Kommunerne bør takke regeringen for, at de tabte kampen om sundhedsområdet

Der kan altid bruges flere penge på sundhed, så mere ansvar for sundhed ville invitere presset for øgede sundhedsudgifter indenfor i kommunerne – på samme måde, som da kommunerne ”vandt” over regionerne i kampen om handicapområdet og det specialiserede socialområde.

De økonomiske problemer, som kommunerne fik ud af den sejr, er mikroskopiske sammenlignet med den økonomiske hovedpine, som sundhed ville kunne blive. Så kommunerne skal måske være glade for nederlaget i magtkampen om det nære sundhedsvæsen.

Kampen om det nære sundhedsvæsen har stået på helt siden kommunalreformen i 2007. Kommunalreformen skabte en historisk centralisering af det danske sundhedsvæsen med supersygehusene som kronjuvelerne.

Der kan altid bruges flere penge på sundhed, så mere ansvar for sundhed ville invitere presset for øgede sundhedsudgifter indenfor i kommunerne.

Roger Buch

Men allerede før spadestikket var taget til det første supersygehus, var det åbenlyst, at reformens grundlogik med centralisering og specialisering skabte nye problemer både rent fysisk og i sygdomsbehandlingen: Den manglende nærhed til borgerne.

Kommunalreformen løste heller ikke – ja, måske forværrede den endda – samspilsproblemerne og kassetænkningen mellem regioner og kommunerne, som også løfter en del af sundhedsopgaven – eksempelvis genoptræning og forebyggelse.

Og endelig indeholdt kommunalreformen et tredje grundproblem: At det ikke var en reel løsning på det demografiske pres eller på det stigende antal multisyge.

Kommunalreformen var altså ikke en fuld løsning på sundhedsområdet, og selv om nogle problemer blev løst, så blev der samtidig skabt nye problemer. Derfor er det også oplagt at spørge, hvilke problemer sundhedsreformen skaber? Tre skal kort nævnes.

For det første løser sundhedsreformen ikke det fundamentale problem, som er, at sundhedsvæsenet og kommunerne kæmper med demografiens dobbeltpres:

På den ene side kommer der flere ældre og kronikere, og på den anden side kommer der færre unge, som populært sagt vælger de ”forkerte” uddannelser og udløser stigende rekrutteringsproblemer i takt med, at de store ældregenerationer forlader arbejdsmarkedet.

Og samtidig fungerer hele den offentlige sektor i en spændetrøje forårsaget af, at den brede politiske konsensus på Christiansborg i 35 år har været, at skattetrykket ikke må stige.

Derfor er der en evig jagt på løsninger, som skal fikse dobbeltpresset og spændetrøjen, selv om sandheden er, at der ikke findes et quickfix eller et strukturfix.

For det andet er det tvivlsomt, om rekrutteringsproblemerne for alvor bliver mindsket med sundhedsreformen.

Eksempelvis kan skabelsen af en megaregion på Sjælland se ud som en løsning på rekrutteringsproblemerne, men det forhindrer jo ikke flugten til det private eller helt ud ad sundhedsvæsenet – og så er sundhedsvæsenet på Fyn eller Sverige jo heller ikke længere væk.

Det er tvivlsomt, om rekrutteringsproblemerne for alvor bliver mindsket med sundhedsreformen.

Roger Buch

Hvad betyder tvangselementerne i forhold til at flytte personalet rundt på hele Sjælland for arbejdsmiljø og fastholdelse?

Det fundamentale står stadig tilbage: størrelsen på ungdomsårgangene og de unges uddannelsesvalg. Det bliver i virkeligheden indsatserne på uddannelsesområdet, som skal skabe reelle løsninger, men her kommer de unges uddannelsesvalg ind som en joker og mulig stopklods.

For det tredje er sundhedsreformen ikke en løsning på samspilsproblemerne og kassetænkningen mellem kommuner og regioner. Men med de nye sundhedsråd skabes en ramme om at finde løsninger.

Sundhedsrådene kan bedst beskrives som geografiske udvalg under regionsrådet, men med eksterne politiske repræsentanter fra kommunerne. 

Kommunerne vil her være stærkt repræsenteret, men der er ingen tvivl om, hvem der kommer til at sidde for bordenden. Det gør regionerne, og der bliver en standsningsret, som vil give selv et mindretal i regionsrådet mulighed for at standse en beslutning og flytte den op til det samlede regionsråd til endelig beslutning.

Kommunerne kan via faglig og professionel overtalelsesevne få stor indflydelse på sundhedsrådenes beslutninger. De kommunale repræsentanter bliver stærke spillere med fagforvaltninger i ryggen på en helt anden måde end de deltagende regionspolitikere.

Men kravet til politisk koordination og samarbejde internt i de enkelte partier stiger massivt. Regionspolitikere, borgmestre og kommunale udvalgsformænd skal spille sammen, ovenikøbet på tværs af sundhedsrådene, da mange regionale beslutninger rækker over grænserne mellem sundhedsrådene.

Det bliver politisk samarbejde, koordination og kabalelægning på et helt nyt niveau, som giver dygtige borgmestre nye indflydelsesmuligheder.

Roger Buch

Det bliver politisk samarbejde, koordination og kabalelægning på et helt nyt niveau, som giver dygtige borgmestre/udvalgsformænd nye indflydelsesmuligheder. Men selvfølgelig også risiko for ikke at blive hørt. Og der vil være tabere, når sundhedstilbud flyttes rundt eller centraliseres.

Bundlinjen er dog det vigtigste, og på bundlinjen står, at de kommunale sundhedstilbud, som flyttes til regionerne, stadig skal tilbydes borgerne lokalt.

Arbejdspladser og skattebetaling ligger stadig lokalt, men regningen flyttes nu til regionen og reelt til finansministeren. Dét vil på lang sigt blive en kæmpe fordel for kommunerne som helhed, selv om enkelte kommuner vil se sundhedstilbud rykke til nabokommunen.

Kommunerne vandt kampen over det regionale niveau ved kommunalreformen i 2007. Det skabte en permanent økonomisk, faglig og politisk hovedpine over handicapområdet og det specialiserede socialområde.

De slipper med sundhedsreformen for en potentielt endnu større hovedpine. Det burde kommunerne næsten takke regeringen for.