Debat

Kronik: Stil S og SF til ansvar for deres asociale boligpolitik

KRONIK: Det er svært at forstå, at partier som SF og Socialdemokratiet har lagt stemmer til parallelsamfundspakken, som vil føre til dyrere boliger og flere hjemløse. Vælgerne bør holde partierne til ansvar ved det kommende valg, skriver ph.d.-studerende Malthe Hilal-Harvald.

Parallelsamfundspakken er danmarkshistoriens største angreb på den almene boligsektor, mener ph.d.-studerende Malthe Hilal-Harvald.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lise-Lotte Skjoldan

Fagdebatredaktør

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet

Inden 17. juni 2019 skal der være folketingsvalg, og boligpolitikken bliver nødt til at være et tema i den kommende valgkamp.

Helt centralt står naturligvis danmarkshistoriens største angreb på den almene boligsektor – nemlig den såkaldte parallelsamfundspakke.

Bag et røgslør af fordomme og frygt har et bredt flertal i Folketinget hamret en kile ind i den boligform, som huser knap en femtedel af den danske befolkning, og som løfter et kæmpe socialt ansvar.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Parallelsamfundspakken blev lanceret for lige godt et år siden og udmøntede sig i en række lovforslag, som alle blev behandlet og vedtaget i løbet sidste efterår. I denne kronik vil jeg fokusere på L 38, som blev vedtaget af regeringspartierne, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.

Boligområder i positiv udvikling
I modsætning til hvad man skulle tro, da statsministeren i sin forrige nytårstale påstod, at der "er slået huller i Danmarkskortet", så er de pågældende boligområder allerede i en positiv udvikling.

Bag et røgslør af fordomme og frygt har et bredt flertal i Folketinget hamret en kile ind i den boligform, som huser knap en femtedel af den danske befolkning, og som løfter et kæmpe socialt ansvar
Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet

Påstanden fremsættes igen i bemærkningerne til L 38, hvor der står, at områderne "typisk er plaget af hård kriminalitet og massiv utryghed". Ikke desto mindre viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2016, at det primært har været "kriteriet om kriminalitet, […] der har medført, at færre områder er på ghettolisten i 2015 i forhold til 2014".

I en anden rapport fra 2018 slås det fast, at boligområderne generelt er blevet mindre kriminelle. Endelig udtaler politikommissær Jens Espensen, at det "er en fordom, at der er mere utrygt i Gellerupparken".

I Gellerupparken, som er en af Danmarks bedst kendte "ghettoer", er der nemlig markant færre straffelovsovertrædelser end i Aarhus generelt. I stedet for at trække på disse erfaringer, har man justeret kriterierne for at trække flere områder tilbage på listerne.

Findes parallelsamfundene?
Eksistensen af parallelsamfund er også tvivlsom. Økonomi- og Indenrigsministeriet definerer parallelsamfund, som "fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund".

Det er således et spørgsmål om det enkelte individs identitet og værdigrundlag, som i sagens natur kun meget svært lader sig kvantificere. Derfor har man i stedet baseret sine konklusioner på tilstedeværelsen af en række indikatorer for koncentrationen af borgere med "ikke-vestlig" baggrund, deres tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet samt kriminalitet.

Denne metode – eller mangel på samme – er stærkt kritiseret af forskere, som udtaler, at vi slet ikke ved, om der findes parallelsamfund.

Løsning baseret på mavefornemmelser
Selv hvis man for argumentets skyld accepterede dette løse grundlag, så er den foreslåede løsning ligeledes baseret på mavefornemmelser. Idéen er, at man kan komme de udpegede "ghettoer" og "parallelsamfund" til livs ved at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 procent og ændre beboersammensætningen, men der er ingen umiddelbar, påviselig årsagssammenhæng mellem de påståede problemer og denne antagelse.

I en rapport fra 2014 fremlægges evidens for, at "fysiske indsatser i samspil med sociale indsatser medfører sociale effekter for den enkelte beboer såvel som for boligområdet".

Men i rapporten lægges der netop vægt på, at man skal analysere "de designprincipper, der ligger bag den konkrete bebyggelse, samt hvordan disse fremmer og hæmmer funktion, adfærd og identitet".

Dette bakkes op af forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut Marie Stender, der ligeledes understreger, at indsatser skal ske "efter en individuel og faglig vurdering".

