Komprimeret Krag-biografi er god, men har mistet faghistorisk relevans 

Bo Lidegaard er sluppet rigtig godt fra at halvere sin Jens Otto Krag-biografi, men noget hældes naturligvis også ud med badevandet, når der forkortes så dramatisk.

Placeholder image
Jens Otto Krag var en kæmpe i dansk politik, og det efterladte kildemateriale gør det muligt at skrive historien dybt og ind til kernen, skriver Niels Wium Olesen i isn anmeldelse af Bo Lidegaards biografi JOK. Foto: Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
JOK. Jens Otto Krag. En biografi
Bo Lidegaard
752 sider, Gyldendal, udkom 24. november 2021

 

I 2001 og 2002 udgav Bo Lidegaard en tobinds biografi om den socialdemokratiske politiker Jens Otto Krag (1914-1978). Hele 1600 sider, som ikke blot var en fascinerende fortælling om cigarhandlerens Jens Ottos vej fra laveste middelklasse i Randers til statsministerposten, det var også fejende flot danmarkshistorie om krisen i 1930’erne, besættelsestiden, den kolde krig og velfærdsstatens fødsel.

Et gennemgående tema i biografien var, at Krag var i stand til at se den nationale dagsorden i det internationale samarbejde og den internationale dimension i den nationale politik. Heri lå Krags centrale evne som politisk tænker og idéudvikler, og som ufatteligt effektiv magtpolitiker og minister.

Han var i besiddelse af en dyb forståelse af det komplicerede samspil mellem den kolde krigs atlantiske samarbejde om Marshallhjælp og Nato, den europæiske integration og EF-samarbejdet samt Danmarks økonomiske situation og opbygningen af velfærdsstaten.

Det var dette greb om den politiske materie, der gjorde Krag til en politiker af et ganske særligt format – og som gav ham evnen til meget målrettet, over næsten to årtiers bestræbelser, at lede Danmark ind i De Europæiske Fællesskaber, forløberen for vore dages Europæiske Union.

Man kunne kritisere Lidegaards nu 20 år gamle biograf for mange ting: Den var i for høj grad bygget på Krags eget arkiv, særlig hans sensationelt åbenhjertige dagbog, så den sine steder uretmæssigt skitserede et billede, hvor Krag var centrum for snart sagt alle politiske udviklinger i Danmarks efterkrigshistorie.

Den var i passager unødigt effektjagende med tilbøjelighed til at dramatisere fortidige situationer mere, end kildematerialet kunne bære. Og den tenderede ganske simpelt til at være for venlig mod og imponeret af Krag.

Alligevel er den – og det synes tydeligere i dag – en fremragende politisk og historisk biografi. Formentlig den bedste og vigtigste i efterkrigstidens danske historiografi. Det skyldes dels Lidegaards overblik over periodens danske og internationale historie, dels Krags enorme og indholdsmæssigt spektakulære arkiv, ikke mindst den 1000 sider lange dagbog, og endelig dels Lidegaards evner som formidler af historien.

Herunder hans mod til også at gå tæt på privatpersonen Krag, hvad han gjorde indsigtsfuldt og klogt. De kritiske punkter må med andre ord underordnes tobindsværkets ubestridelige kvaliteter.

Den nye version har ikke megen relevans i faghistorisk perspektiv. Dertil er parafraserne for upræcise og forkortelserne for hårdhændede. 

Niels Wium Olesen, Historiker

Nu udgiver Lidegaard igen en biografi om Krag. Der er først og fremmest tale om en forkortet version af den tyve år gamle forgænger. De 1600 sider er kortet ned til 750, men (anslået) mere end halvdelen af teksten er ordret genoptryk af 2001/02-udgaven. Desuden parafraseres passager fra den oprindelige version.

Men der er også blevet plads til nye tolkninger af centrale politiske forløb og inddragelse af nyt materiale. Det sidste gælder dog fortrinsvis aspekter af Krags privatliv, især i relation til ægtefællen, skuespilleren Helle Virkner.

Til sidst i bogen gives en epilog i form af et rids på en snes sider over dansk politisk historie efter Krag, disponeret efter et afsnit om hver statsminister, fra Anker Jørgensen til Mette Frederiksen.

