Kraka: En bedre sammenhængskraft er en samfundsopgave

KOMMENTAR: En høj sammenhængskraft bidrager til velstand, men i Danmark er den udfordret. Særligt mellem land og by er forskellene markante, og det løser vi ikke ved at flytte nogle arbejdspladser til landområderne, skriver Jens Hauch og Jesper Kühl.

*Analysechef Jepser Kühl fra Kraka er medforfatter til denne kommentar.

Danmark beskrives ofte som et lille homogent samfund med en høj grad af sammenhængskraft. Tænk på det klassiske billede af andemor med ællinger, der gelejdes over vejen af politibetjenten.

Og forholdene i Danmark ser rigtig nok gode ud, når vi sammenholder vores samfund med andre eksempler ude i den store verden. Både den politiske situation i USA i øjeblikket og diskussionen i Storbritannien på vej mod Brexit er præget af en 'dem imod os'-diskurs. Men sammenhængskraft kommer ikke af sig selv, og også i Danmark er sammenhængskraften udfordret.

Det må mane til eftertanke. En høj sammenhængskraft gør det lettere eksempelvis at lave aftaler og planlægge og kan i sidste ende bidrage til en højere velstand. Og det er en samfundsopgave at sikre en høj sammenhængskraft – der er ingen andre, der gør det for os.

I vores seneste rapport i Kraka-Deloitte-projektet ”Small Great Nation” viser vi, at befolknings- og uddannelsesfremgangen i samfundet i højere grad kommer byområderne til gode. En del unge, der tager en uddannelse, flytter fra yderområder. Og jo højere en uddannelse, de unge tager, jo større er sandsynligheden for, at de flytter ind til byerne og bliver der. Det fører til stigende uddannelsesforskelle i by- og landområder.

Samtidig kan vi se, at børnefamilier i stigende grad deler sig geografisk efter indkomst. De rigeste og fattigste børnefamilier bor geografisk markant mere adskilt, end de gjorde for bare 20 år siden. Og den opdeling forstærkes af, at elever med velstående forældre selv har en højere forventet indkomst.

En direkte indikator på sammenhængskraften er også tonen i debatten. Hvordan taler vi med hinanden og over for hvem? Vores analyser af Facebook-beskeder peger på, at debatten er hårdere på tværs af grupper end inden for grupper defineret efter etnicitet, køn og politisk ståsted. Det kan grave grøfter mellem grupperne.

Det er skidt for sammenhængskraften, hvis borgere i stigende grad føler, at de hører til en subgruppe frem for til den samlede danske befolkning. Langt størstedelen af danskerne mener også, at en stærk sammenhængskraft er vigtig, men at den er svækket. Samtidig viser studier, at en høj sammenhængskraft og tillid i samfundet bidrager til større velstand.

Vi har tidligere peget på, at udflytning af videregående uddannelsesinstitutioner kan fastholde personer med længere uddannelser og samtidig have positive effekter på lokalområdets produktivitet og innovation. Udflytning af offentlige arbejdspladser kan derimod ikke i sig selv forventes at øge den private beskæftigelse i lokalområderne.

Betydningen af en stigende geografisk opdeling for sammenhængskraften i samfundet og ikke mindst for kommende generationer kan imødegås ved målrettede ressource-allokeringer til daginstitutioner og folkeskoler. Det er også her slaget om tonen i debatten skal vindes, så de grundlæggende spilleregler om god skik indprentes, også når det gælder de sociale medier. Og vi voksne kan passende gå foran med et godt eksempel.

Vi har som samfund en rolle i at sikre sammenhængskraften. Vi får alle gavn af de positive effekter af en høj sammenhængskraft, men kan have svært ved at se den betydning, som vores egne valg har for sammenhængskraften.

Når vi for eksempel beslutter os for at bosætte os, sætter vores børn i en skole eller svarer på et indlæg på de sociale medier, tager vi mest højde for vores egen situation. Ikke nødvendigvis af ren egoisme, men også fordi det ikke kun er os selv, men hele samfundet, der får gavn af en positiv påvirkning af sammenhængskraften. Lidt ligesom det gælder, når vi som samfund opstiller regler imod luftforurening.

Derfor har vi i fællesskab en opgave i at sikre sammenhængskraften. Det ordnes ikke af sig selv.

--------

Jens Hauch (f. 1969) er uddannet cand.polit. (Københavns Universitet, 1995), ph.d. (Københavns Universitet) og fungerer som vicedirektør og cheføkonom i tænketanken Kraka.

Forrige artikel Jarl Cordua: Venstres landsmøde blev Støjbergs politiske Waterloo Jarl Cordua: Venstres landsmøde blev Støjbergs politiske Waterloo Næste artikel Johanne Dalgaard: Hermansen og Hellas henkastede humor Johanne Dalgaard: Hermansen og Hellas henkastede humor
  • Anmeld

    ole rasmussen

    Hvad mon fremtiden bringer?

    Sammenhængskraft er blevet en vanskelig størrelse at forholde sig til.

    I København i dag, efter Jens Kramer Mikkelsen i 1990’erne på skatteborgernes regning, solgte ud af byens ejendomme, så anvender de københavnske politikere om nutidens boligbyggeri i flæng glosen mangfoldighed. Den historisk fejlslagne boligpolitik i 90'erne har sat sit præg på sammenhængskraften, da en direktør og en pædagog helst skal omgås hinanden i et blandet miljø, hvilket de ikke gør.

    For sådan er virkeligheden ikke, og det afspejles for så vidt glimrende i byens planlægning, hvor det er metroens økonomiske diktatur som styrer. Den giver kun plads til rigmandsghettoer, at der bygges i højden, og nærmest befordrer spekulation i, at de oprindelige studie- og singleboliger og værelsesudlejning omdannes til turistudlejning, Bed and Breakfast & AirBnb. Sammenhængskraften siver ud af byen, og børn af københavnere må bo dyrt på 40 m2 eller flytte væk fra byen, For mange betyder denne udvikling, at de bliver kategoriseret som en slags andenrangs-borgere, ofte gjort afhængige af offentlig forsørgelse.

    Byen som alle vil bo i, sander i de gamle kvarterer ikke kun til med domiciler og hoteller og turisme, men også i uddannelsesinstitutioner. Bydele, som med udviklingen er blevet stort set utilgængelige, som en konsekvens af den manglende infrastruktur, tiltrækker i tusindvis af studerende hvert år, og denne centralisering først på Amager, i Indre By, på Østerbro og i Valby er dybt problematisk, da den stavnsbinder de tilbageblevne med en beskeden indkomst i isolerede enklaver.

    På landsplan oplever vi et DF og Ny Borgerlige, som vil have en type samfund, et nationalistisk og isoleret samfund. LA, Venstre og de Konservative andre typer opdelte samfund, og de Radikale, S og venstrefløjen nogle helt tredje. Så der er politisk ikke længere konsensus om samfundsudviklingen.

    Individet står i dag sig selv nærmest, uligheden stiger med raketfart, og debatten handler alene om vi har, i hvilket omfang vi har, eller ikke har, velfærd og ikke om livskvalitet. Religiøse dogmer blandet sammen med den teknologiske udvikling komplicerer og splitter samtidig livet på tværs af generationer, så det sort ud for en egentlig sammenhængskraft i det lille Danmark.