Der er således ikke belæg for, at en centralt udstukket reduktion af almene familieboliger til 40 procent kommer til at have nogen positiv effekt.

Det fremgår sågar af bemærkningerne til L 38, at reduktionen skal gennemføres, uanset om det pågældende område formår at komme af "ghetto"-listen i mellemtiden. Man vil således have færre almene familieboliger uden hensyn til, om det fremmer sociale forbedringer.

Etnicitet gøres til socialt problem i sig selv
Den anden del af løsningen er at ændre beboersammensætningen. I selve lovforslaget handler det primært om at forhindre borgere på overførselsindkomst eller tidligere dømte i at flytte ind i de pågældende områder. Det er helt bagvendt.

I den almene boligsektor tilbydes der netop betalelige boliger på solidariske og demokratiske vilkår blandt andet til borgere, som af forskellige årsager ville have svært ved at finde bolig på det private boligmarked. Ved at indsnævre denne mulighed har man intet gjort for at løse de underliggende sociale problemer. Tværtimod.

Et andet gennemgående tema er den etniske beboersammensætning. I "ghetto"-kriterierne er etnicitet den afgørende faktor, som adskiller "ghettoer" fra andre boligområder.

I bemærkningerne til L 38 nævnes "ikke-vestlig" baggrund som et socialt problem i sig selv. Det konkluderes ellers i førnævnte rapport fra 2014, at "social forandring af et udsat område kan opnås uden at ændre andelen af mennesker med minoritetsbaggrund".

At man alligevel har gjort etnicitet til den afgørende faktor for, om et boligområde skal nedrive eller frasælge boliger, betyder, at byråd og boligorganisationer vil forsøge at gennemføre racistiske boligpolitikker. Men den latente racisme er ikke parallelsamfundspakkens eneste sociale slagside.

Nedrivning giver højere huslejer
Hvis ikke andelen af almene familieboliger kan nedbringes på andre måder, skal gode, billige, og i nogle tilfælde nyistandsatte hjem rives ned. Uanset om det sker gennem nedrivning eller salg, så kommer parallelsamfundspakken til at betyde en betydelig reduktion i den samlede almene boligmasse.

Det vil medføre højere huslejer i kommuner, som allerede kæmper med mangel på billige boliger. Ifølge analysefirmaet Copenhagen Economics koster en privatlejet familiebolig i København gennemsnitligt 3.000 kroner mere om måneden end en tilsvarende almen bolig, som skal sælges eller nedrives.

At parallelsamfundspakken praktisk talt ikke adresserer genhusningsspørgsmålet kommer også til at medføre en række konsekvenser. De lejere, som kommer til at miste deres hjem som følge af parallelsamfundspakken, må skrive sig på de allerede årelange ventelister.

Hvis regeringen og andre tilmed gennemfører den foreslåede ændring af ventelistesystemet, bliver genhusningsproblemet endnu mere akut.

De beboere, som ikke kan finde en ny almen bolig, vil blive skubbet i armene på "Låsby-Svendsen"-typer eller i værste fald ende i hjemløshed. Sand – De Hjemløses Landsorganisation har allerede advaret om, at parallelsamfundspakken kommer til at gøre vejen til en bolig endnu længere for hjemløse.

S og SF lægger stemmer til
Endelig skal det nævnes, at implementeringen af L 38 finansieres ved at tage ti milliarder kroner fra Landsbyggefonden.

Således tager man over en tredjedel af alle de penge, som almene lejere gennem årene har sparet op til renoveringer og nybyggeri, til at finansiere en lovpakke, som i sidste ende kommer til at betyde færre almene boliger, og som undergraver den almene boligsektors formål.

Men hvorfor skriver jeg alt dette? At en VLAK-regering fører et neoliberalistisk korstog mod en nonprofit-boligform uden hensyn til de sociale konsekvenser, kan næppe overraske nogen. At DF har udnyttet endnu en lejlighed at sprede frygt og had er heller ikke for alvor en nyhed.

Til gengæld er det noget sværere at finde en fornuftig forklaring på, hvorfor S og SF har smidt deres ideologiske arvegods over bord og valgt at lægge stemmer til dyrere boliger, flere hjemløse og mere racisme.

Derfor vil jeg opfordre deres vælgere til at tvinge dem til at tage stilling til dette spørgsmål under valgkampen og særligt efter en eventuel valgsejr. Vi har brug for en fremsynet og solidarisk boligpolitik.

Politik har aldrig været vigtigere