Konservative: Covid-19 kan ændre EU’s syvårige budget

DEBAT: Coronakrisen kan meget vel have fået EU’s stats- og regeringschefer til at ændre syn på EU's næste syvårige budget. Spørgsmålet er, om de vil argumentere for flere eller færre penge til fælleskassen, skriver Pernille Weiss (K).

I skrivende stund, midt i covid-19-kapitlet i verdenshistorien, kan det være lidt svært at finde lysten til at skrive om andet end corona.

For den ér altoverskyggende og måske netop derfor, er det godt at blive tvunget af en aftale med Altinget om at skrive et indlæg om MFF’en, altså om EU’s næste og syvårige budget. Budgettet har ellers været på alles radar, siden Storbritannien forlod EU med sit Brexit 31. januar 2020.

Vi kunne faktisk godt have haft en ny MFF færdig nu. Før covid-19 for alvor gav den gas hen over Europa. I al fald teoretisk set. Men desværre har Det Europæiske Råd denne gang levet op til kendetegnene ved et klassisk politik-dramatisk forløb.

Der synes længe at have været meget langt mellem EU-landenes stats- og regeringsledere, end hvad godt er. EU-Kommissionen er på plads, og de enkelte kommissærer skal jo ud over stepperne med det lovforberedende arbejde, som Europa-Parlamentet står i boksen og vrinsker efter at komme i gang med.

Covid-19 kan påvirke budgettet 
Vi venter på de mange nødvendige tiltag, EU har brug for at tage. Vi har brug for et budget nu, så vi kan komme videre med den grønne omstilling, beskyttelsen af de ydre grænser og mere forskning og innovation, der kan styrke EU’s globale position.

EU skal frem i den digitale bus, og vi skal vise resten af verden, hvordan man skærer CO2-udledningen ned uden at sjofle Parisaftalen eller gøre tusindvis af mennesker arbejdsløse.

I lyset af covid-19 – og mens vi venter på, at Rådet igen mødes, efter at de 20. februar skiltes efter ufrugtbare 48 timer med hinanden i Bruxelles, mens pandemien endnu var en fjern, teoretisk risiko – så kan vi nu spekulere i, hvad det kommer til at betyde for MFF’en. Vil det give argumenter for flere eller færre midler til fælleskassen? Lander vi på de vanlige én procent af bruttonationalindkomsten eller over?

Argumenter for større budget
Det, der peger på, at budgettet kan stige, er det åbenlyse behov, der synes at være for endnu mere ’styr på det’ fra EU’s side og meget mere hjælp at hente netop hos EU. Mange kan med god ret sige, at det er tydeligt, at det ikke er nok med kommunikativ koordinering.

Nogle lande agerer for sent og forkert med dét, der er deres nationale ansvar. Derfor er det i alles interesse, at EU får mere slagkraft til at overvåge og gribe ind over for epidemiers spredning. Det kræver ressourcer, som lige nu ikke hænger på træerne.

Der vil også være dem, der med god ret er bange for, at der i EU’s forskningsbudgetter (Horizon) simpelthen ikke er nok, hvis vi – ud over forskning og udvikling i klimaudfordringens mange ansigter – også skal vinde kapløbet om en vaccine før alt for mange mennesker er døde af ikke at være stærke nok til at komme igennem et coronaforløb.

Af andre håndfaste argumenter til fordel for en forøgelse af EU’s budget vil være, at manglen på kritisk udstyr, testmaterialer og medicin samt økonomisk nødhjælp til den fortsatte og senere epidemibølger (for det vil ske) skriger til himlen.

Når ét land løber tør, som Italien gjorde i sidste uge, så kan det jo ikke nytte noget, at resten af medlemslandene ikke tør hjælpe ved at sende noget af deres, fordi de selv er bange for at komme til at mangle. Her kan jeg sådan set godt forstå, at logikken er, at EU skal have centrallagre og personale, som kan komme staterne til undsætning, uden at disse skal gå tiggergang gennem foreningen.

Argumenter for uændret budget 
På den anden side, så rummer covid-19 også argumenter for, at EU’s budget, som det er nu, har en passende størrelse og derfor ikke skal øges. For staterne har brug for pengene selv til at gøre det, der virker i eget land. Det bliver lige nu bøjet i neon, hvor vigtigt det er, at landene har styr på deres økonomier og har råderum i de offentlige budgetter til at gøre, hvad der skal gøres.

Covid-19 viser også – vil nogen og især os konservative sige – at EU gør klogest i at fortsætte som ’Europas nationalstater’, hvor hvert land passer sit og sine i et tæt og nærdemokratisk samspil mellem familier, virksomheder og nationale parlamenter.

På den måde sikres det nationale sammenhold til at reagere over for pludselige kriser. Det er netop dét, vi ser udspille sig i Danmark, hvor især den danske model med effektive trepartsforhandlinger hurtigt finder løsninger, der kan komme ud og arbejde i virkeligheden, så masseafskedigelser undgås.

Hvad er realistisk?
Hvor ender vi? Ja, i skrivende stund skal jeg ikke kunne sige det. Selv håber jeg, at MFF’en lander på mådeholdende en procent af landenes bruttonationalindkomst.

Så længe det er omregningsfaktoren, de fleste kan blive enige om. Det er i forvejen mange penge. Penge, som i budgettet skal målrettes og bruges meget mere ressourceoptimalt, end de plejer. Penge, som skal fordeles til dem, der har den største ja-hat på over for den grønne omstilling og på trods af egne udfordringer med den. Penge, som man kan trække fra de lande, som forbryder sig mod retsstatsprincipperne.

Gør det mig til en gnier? Modstanderne vil helt sikkert påstå det. Og at det er uansvarligt.

Hertil siger jeg: Hør her! Pengene kommer fra samme lommer: Borgernes. Om de penge, vi trækker op af deres lommer, skal sendes til kommunen, staten eller til EU afhænger af, hvem af de tre der løser den konkrete opgave bedst.

Og her slår nærhedslogikken til! Beslutninger og løsninger, der tages så tæt, det er muligt, på borgerne, er nu engang de mest bæredygtige. Det giver forskellige løsninger på de samme problemer, og det er en af de kæmpe styrker ved EU, at vi på den måde kan inspirere hinanden til at gøre det bedste hver især og sammen.

Forrige artikel Veganerpartiet: Skat på arbejde skal ned - beskat i stedet ressourceforbrug Veganerpartiet: Skat på arbejde skal ned - beskat i stedet ressourceforbrug Næste artikel Care: Klimaet burde sende os i corona-alarmberedskab Care: Klimaet burde sende os i corona-alarmberedskab
Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

ANALYSE: Med sin nye titel som næstformand er Morten Messerschmidt nu ubetinget Dansk Folkepartis kronprins. Men det giver ham også et medansvar for partiets fremtid, der kan ende med at trække ham ned sammen med Kristian Thulesen Dahl, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.