Kronik: Pas på medierne, kære politikere – de er afgørende for demokratiet

Der står noget på spil for danskernes medietilbud og opbakningen til demokratiet, når kulturministeren og partierne inden næste sommer skal indgå forlig om mediernes vilkår fra 2019.

Aktørerne er på banen – det være sig dagbladene, filmproducenterne, DR samt de mere end 400 små og mellemstore specialmedier, der udgives af private virksomheder og organisationer, og som er den største mediegruppe af alle antalsmæssigt. Dem repræsenterer jeg.

Kravet til politikerne er stort. Mediestrukturerne er under hastig forandring: Dagbladenes distribution på papir er forældet, og oplag og læsertal styrtdykker med 10-15 procent hvert eneste år.

Annoncemilliarderne flyttes til uregulerede amerikanske techgiganter som Google og Facebook. Og imens har DR fået lov at udvikle sig enormt med nye kanaler og med Danmarks største netmedie, dr.dk. Til skade for de private mediers mulighed for at overleve.

Vi kan ikke vente på, at EU og den danske konkurrencekommissær får sikret, at europæiske selskaber konkurrerer skattemæssigt og lovmæssigt på lige vilkår med techgiganterne. Tik tak, tik tak. Krone ned, dollar op.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget og Mandag Morgen

Noget må ske. Vi har netop på et møde, som kulturministeren havde inviteret til, fremlagt vores ønsker til forliget – et af en halv snes hulemøder hos den venlige minister.

Regeringens udspil ventes til februar, herefter følger erfaringsmæssigt otte møderunder med partierne, og så må embedsmændene skrive lovforslaget i sommerferien, så lovforslaget kan vedtages i de sidste tre måneder af 2018.

Det giver ingen mening i public service-definitionen at skelne mellem tv, radio og det skrevne ord.

Rasmus Nielsen

Specialmediernes ønsker er klar:

1. Mere udlicitering af DR og dr.dk. En langt større public service-pulje, som skrevne medier også kunne søge.

2. For at få støtte skal man fremover udgive aktuel journalistik om mindst to af fire emner: politik, samfund, kultur og – som noget nyt – forskning og teknologi.

3. Medier, der ejes af organisationer, og som har et udgivelsesgrundlag, der sikrer, at mediet redigeres uafhængigt af ejerne, skal kunne søge støtte.

Specialmedierne er langt den største medlemsgruppe i vores fælles brancheorganisation, Danske Medier.

Vi udgiver medier på tryk og på nettet til stort set hele den danske befolkning. I møder os, hvis I er foreningsmedlemmer – og hvem er ikke det? – og når I er politisk, fagligt, erhvervsmæssigt eller teknologisk interesserede.

Vi udgiver førende foreningsmedier som Folkeskolen, Ingeniøren og Fagbladet FOA. Og vi udgiver nye demokratioplysende netmedier som Altinget, Avisen.dk, dknyt, Zetland og Økonomisk Ugebrev – og væsentlige erhvervsrettede medier som LandbrugsAvisen, Maskinbladet og Licitationen. Dertil hundredvis af mindre, men dog vigtige mediestemmer, der bidrager til den samlede samfundsoplysning og demokratisamtale.

Det gav nordisk genlyd, da et af vores medlemmer, Mandag Morgen, i september udgav den af ministeren døbte Lisbeth Knudsen-rapport – ’Globaliseringen af den danske mediebranche’ – som Slots- og Kulturstyrelsen havde bestilt.

Danske medier er i stigende grad afhængige af få globale teknologi- og medieaktører. Facebook og Google har med deres dominans ændret selve grundvilkårene for branchen. De ejer infrastrukturen – motorvejen – og de ejer og udnytter de data, som brugernes klik genererer om adfærd og interesser.

Danske medievirksomheder sætter ikke længere teknologiske, distributionsmæssige eller forretningsmæssige standarder. Værdikæden defineres og forandres kontinuerligt af de globale spillere.

Alene på onlinemarkedet ventes op mod 90 procent af al global vækst i de kommende år at tilfalde Google og Facebook, som reelt har opnået et duopol på annoncemarkedet.

Samtidig vælger danskerne i stadig stigende grad at bruge deres tid og penge på internationale tjenester og indhold frem for indhold leveret af danske medier. Fra YouTube, HBO og Netflix til eksempelvis Facebook, Instagram og Snapchat. Det er et kæmpe problem for alle danske medier.

Den er den virkelighed, mediebranchen, DR og Folketingets kulturpolitikere skal operere i. Og vi kan ikke vente på, at EU og den danske konkurrencekommissær får sikret, at europæiske selskaber konkurrerer skattemæssigt og lovmæssigt på lige vilkår med techgiganterne. Tik tak, tik tak. Krone ned, dollar op.

Historisk har mediepolitikken haltet efter medieudviklingen. Først i 2014 fik vi efter mange års tilløb omlagt den danske mediestøtte til den private branche på omkring 400 millioner kroner plus værdien af nulmoms, der hidtil stort set var gået til demokratiets klassiske vagthund, dagbladene.

