Kronik: Boris Johnsons national­egoistiske konservative skal ikke have særbehandling af EU

Af Birger Riis-Jørgensen
Forhenværende dansk diplomat, herunder Danmarks ambassadør i London fra 2006 til 2011

Storbritannien er formentlig snart ude af EU. Det arbejder Boris Johnson målrettet for.

Mon ikke det lykkes, med eller uden et forudgående parlamentsvalg?

Der er grund til at se på de store linjer, på skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien og på fremtiden.

Egoisterne skal ikke sætte dagsordenen
Brexit er en europæisk tragedie. Derfor har de 27 tilbageblivende EU-lande også strakt sig langt gang på gang i det nu mere end tre år lange Brexit-forløb.

Men de 27 lande har ikke givet køb på grundlæggende EU-interesser. Herunder ikke mindst beskyttelsen af det indre marked i EU, der kommer alle EU-lande til gavn.

Mange i Storbritannien mener fortsat, at de fortjener særbehandling på grund af landets indsats i 2. verdenskrig. Det er en rystende overfladisk betragtning.

Birger Riis-Jørgensen
Forhenværende dansk diplomat og ambassadør i London

Mange i Storbritannien mener fortsat, at de fortjener særbehandling på grund af landets indsats i 2. verdenskrig. Det er en rystende overfladisk betragtning hos nogle også i Danmark, at vi skal lade et nationalegoistisk britisk konservativt parti sætte dagsordenen og ødelægge væsentlige dele af EU-samarbejdet på grund af begivenheder, der ligger trekvart århundrede tilbage. Og hvor Det Britiske Imperium i øvrigt som sædvanligt kæmpede for egne interesser.

Mange står svækkede tilbage
Brexit er en tragedie, fordi det svækker os alle i Europa. Økonomisk, selvfølgelig. Men især politisk i en farlig og uforudsigelig verden med et stadigt mere totalitært og ekspansivt Kina.

Og med et Rusland, der altid spotter og udnytter andres svagheder – eksempelvis en intern europæisk splittelse. Og som fisker i rørte vande, hvor det kan. Som nu på ny i Syrien efter den amerikanske præsidents skamløse forræderi over for USA's nære kurdiske allierede.

Vi må håbe, at samarbejdet i Nato kan fastholdes trods den britiske enegang i Europa.

Naturligvis svækker Brexit især Storbritannien. Selv for en atommagt forslår en økonomisk base på små 70 millioner mennesker meget lidt i en verden med nationalistiske storspillere som USA, Kina, Rusland og Indien.

Se blot, hvor tavs Storbritannien er, mens Kina maltrakterer frihedstørstende unge i den tidligere britiske kronkoloni Hongkong. EU harlangt fra fundet sin plads i dette globale politiske magtspil. Men EU varetager effektivt sine medlemslandes fælles økonomiske interesser i verden.

Brexit vil svække Storbritannien økonomisk. Man kan ikke forlade et velfungerende indre marked, hvortil man hidtil har afsat knap halvdelen af sin samlede eksport og har en masse produktionssamarbejder, uden at det koster.

Boris Johnson har klart signaleret, at Storbritannien fremover skal stå helt frit i forhold til de tidligere partnere i EU. Det er helt legitimt. Det betyder til gengæld masser af bøvl og handelshindringer i forhold til EU, der naturligvis ikke vil give sin nærmeste og største nabo urimelige konkurrencefordele.

Med skilsmisseaftalen ender Nordirland reelt i EU's indre marked trods den britiske regerings besværgelser om det modsatte. De 26 andre EU-lande tog Irlands afgørende interesse i at undgå en reel grænse mellem Irland og Nordirland dybt alvorligt, og Johnson måtte give sig.

På de to andre store klumper i skilsmisseaftalen – den britiske betaling for indgåede forpligtelser og europæiske/britiske statsborgerne i UK/EU – har Johnson-regeringen lykkeligvis pragmatisk overtaget Theresa Mays forhandlingsresultat.

Den perfide Albion er tilbage
Det bliver udfordrende at få det fremtidige samarbejde på plads. Det fremgår klart af de 134 artikler i den politiske erklæring om rammerne for det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien, som blev godkendt sammen med skilsmisseaftalen tidligere i oktober.

Boris Johnsons visioner om Storbritannien som en international økonomisk fribytter er det klareste tegn på, at Den Perfide Albion er tilbage.

Albion er det oldgræske navn for de britiske øer. Men Den Perfide Albion? Storbritannien indgik i tidligere århundreder alliancer med lande på kontinentet for at beskytte sine interesser, uden smålig skelen til, hvem man havde været venner og fjender med bare få år tidligere. Det fik mange til at tale om "den perfide Albion".

Danmark fik Den Perfide Albion at føle under Napoleonskrigene. Briterne tog vores krigsflåde efter at have gennemført historiens første terrorbombardement mod en europæisk hovedstad.

Død og ødelæggelse i København skulle tvinge de danske ledere til at levere på de britiske krav. Det førte til mange års direkte modvilje over for englænderne. Først med nazisternes besættelse af Danmark i 1940 blev briterne sammen med amerikanerne vores nye helte. Om den danske begejstring for angelsakserne overlever Brexit og Trump, må vise sig.

Danske diplomater tæller fingre efter britiske håndslag
Uanset hvad har vi en voldsom interesse i at fastholde Storbritannien så tæt på os som muligt. Det gælder både Danmark specifikt og EU generelt.

Mange af os har nære britiske venner og kolleger, som vi værdsætter og respekterer. Både de og vi begræder, at der nu sættes skel op mellem os. Men vi skal arbejde helt uden illusioner.

