Kronik

Kronik: Velfærdsstaten smuldrer og det rammer os alle

KRONIK: Grundlaget for den danske velfærdsmodel er ved at bryde sammen. En primær grund er, at social tryghed er i opløsning. Og det rammer os alle sammen, skriver Nick Allentoft, chefredaktør for DenOffentlige.dk.

Grundlaget for befolkningens opbakning til den danske velfærdsmodel er smuldret over de senere år, skriver Nick Allentoft i ny bog (arkivfoto).
Grundlaget for befolkningens opbakning til den danske velfærdsmodel er smuldret over de senere år, skriver Nick Allentoft i ny bog (arkivfoto).Foto: Thomas Lekfeldt/ Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nick Allentoft
Chefredaktør, DenOffentlige.dk

Er du tryg ved velfærdsmodellens hånd under dig, hvis du bliver alvorligt syg, mister dit job eller på anden måde møder en livskrise? Hvis dit svar er ja, lever du i en velfærdsillusion. Her er hvorfor.

Visionen om det danske velfærdssamfund blev skabt i årtierne efter 2. Verdenskrig på et fundament af de menneskerettigheder, der først blev skrevet i Europa og siden adopteret af det nyetablerede FN. Der blev indgået en form for social kontrakt mellem borgere og stat, hvorefter alle skulle have social tryghed.

I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev visionen til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget sundhedsvæsen til gengæld for at betale omkring halvdelen af lønnen i skat. Den offentlige sektor voksede og ansatte mennesker, der med faglighed og motivation bidrog til at bygge velfærdsmodellen.

Fakta
Om Nick Allentoft
Chefredaktør, stifter af DenOffentlige.dk og uddannet journalist. Nick Allentoft var medlem af byrådet i Furesø 2010-2013, først for Venstre og det sidste år som uafhængig. Han er forfatter til bogen Velfærdsillusionen - om et samfund i krise, der netop er udkommet

I visse tilfælde er tilstanden i velfærdsstaten blevet så absurd, at offentlige aktører konkurrerer om at være bedst til at opfylde mål- og resultatkrav, der ingen mening giver, frem for at stå på den faglighed, de besidder.

Nick Allentoft
Chefredaktør, DenOffentlige.dk

Årtier med moderniseringsforsøg
Men over tid ændrede situationen sig. Den økonomiske vækst forsvandt, og vedvarende forsøg på at styre de offentlige udgifter blev en ny dagsorden – der for alvor begyndte med Schlüter-regeringens Moderniseringsprogram i 1983 og i år bliver udtrykt gennem den varslede Sammenhængsreform.

Det er i et vist omfang lykkes at skabe en velfærdsmodel, som hele verden anerkender. Vi har fået en stor middelklasse, som serviceres effektivt af velfærdssystemerne.

Ledige jages og sanktioneres for fejl, mens systemet slipper afsted med elendig sagsbehandling. Syge bliver mødt med krav om at blive raske hurtigst muligt – også når de er døende.

Nick Allentoft
Chefredaktør, DenOffentlige.dk

Men grundlaget for befolkningens opbakning er smuldret over de senere år: Ledige jages og sanktioneres for fejl, mens systemet slipper afsted med elendig sagsbehandling. Syge bliver mødt med krav om at blive raske hurtigst muligt – også når de er døende. Mennesker i livskriser finder ikke længere den tryghed hos velfærdsstaten, som de er opdraget til at forvente.

Det vi kan kalde, at den sociale kontrakt er ophævet, og det er i grunden besynderligt, for den sociale kontrakt er central for os allesammen. Vi kan alle blive alvorligt syge i morgen og afhængige af velfærdsmodellen.

Dermed har vi en velfærdsillusion, fordi vi i politiske udspil, reformer og samtaler i hverdagen stadig hører om velfærdssamfundet som fundamentet under det danske mønstersamfund.

Tre centrale kriser
Jeg har i arbejdet med min bog Velfærdsillusionen søgt at forstå, hvordan den sociale kontrakt er blevet brudt og hvorfor. Jeg er født i 1971 og dermed vokset op med ideen om social tryghed som en vigtig grundsten i et stærkt samfund. I dag ser jeg tre kriser, der sammen og hver for sig undergraver visionen om et stærkt og harmonisk velfærdssamfund.

Socialkrisen
En socialkrise, som er vokset ud af det rigide og bureaukratiske social- og beskæftigelsessystem, hvor borgere skal underkaste sig systemer og krav, der i mange tilfælde ødelægger mere, end det gør godt for de mennesker, der møder det.