Nu kunne også netmedier i den lige konkurrences hellige navn få støtte. Platformsneutralitet var kodeordet.

Det betød en masse. Jeg grundlagde Altinget i 2000, og i mange år led vores vækst og udbredelse af konkurrenceforvridningen, hvor vi var efterladt på bagperronen, mens vores konkurrenter fik milliarder i årlig statsstøtte. Det var grimt og stærkt innovations-fjendsk.

Det ændrede sig altså med den gældende lov, så vores trafik, publicistiske kvalitet og jobskabelse virkelig tog fart. Vi er en tredobbelt såkaldt gazellevirksomhed og dermed hvert år blandt landets 2.000 hurtigst voksende virksomheder.

Der er i den grad return on investment for skatteyderne og det danske samfund, når private medier ydes mediestøtte for at oplyse om demokratiet.

Her i 2017 indbetaler eksempelvis den danske del af min medievirksomhed næsten tre gange mere i A-skat og am-bidrag fra vores mere end 100 faste medarbejdere, end vi modtager i mediestøtte.

Dertil kommer momsbetalinger, der er næsten dobbelt så store som vores statsstøtte. Et regnestykke, der enkelt opgjort giver staten et nettoprovenu på 27,5 millioner kroner årligt.

Hertil kommer naturligvis selskabsskatten på 22 procent, som vi – p.t. modsat Apple og andre giganter – betaler til samfundskassen. I dag er vi ved at være blandt de ti største private medievirksomheder i landet.

Lad os forklare de ønsker, Specialmedierne har til medieforliget. Vi opfordrer til at afskaffe den ulige konkurrence mellem statslige medier og momsfrie dagblade på den ene side og specialmedier på den anden.

Vi specialmedier har en voksende demokratisk funktion i et ellers trængt mediemarked, fordi vi når danskerne så bredt: Hvor vi arbejder, bor og deltager frivilligt i civilsamfundet.

Specialmedierne er en stadig vigtigere del af den journalistiske fødekæde.

Vi bringer indsigt, viden og nyheder, som måske ellers aldrig ville blive fortalt, frem i den demokratiske debat

Overordnet håber vi på et forlig for både det statsbetalte og -regulerede område: DR, tv-regionerne og Radio24syv – og det private: Dagbladene og specialmedierne. Man kan ikke adskille mediemarkederne. Hvis DR udbyder noget gratis på landets mest besøgte site, dr.dk, er det umuligt for os private at opkræve abonnement for den samme ydelse.

For det andet anbefaler vi et firårigt forlig. Gerne med politisk midtvejsevaluering, så man eventuelt kan justere for den eksponentielle disruption af medieteknologien, der strømmer over os hvert år, måned, uge, dag, time, sekund.

Vi glæder os over den tydelige politiske vilje til at udlicitere mere af DR’s milliardbudget til dygtige og pålidelige private publicister og producenter.

DR skal lægge mere end forkætret tv-drama og underholdning ud til private. Læg også den skrevne journalistik ud til frie medier, der er særligt kyndige.

Ingeniøren kan bidrage med teknologisk indsigt, Avisen.dk med nyt om arbejdslivet, Altinget har Danmarks største politiske redaktion, og f.eks. Kristeligt Dagblad er ledende på etik- og eksistensstoffet, mens Information måske kan skrive om udviklingspolitik og folkevandringer.

Der er heldigvis også bred enighed om, at public service-puljen skal udvides, så flere private medier og producenter kan få adgang til offentlig støtte til demokratioplysende stof, der ikke ville kunne blive fremstillet på rent kommercielle vilkår. Specialmedierne lægger stor vægt på denne modernisering og anbefaler:

Puljen øges signifikant, og midlerne tages gerne fra licensmidlerne/DR’s budget. Af den samlede bevilling skal mindst 70 procent anvendes på aktuelt journalistisk indhold fra private medier, der omhandler politik, samfundsforhold, kultur og/eller forskning og teknologi.

Puljen deles i to:

Filmpuljen: Administreres af Filminstituttet. Formålet skal være stort set som i dag og med et budget som i dag. Er typisk for tv- og filmproducenter.

Mediepuljen: Administreres af Medienævnet. Skal kunne søges af private medier, være omfattet af loven om mediestøtte, til større projekter, gerne flerårige projekter for journalistisk demokratioplysning. Skal være platformsuafhængig, dvs. at både skrift, radio og tv/video kan støttes.

Tag som eksempel den eksplosive vækst i podcasts (radio on demand), som radiodirektør Jørgen Ramskov i Kroniken forleden slog på tromme for. Det skal dagblade, fritstående netmedier og andre private medier kunne søge medfinansieret, så vi også ad den vej styrker det vigtige brud på DR’s radiomonopol.