Har mistet faghistorisk relevans 
Der kan opregnes indlysende fordele ved at forkorte et værk på 1600 sider til knap det halve og udgive det i dag. Der må kunne regnes med flere læsere til en kortere version, og det må da i givet fald hilses velkommen, for Jens Otto Krags ’liv og tid’ giver fortsat et velgørende og tankevækkende perspektiv på vor egen tid i forhold til dansk politik i bred forstand, den danske velfærdsstat, EU, det atlantiske samarbejde og internationale forhold generelt.

Men noget hældes naturligvis også ud med badevandet, når der forkortes så dramatisk.

Det er dog fortsat en rigtig god biografi. Lidegaard er overordnet set sluppet godt fra forkortelsen. De centrale linjer og pointer er bevaret. Men hvor udgaven for tyve år siden fornemt ramte krydset mellem den almindeligt interesserede offentlighed og den videnskabelige historieskrivning – i tråd med historiefagets tradition for også at skrive til et bredere publikum – så har den nye version ikke megen relevans i faghistorisk perspektiv.

Dertil er parafraserne for upræcise og forkortelserne for hårdhændede. Aktører omkring Krag forsvinder ud af historien, agensen i begivenhedsforløb fortoner sig, og mellemregninger i ræsonnementer går op i røg, så det i de groveste tilfælde fremstår som enten Krags udokumenterede mavefornemmelser eller Bo Lidegaards spekulation.

Blandt de centrale begivenhedsforløb, der er blevet omtolket siden 2001, er beskrivelsen af Danmarks tilslutning til Atlantpagten/Nato. I 2001 var det ifølge Lidegaard amerikanske økonomiske trusler – præsenteret for den daværende regerings økonomiske topfolk bagom ryggen på statsminister Hedtoft – som bevægede Danmark det afgørende skridt i atlantisk retning. Her var den unge 34-årige Krag en brik i spillet. Det kritiserede jeg allerede i 2002 og senest i min anmeldelse af Lidegaards biografi fra 2020 om Henrik Kauffmann.

Lidegaard har et sikkert greb om sit stof, formidler det dygtigt og holder fast i sine overordnede pointer og gør dem relevante for et nutidigt publikum.

Niels Wium Olesen, Historiker

Jeg forfægtede det synspunkt, at det snarere var USA’s tilstedeværelse med baser i Grønland, der var den primære årsag til at skubbe Danmark ind i Nato-samarbejdet. Baserne i Grønland gjorde, at Danmark af Sovjetunionen under alle omstændigheder måtte betragtes som allieret med USA og derfor ikke kunne give den i rolle som ’brobygger’ eller ’halvneutral’, som Sovjetunionen måtte se med mildere øjne på end et fuldgyldigt Nato-medlem. Så kunne man lige så godt søge den fulde beskyttelse ved alliancemedlemskab.

Nu har Lidegaard også bevæget sit standpunkt i retning heraf, dog uden at tage en diskussion af, hvorfor han har ændret synspunkt.

En ventil for smålighed 
Flere tolkningsaspekter kan (fortsat) kritiseres. Både i forhold til Lidegaards syn på generelle danmarkshistoriske forhold og i mere nær relation til personen Krag. Det sidste først:

Modsætningsforholdet til partifællen, statsminister H.C. Hansen, overdrives efter min mening urimeligt – og antageligt for at dramatisere historien. Det kan være affødt af en for ukritisk læsning af Krags dagbog (som denne anmelder også har læst systematisk).

Lidegaard arbejder aldrig systematisk med den mulighed, at dagbogens momentvis hadske tirader mod Krags overordnede, H.C. Hansen, også kunne være drevet af Krags usikkerhed, mindreværdskomplekser, jalousi over H.C.’ relation til Hedtoft og generel smålighed. Smålighed er faktisk et dominerende træk i dagbogen, og man skal faktisk lede længe efter de positive omtaler af mænd fra den politiske sfære i dagbogen; Hedtoft dog en undtagelse. Næppe fordi Krag gennemgående var smålig, men fordi dagbogen var ham en ventil for det karaktertræk.

Foto: Jens Otto Krag med sin hustru Helle Virkner (Allan Moe/Ritzau Scanpix)

I beskrivelsen af Krags statsministertid 1962-68 og 1971-72 giver Lidegaard retmæssigt sin hovedperson kredit for politisk overblik, målrettethed og eminente parlamentariske evner i såvel indenrigs- som udenrigspolitik. Men den politiske opportunisme, som Lidegaard har – og Krag havde – et godt øje for som egenskab hos de politiske modstandere i V, K og R, tillægges sjældent Krag.