Mere end én erfaren dansk diplomat har oven på et aftale-håndslag med en britisk kollega nøje talt sine fingre for at sikre, at de alle fortsat sad, hvor de skulle. EU-samarbejdet er grundlæggende at finde kompromisser, alle kan se sig selv i. Alligevel blev briternes ry for at være 100 procent selviske aldrig rigtigt udvisket, selv af 45 års tæt samarbejde.

Som ny premierminister prøvede Boris Johnson den klassisk britiske ”del og hersk”-taktik. Man tog direkte kontakt til enkelte EU-lande med forskellige forslag for at splitte UK's mangeårige EU-partnere. Det lykkedes ikke. Boris Johnson måtte som Theresa May før ham indse, at EU holder sammen og bare er en langt tungere spiller.

Regningerne er ved at blive fordelt
Og nu til fremtiden. Der er i bedste fald blot 12-13 måneders overgangsperiode til at forhandle enormt komplicerede problemkomplekser på plads. Forsinkes godkendelsen af skilsmisseaftalen yderligere – af det britiske parlament, af Europa-Parlamentet eller af et britisk parlamentsvalg – bliver tiden endnu mere knap.

Der er en fælles interesse i fortsat britisk deltagelse i blandt andet videnskabs- og innovations-samarbejde, i ungdoms- og uddannelsesprogrammer, i udviklingsbistand og udenrigspolitik, forsvarsmaterielsamarbejde, civil beskyttelse og rum-samarbejde.

Det fremgår af ovennævnte fælles erklæring om rammerne for det fremtidige samarbejde. Så dårligt nok har Storbritannien forladt EU, før man skal til at aftale regler for britisk deltagelse i disse programmer og procedurer for pengestrømme og fordeling af regningerne.

Udvekslingen mellem EU og Storbritannien af varer og tjenesteydelser (eksempelvis transport og finansielle services) fylder meget i erklæringen. Begge sider ser gerne et tæt samarbejde, men Storbritannien ønsker ikke at påtage sig forpligtelser, der begrænser mulighederne for aftaler med andre tredjelande eller dets frihed til suverænt at fastlægge egne regler.

Hele dette område ligner en stor og uhyre kompliceret slagmark. Det er meget svært at forestille sig, at EU og Storbritannien på bare godt et år skulle nå, hvad der i alle EU's store handelsaftaler med tredjelande har krævet årevis af vanskelige forhandlinger.

Nye påstande fra briternes kontinentale klakører
Hertil kommer, at det europæiske marked er mange gange større end det britiske. Storbritannien vil i de fleste tilfælde reelt stå med hatten i hånden. Nok kan der blive slagsmål mellem EU-landene om afvejning af de forskellige nationale interesser.

Men når først forhandlingsinstruksen er godkendt af de 27 medlemslande, kører toget med EU-Kommissionen som den fælles EU-forhandler - naturligvis med jævne tilbagerapporteringer til medlemslandene. Det er godt, at Johnson-regeringen tilsyneladende ved, hvad den vil. Ellers blev det endnu sværere for de britiske forhandlere at få et ben til jorden.

Brexit-flertallet i England vil opdage, at først nu starter problemerne for alvor. Og vi vil med garanti høre vrede britiske konservatives udfald mod EU-landene og nye påstande fra deres kontinentale klakører om Bruxelles-bureaukraternes arrogance, selvom det er de 27 EU-medlemslande, der fastlægger kursen.

Problemer, udfordringer og ømme punkter
Der kommer problemer i forhold til EU. Et af dem er, at den britiske regering i løbet af 2020 meget vel kan komme til at bide i det sure æble og bede om en forlængelse af overgangsperioden for at få hele aftalekomplekset på plads. Fordi alternativet – at forlade EU uden nogen form for aftale – er frygtindgydende kompliceret og dyrt.

Og problemer internt i Storbritannien. Nordirland vil ifølge skilsmisseaftalen få en særligt privilegeret position både i forhold til EU og i Storbritannien internt. Det vil igen puste til uafhængighedsfølelserne i Skotland. Det har tidligere været tæt på. I 2014 stemte 44,7 procent af skotterne ved en folkeafstemning for, at Skotland skulle forlade Det forenede Kongerige.

Hertil kommer de udfordringer, som fik mange englænderne til i vrede at stemme ja til Brexit i 2016. Der var dels uviljen mod de mange udlændinge i Storbritannien. Men alle de øvrige ømme punkter har intet med EU at gøre.

Det drejer sig blandt andet om væsentlige mangler i det offentlige sundhedsvæsen, på skoleområdet, på boligområdet, på transportområdet, på IT-infrastrukturen. Og det drejer sig om den voldsomme ubalance mellem det rige London og Sydengland over for det fattigere Nordengland.

En hoveddrivkraft i Brexit-vreden var mange menneskers følelse af hverken at blive set eller hørt af politikerne. Det ændrer sig næppe for alvor, før det politisk system reformeres. Nu får blot cirka en tredjedel af vælgerne reelt muligheden for at udpege det politiske flertal i Underhuset.

Det skyldes valg i enkeltmandsvalgkredse, der ofte indebærer et enormt stemmespild. Man må håbe, at UK trods alle udfordringer finder den politiske kraft til at gøre noget ved denne grundskavank i britisk demokrati.

Endelig er der alle dem i Storbritannien, der stemte for at blive i EU, ikke mindst blandt de unge og yngre. Denne splittelse i det britiske samfund er måske den dybeste af dem alle. Den vil præge de kommende årtiers politik.

De britiske udfordringer er voldsomme. Fra EU's side bør vi være hjælpsomme. Men det er først og sidst vore egne interesser, vi skal varetage.