Har du et netmedie med trafik, har du jo også en potentiel radiokanal. Et medie defineres som værende omfattet af loven om mediestøtte. Altinget udsender hver uge næsten en million gratis nyhedsbreve om dansk og europæisk politik til enhver videbegærlig. Vi længes efter at bringe links til gode, gedigne radiointerviews med politikere, professionelle aktører og civilsamfundets helte.

Projekter støttes normalt med op til 65 procent, men kan i enkelte tilfælde fuldfinansieres, især når de retter sig mod børn og unge. Her har vi ministerens bevågenhed, lod hun forstå.

Det giver ingen mening i public service-definitionen at skelne mellem tv, radio og det skrevne ord.

Tekst kan naturligvis være lige så demokratioplysende som billeder og lyd – ja, ofte mere relevant for den demokratiske debat.

I dag skal støtteberettigede medier ifølge loven på samme tid behandle 1) politiske, 2) samfundsrelaterede og 3) kulturelle temaer.

Det er efter Specialmediernes opfattelse for bredt et krav i en tid, hvor den teknologiske udvikling og brugernes adfærd kalder på nichemedier med særligt fokus. Vi opfordrer derfor til, at man indfører et ekstra kriterium om forskning og teknologi.

Vi anbefaler også, at det redaktionelle stof kun skal dække minimum to af de fire kriterier, så ordlyden bliver: I det redaktionelle stof behandles minimum to emner inden for politiske, samfundsrelaterede, kulturelle og/eller forsknings- og teknologiske temaer.

Det vil ikke føre til en skov af nye støtteberettigede medier og dermed træk på mediestøtten, men det vil forebygge de nuværende kunstige krumspring, hvor f.eks. forsknings- og tekniske medier af høj kvalitet tvinges til at tilføje kulturelt stof, selvom det ikke efterspørges af læserne.

I dag dikterer loven, at medier, der vil søge statslig produktionsstøtte, "ikke er ejet med to tredjedele eller mere af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer".

Slet den linje under lovrevisionen. Lyt til enhver redelig mediestemme, dette land kan synge med – uanset ejer.

Årligt vil det skønsmæssigt kun koste under 10 milloner kroner. For dette beløb vil man få flere demokratioplysende medier.

Specialmedierne er enige i, at loven om mediestøtte skal hindre, at skattekronerne går til politisk kommunikation, der har til formål at påvirke den offentlige debat i en bestemt politisk retning.

Men det fra loven citerede såkaldte ejerskabskriterium er ikke den rigtige vej til at undgå det. Der findes organisationsejede medier, der fungerer uafhængigt af politiske interesser hos ejeren.

Flere af disse medier har en væsentlig demokratisk rolle, fordi de bidrager med dyb viden på samfundsvæsentlige områder, som behandles på professionel journalistisk vis med relevans langt ud over medlemsskaren hos den ejende organisation. Blandt andet fordi originalstoffet citeres og bliver dagsordenssættende i andre medier.

Vi foreslår derfor, at ejerskabskriteriet tages ud af betingelserne. Som en ekstra sikring mod brug af mediestøtten til politisk eller organisatorisk styret kommunikationsarbejde foreslår vi, at man i stedet arbejder med et krav om et udgivelsesgrundlag, der sikrer, at mediet redigeres uafhængigt af ejerne ud fra branchens egne regler:

• Mediet ledes af den ansvarshavende chefredaktør.
• Den ansvarshavende redaktør må ikke være ansat direkte under eller referere til organisationens politisk valgte ledelse.
• Redaktionen fungerer uafhængigt af politiske og organisatoriske interesser.
• Mediets eventuelle leder skrives af medlemmer af redaktionen under chefredaktørens ansvar.
• Mediets indhold redigeres ud fra journalistiske kriterier og med modtagerfokus frem for afsenderfokus.
• Mediet kan rette et kritisk lys indad i organisationen.
• Indhold fra organisationen og dennes politikere markeres tydeligt som sådan og tæller ikke ved opgørelsen af støtteberettiget indhold.
• Mediet lever i øvrigt op til medieansvarsloven.

Så vil vi opfordre ministeren og partierne, der indgår forliget, til at huske en lille, men vigtig pose penge. Bladpuljen, der ved det seneste medieforlig blev reduceret til 20 millioner kroner, er en væsentlig forudsætning for eksistensen af en række blade, der udgives af ideelle og almennyttige foreninger.

Det vedrører faktisk hele 271 blade, eksempelvis Forbrugerrådet Tænk, Natur & Miljø og Ældre Sagen. PostNord afskaffer såkaldte adresseløse forsendelser fra 2018, og det vil betyde en forøgelse af distributionsudgifterne for disse blade.

Endelig bør den særlige supplementspulje for fritstående netmedier på beskedne 6 millioner kroner udvides i takt med denne mediegruppes kraftige vækst. Puljen gives som kompensation for dagbladenes nulmoms på bladsalg.

--------

Kronikken blev bragt første gang i Politiken 7. dec. 2017