Korankrisen er en forvrænget udgave af Muhammedkrisen

Aldrig har så få fået så meget opmærksomhed for så lidt.
En parafrase af et Churchill-citat kan med lidt god vilje bruges til at beskrive de såkaldte ”Danske Patrioters” koranafbrændinger de seneste uger.
Kun få promille af danskerne sympatiserer med den højreekstremistiske gruppering, men alligevel har de formået at skabe en udenrigspolitisk krise, få regeringen til at varsle et omstridt indgreb, og oppositionen til højre og venstre til at angribe regeringen i stærke vendinger.

Muhammed-krisen i 2005-2006 var i praksis utrolig svær at håndtere for den daværende VK-regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i spidsen. Men den var på den principielle plan en ”ren” konflikt: Tegningerne i Jyllands-Posten – og senere i Charlie Hebdo – skrev sig ind i en århundreder gammel europæisk tradition for religiøs satire, og islamisternes trusler mod bladtegnerne blev for mange et wake-up call.

Anderledes med den aktuelle korankrise: Afbrænding af religiøse bøger hører ikke til stolte europæiske traditioner og er med forskellige begrundelser forbudt i flere europæiske lande. Derfor ville et forbud for afbrænding af koraner, bibler og toraher isoleret set være ret uproblematisk.

Problemet er, at det netop ikke kan ses isoleret.

Islamistisk offensiv
Når protesterne mod et forbud er stærke fra partier som SF og Enhedslisten - der foragter og bekæmper Danske Patrioter og andre højreekstremister - skyldes det den internationale kontekst og frygten for glidebanen.

Som den færøske forsker Heini i Skorini for nylig har redegjort for i bogen ”Kampen om ytringsfriheden: Religion, politik og global værdikamp”, har den islamiske samarbejdsorganisation (OIC) i de sidste 30 år haft gang i en offensiv i FN. OIC dækker 57 muslimske lande, og organisationen kræver et forbud mod koranafbrændinger, men det ses kun som et allerførste skridt.

OIC vil reelt friholde islam for enhver kritik, og arbejder for et verdensomspændende blasfemiforbud. I marts måned lykkedes det tilmed organisationen at få vedtaget en årlig mærkedag helliget ”kampen mod islamofobi”, en særstatus der ikke er tildelt nogen anden religion.

Det er kendetegnende for størsteparten af de islamiske lande, at de ikke bare antydningsvis giver andre religioner samme frihed, som islam får i Vesten. Tværtimod er der flere steder forbud mod at missionere for andre religioner, forbud mod indførelse af andre religioners hellige skrifter – og dødsstraf for at konvertere væk fra islam.

OIC har med kyshånd grebet den mulighed, organisationen har fået med koranafbrændinger og er igen gået i offensiven. Når det gælder afbrænding af hellige bøger, har OIC mange allierede, og organisationen kan bruge kontroversen som murbrækker for mere vidtgående krav.

Dermed er Danske Patrioter blevet nyttige idioter for islamisterne - akkurat som da indvandrerunge og autonome før valget i 2019 optrådte som nyttige idioter for Rasmus Paludan, da de med deres voldelige angreb gav Stram Kurs ubetalelig reklame.

Danske Patrioter er blevet nyttige idioter for islamisterne.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget