Kommission: Er vores demokrati i krise?

DEBAT: Verdens demokratier er i opbrud. Mandag 26. november mødes repræsentanter fra partier, medier og civilsamfund i ny kommission, hvor de vil drøfte demokratiets tilstand, skriver Kasper Sand Kjær fra DUF og chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Af Kasper Sand Kjær & Lisbeth Knudsen
Hhv. formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og tværgående chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen, formand for DUF's Demokratikommission

Det er nok de færreste danskere, der frygter, at stemmeret eller ytringsfrihed bliver inddraget af dronningen eller despoter i morgen. Danskernes valgdeltagelse er stabilt høj. Målinger peger på, at troen på demokratiske værdier fortsat er høj. 

Derfor vil det være let at fremføre argumentet om, at det danske demokrati har det fint, og der bør skrues ned for kriseretorikken. Den påstand kommer vi tilbage til.

Demokrati på skrump
Kigger vi ud i verden, kan vi nu alligevel nok fornemme, at billedet af demokratiets tilstand ikke er entydigt rosenrødt. Vi ser ikke længere forventningsfuldt mod USA for at følge det næste skridt fra den frie verdens leder. 

Hvis vi overhovedet stadig orker at følge med, er det for vantro og måbende at få ugens næste afsnit fra Trump Entertainment Inc., og det ville måske være underholdende, hvis ikke det var så pokkers trist.

Briterne ville normalt ryste på hovedet over amerikanerne sammen med os, men med flere og flere løgne, realiteter og skuffede forventninger afdækket om konsekvenserne af Brexit-afstemningen virker det til, briterne går en politisk kaotisk tid i møde.  

Drejer man hovedet fra vest mod øst, er de demokratiske træer, som vi troede havde slået rødder, langtfra vokset ind i himlen.

Østeuropæerne slap fri af Sovjets jerngreb og kom med i EU-klubben, men nu har både polakkerne og særligt ungarerne ualmindeligt travlt med at indskrænke de frihedsrettigheder, som jerntæppets fald førte med sig.

Selvom antallet af liberale demokratier i verden er fordoblet siden 1970’erne, er der i dag færre liberale demokratier end i 2005. Det seneste årti har altså medført en reduktion i politiske og civile rettigheder i verden, dels fordi diktatoriske regimer er blevet mere diktatoriske, dels fordi lande som Ungarn og Tyrkiet bevæger sig baglæns.

Populismens fremmarch
Men måske er det ikke verdens demokratier, der har et problem, men bare de nuværende partier og politikere? Befolkningen smider de såkaldt ”etablerede” partier på porten i stor stil, og mere ideologisk diffuse populistiske bevægelser stormer frem i både mediebilledet og parlamenterne i Europa.

Mange vil hævde, at det, vi ser, bare er demokratiet, der virker, som det skal: folkets stemme, der bliver hørt.

Populisme er som fænomen ikke nødvendigvis udemokratisk i sig selv. Mobiliseringen af de populistiske bevægelser har givet en stemme til grupper, som ikke før har følt sig hørt.

Nye politiske ideer og løsninger er kommet på bordet, som har haft svært ved at trænge igennem hos de etablerede. 

Problemet opstår, når populisterne gør anslag mod domstolenes uafhængighed som i Polen, udfordrer pressefriheden som i Ungarn eller indskrænker mindretalsrettigheder.

Og det udfordrer demokratiet, når de påkalder sig at være de eneste sande repræsentanter for ”folket”. 

Hal Koch skal videregives
Hermed er vi tilbage ved den indledende påstand: Danskerne bakker fortsat op om centrale demokratiske institutioner, og de stemmer i stort antal.

Er det ikke bare resten af verden, der har et problem? Hvorfor egentligt holde liv i den demokratiske kriseretorik?

Hvis man ikke anser os danskere som værende født med et særligt genetisk anlæg for demokrati, så står man tilbage med følgende: Det er den måde, vi som samfund har valgt at indrette os på, der afgør vores opbakning til demokratiet. 

Vi skal med Hal Kochs ord genskabe en demokratisk kultur igen og igen for hver ny generation. Derfor bør vi se ud i verden og spørge os selv, hvordan vi skal reagere i en situation, hvor stadigt flere af de lande, vi sammenligner os med, bliver mindre demokratiske? 

Vi har brug for en demokratikommission
I Danmark ser vi også faldende tillid til politikerne og polarisering af den politiske debat. På trods af internettets demokratisering af ytringsfriheden og en mere direkte kontakt mellem befolkningen og politikere, så er der alligevel sket en afkobling mellem det politiske system og vælgerne, som udmønter sig i den manglende tillid.

Finanskrisen ødelagde på mange måder folks tro på, at politikerne styrer tingene, så hvorfor ikke bare vælge nogle teknokrater eller en stærk mand.

Vi er forpligtet til at finde en vej til, hvordan vi indretter et demokratisk system, der evner at balancere hensynet til befolkningens forventninger til, at de folkevalgte kan håndtere samfundets udfordringer, samtidig med at vi holder fast i fundamentale demokratiske principper og rettigheder.

Det kan hverken politikere, medier eller civilsamfund gøre hver for sig. Vi er nødt til at gøre det sammen og på et fælles grundlag.

Hvis vi ikke alle – både politikere, partier, medier og civilsamfund – bidrager til at skabe en demokratisk kultur for hver generation, så er demokratiet lige så sårbart i Danmark som andre steder i verden.

Lige nu har vi  en unik mulighed for at lære af den udvikling, vi ser andre steder i verden.

Hvordan vi lærer af omverdenen og sikrer demokratiet for hver generation herhjemme, skal vi gå i dybden med i Demokratikommissionen.

Forrige artikel Nationalbanken: Bankunion udløser ingen ekstraregning til danskerne Nationalbanken: Bankunion udløser ingen ekstraregning til danskerne Næste artikel Kronik: Ny leder for Tysklands konservative er Merkel med et twist Kronik: Ny leder for Tysklands konservative er Merkel med et twist
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.