Men Krag kunne også være opportunistisk og lade de saglige hensyn underordne den politiske egoisme og de kortsigtede interesser. Lidegaard gør meget ud af, hvordan Krag indså velfærdsøkonomiens indbyggede problemer, men mindre ud, hvordan Krag, særlig i sin sidste regeringsperiode, lod stå til og overlod de økonomiske problemer til sine efterfølgere Anker, Hartling og Schlüter.

Særlig Krags slagtning af den ”Kulegravningsbande” under rivalen Per Hækkerup, som skulle analysere velfærdsøkonomiens problemer, og som Krag selv nedsatte, vidner om hans flair for de allermest kynisk opportunistiske tricks.

Ødsler med troværdighed 
Med hensyn til de overordnede danmarkshistoriske tolkningsdimensioner, så diverterer Lidegaard også i denne bog med, hvad man kan kalde et konsensussyn på Danmarks historie og med noget, der tangerer ukritisk hengivenhed og ærbødighed for de fire gamle partier. Det fører til en underbetoning af dybe politiske konflikter og den klasse- og interessepleje, partierne benhårdt bedrev. Det viser sig for eksempel i beskrivelsen af 1930’ernes og besættelsestidens politiske liv.

Stilen i beskrivelsen af Krags komplekse privat- og følelsesliv er ublufærdig og moden. Man glædes utallige gange over Lidegaards vilje og mod til at gå ind på området og føler sig generelt i gode hænder. Unoderne, der også karakteriserede Kauffmann-biografien fra 2020, viser sig dog også sine steder.

Der skal åbenbart være noget til husarerne, så absolut uden noget som helst belæg, spekulerer Lidegaard i om den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson havde et godt – underforstået: liderligt – øje for Helle Virkner. Det er altså at ødsle med sin troværdighed som historiker.

Bogens epilog med det korte historiske rids over Krags efterfølgere på statsministerposten er eksplicit skrevet for at aktualisere Krags relevans til vore dage. Desværre fungerer epilogen ikke efter hensigten.

Tværtimod skæmmes den af overfladiskhed og letkøbte Lidegaard-kæpheste om Anders Fogh Rasmussens og Mette Frederiksen. Desuden er afsnittet også skæmmet af ret grove fejl. Hedtofts ambition var ikke begrænset til at gøre sine ”børn til fuldgyldige deltagere i det borgerlige samfund” (684). Han var faktisk socialist. På samme måde er det urimeligt at frakende Anker Jørgensen et politisk projekt (685).

Mon Lidegaard har hørt om ØD (økonomisk demokrati)? Når ØD-projektet ikke lykkedes Jørgensen, skyldtes det jo også nogen af Krags undladelsessynder. Den økonomiske regning efter 1960’ernes uløste balanceproblemer skulle betales i 1970’erne og tappede de kræfter, der kunne være brugt på at virkeliggøre ØD-idéen. Heldigvis, ville nogle mene, men et Anker Jørgensen-projekt var der.

Kritikken til trods er det stadig en god Krag-biografi, Bo Lidegaard giver læseren. Den specielt interesserede bør dog fortsat gribe til udgaven fra 2001/2002. Læsere, der ikke har mod på de 1600 sider, bliver dog godt betjent af den nye version.

Det er en god bog i kraft af sit emne. Krag var en kæmpe i dansk politik, og det efterladte kildemateriale gør det muligt at skrive historien dybt, ind til kernen, på en måde, som der sjældent gives mulighed for.

Og det er god bog, fordi Lidegaard har et sikkert greb om sit stof, formidler det dygtigt og holder fast i sine overordnede pointer og gør dem relevante for et nutidigt publikum. 

Omtalte personer

Jens Otto Krag

Fhv. statsminister (S, 1962-68 + 71-72), medlem af Folketinget (valgt i Randers 1947-73), formand for Socialdemokratiet (1965-72)
Cand.polit. (1940)

Niels Wium Olesen

Lektor, Aarhus Universitet, historiker
ph.d. (2002), cand.phil. (historie 1995)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser