barnet fik en ny opholdstilladelse i konsekvens af denne afgørelse. Der vil komme flere lignende sager.

Puklen bliver mindre
Ved udgangen af september i år var i alt 488 af Udlændingestyrelsens godt 500 afgørelser om udvisning blevet indklaget for Flygtningenævnet, og de første 107 var blevet afgjort. I 43 tilfælde har nævnet stadfæstet afgørelserne i Udlændingestyrelsen, og de pågældende står således fortsat til udvisning.

I 18 tilfælde har man ændret afgørelserne, og i 32 tilfælde tilbagesendt (hjemvist) sager til ny behandling i Udlændingestyrelsen. 13 sager er afsluttet uden afgørelse, og det kan være, fordi de pågældende personer er forsvundet. 381 sager verserede fortsat.

Flygtningenævnet har haft lange sagsbehandlingstider, da der har været en pukkel af gamle asylsager. Men da der nu næsten ikke kommer nye asylansøgere, regner man med, at rigtigt mange sager bliver afgjort over de næste måneder.

Omdiskuteret vurdering af Somalia
En pejling af de foreløbige afgørelser peger i retning af, at cirka to tredjedele af somalierne får inddraget deres opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, men kun omkring halvdelen af disse sager stadfæstes af Flygtningenævnet. Det kunne pege på, at det samlede endelige antal udvisninger vil omfatte en tredjedel af de cirka 1.300 somaliere i Danmark eller 400 til 500 børn og voksne.

Men med de mange verserende sager kan billedet ændre sig.

Processen blev sat i gang efter en ændring af udlændingeloven i 2015. Det er herefter muligt at inddrage gyldige midlertidige opholdstilladelser, hvis der er sket forbedringer i situationen i hjemlandet, og risikoen ved at rejse tilbage formodes at være mindsket.

På grundlag af en meget omdiskuteret vurdering, at situationen i Somalia er blevet mere stabil og mindre risikofyldt, blev gennemgangen af de mange opholdstilladelser sat i gang. Den har omfattet alle typer af somaliere i Danmark, herunder somaliere med varigt fuldtidsarbejde.

Det har vakt kritik, at man tilsyneladende vil udvise mennesker, der er velintegrerede og i arbejde, på et tidspunkt hvor man i regeringen taler om at øge importen af arbejdskraft.

Risiko for tvangsomskæring kan være modargument
Men derfor spiller den enkelte somaliers tilknytning til Danmark også en rolle, og det er blandt andet der, der kan være forskellige vurderinger i Udlændingestyrelsen, i Flygtningenævnet og i Udlændingenævnet.

Tommelfingerreglen er, at fire års samlet fuldtidsarbejde tæller som argument for forlænget opholdstilladelse. Det tæller derimod negativt, hvis den pågældende ikke har lært dansk og ikke i løbet af årene i Danmark har fået særlig tilknytning til det danske samfund.

For børn er tommelfingerreglen, at hvis de er 6-7 år gamle, kan de have en selvstændig tilknytning til Danmark, som tæller positivt. Men er de mindre, har de det næppe. Her kan vurderingen af risikoen for pigers tvangsomskæring så være et stærkt argument for at undlade udvisning og give selvstændigt asyl til et barn.

* Præcisering: Processen, der blev sat i gang i 2016 med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister, bygger på en lov, der blev vedtaget under SR-regeringen i 2015. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Vilby

Fhv. chefredaktør, Information, journalist og forfatter
journalist (Møns Folkeblad 1960)

0:000:00