Krarup: Trump og Brexit får mig ikke til at gå i forsvarspanik

DEBAT: Danmark skal holde fast i forsvarsforbeholdet, mener Marie Krarup (DF). Der er nemlig ingen grund til at gå i panik over hverken Brexit eller Trump, for dansk forsvarspolitik er funderet i NATO – ikke i EU.

Af Marie Krarup (DF)
Forsvarsordfører

Vi skal meget snart til at forhandle forsvarsforlig i Folketinget. Det gamle løber simpelthen ud og skal derfor fornyes med en fem-årig aftale. Det er helt efter bogen og ikke præget af spor panik. Men der er til gengæld nogle, der mener, at forhandlingerne bør give EU mere plads i det militære forsvar af Danmark, fordi vi befinder os i panik-agtige tider her i eftervirkningerne fra to jordrystende begivenheder: Brexit og Trump.

Lad mig sige med det samme: det er jeg meget uenig i. EU skal ikke have del i det militære forsvar af Danmark. Og det er derfor vigtigt, at vi beholder vores forsvarsforbehold.

Trump og Brexit giver ingen panik
Men derudover vil jeg tilføje, at hverken Trump eller Brexit giver anledning til panik hos mig. Og ingen af begivenhederne ændrer ved Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

Brexit var udtryk for en demokratisk beslutning i England om at forlade EU. Det har briterne naturligvis lov til, og jeg håber af hele mit hjerte, at det må lykkes dem at få en god ordning i deres ny liv uden for EU's tvang. Hvis det går godt for England, vil det jo være oplagt for Danmark at få den samme løsning senere.

Brexit har økonomisk og politisk betydning for Danmark på grund af vores samhandel med England og vores politiske afhængighed over for EU. Men Brexit ændrer ikke noget for os på det militære og forsvarsmæssige område. Vores forsvarspolitik er ikke funderet i EU, men i NATO. Og England er lige så fuldgyldigt medlem af NATO nu som før Brexit. Så det tætte forhold, Danmark har til England inden for NATO, består i lige så høj grad nu, som det gjorde før Brexit.

Vi skal holde fast i forsvarsforbeholdet
Brexit har ikke nogen betydning for os på det forsvarsmæssige område. Kun indirekte, fordi der er nogle EU-lande, der ønsker at bruge Brexit som springbræt til en stadig snævrere union blandt de tilbageværende lande og dermed også til en fælles forsvarspolitik. Men det berører ikke os. Vi har stadig vores forsvarsforbehold. Og det skal vi holde fast i. EU er nemlig og kan ikke blive en forsvarsorganisation, der giver mening for os.

Trump har været meget langsom til at bekræfte musketer-eden i NATO's artikel 5. Det fremkaldte i lang tid nervøs rysten i resten af NATO. Men nu har han faktisk gjort det. Så vi behøver ikke frygte for, at USA ikke vil bakke op om NATO længere. Trump beder samtidig om, at alle NATO-lande bidrager mere, sådan at det ikke er USA, der kommer til at bære en uforholdsmæssig stor del af byrden i NATO. Det er kun rimeligt. Det bør vi lytte til. Faktisk har flere præsidenter før ham sagt nøjagtig det samme.

Derfor ændrer hverken Trump eller Brexit ved Danmarks militære sikkerhedssituation.

Forrige artikel Friskolelærere til politikere: Sæt de populistiske udmeldinger på standby Friskolelærere til politikere: Sæt de populistiske udmeldinger på standby Næste artikel Svensk debattør: Der er brug for flere religiøse friskoler Svensk debattør: Der er brug for flere religiøse friskoler
LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

ANALYSE: Simon Emil Ammitzbøll-Billes farvel til LA understreger dilemmaet, når liberale partier skal forholde sig til trusler mod det liberale samfund. Men Ammitzbølls meget principielle holdning er af nyere dato.