Det er centralnervesystemet for velfærdsmodellen, at vi som borgere får social tryghed til gengæld for at betale til fællesskabet og de fælles løsninger, der er skabt i velfærdsmodellen.

I dag er nervesystemet lammet, og mange opdager det først, når de selv står i en livskrise. Ankestyrelsen kommunikerer løbende om betydelige svigt i systemet uden videre politiske reaktioner. Når borgere overlades til absurde regler, fører det til tragedier. Som i Brøndby, hvor en mand satte ild til sig selv foran jobcenteret. Som i nye sociale bevægelser, der bliver stadig stærkere i kraft af nye aktive medlemmer, der har mærket konsekvenserne af, at den sociale kontrakt er brudt.

Ledelseskrisen
En anden krise i sammenbruddet for den sociale kontrakt kalder jeg ledelseskrisen. Her ser vi offentlige ledere, der gennem ti år er trænet til at opholde sig i såkaldte ledelsesrum, hvor de skal tilfredsstille dokumentationskrav og bureaukrati, mens helhedsløsninger og respekten for den sociale kontrakt kommer i anden række.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange dygtige offentlige ledere, men med ledelseskrisen får de sværere og sværere ved at lede, fordi velfærdsstaten kræver mere og mere styring – og meget af det kommer fra Slotsholmen, som samtidig gør ihærdige forsøg på at pege på kommunernes såkaldt selvpåførte bureaukrati som kilden til ledelsesudfordringerne.

I visse tilfælde er tilstanden i velfærdsstaten blevet så absurd, at offentlige aktører konkurrerer om at være bedst til at opfylde mål- og resultatkrav, der ingen mening giver, frem for at stå på den faglighed, de besidder.

I 2017 var det et målkrav for politiet, at der “i gennemsnit skal være fængslet 300 af de rocker- og bandemedlemmer, som overvåges af politiet.” Personale på sygehuse skal smertescreene borgere, selvom de ingen smerter har. Jobcentre skal overholde tidsfrister, der ønsker syge borgere raske, før de er det. Det er ikke så underligt, at den offentlige sektor har mange frustrerede medarbejdere, der ikke ser anden mulighed end at kalde på flere hænder.

Demokratikrisen
I et forsøg på at finde løsninger vil det naturlige være at vende blikket mod Christiansborg og Centraladministrationen. Men derfra næres en demokratikrise. Store dele af embedsværket har sammen med mange politikere tilsyneladende glemt den sociale kontrakt og holder skåltaler om velfærdssamfundet, mens det reelt bliver svækket.

Centraladministrationen erkender kritikken, men mener alligevel, at den gør det fint – også selvom både embedsværk og politikere åbent siger, de interesserer sig mere for lanceringen af nye initiativer end deres effekt ude i virkeligheden. Et grelt eksempel var forsøget på at levere et svar på kritikken af det stadig tættere forhold mellem embedsværk og politikere: Finansministeriet lancerede syv dyder for embedsmanden, hvor to eksempelvis lød, at man skal tale sandt og følge loven. Lærte vi ikke allerede det i folkeskolen, kunne man spørge.

I årlige målinger fra bl.a. Altinget og Radius Kommunikation står faldende tillid til embedsværket og politikernes rekordlave troværdighed som advarsler, og i Trygfondens måling – Tryghedsmålingen – fremgår det lysende klart, at borgerne er alvorligt bekymrede for demokratiets tilstand. Artiklen fortsætter under tabellen.

 

Resultatet er frustrerede borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for, men også desillusionerede medarbejdere, der ikke kan lave det arbejde, deres faglighed efterspørger. For at toppe krisestemningen kan man inkludere resignerede ledere og rådvilde politikere, der styrer efter økonomiske måltal uden at vide, om det gavner borgerne.

Velfærden bliver til en illusion og den sociale tryghed forbeholdt dem, der kan betale selv. Derfor står vi med en velfærdsillusion. Skattetrykket til trods. Der er behov for, at vi forholder os til – og anerkender – de tre kriser, så vi kan begynde at nytænke den velfærdsmodel, som langt de fleste af os bakker op om.

Fire fokuspunkter for forandring
Hvis det skal lykkes at tøjle udviklingen, skal der mere til end konkrete reformer, vage forsøg på afbureaukratisering eller kommissioner. Der er brug for en vedvarende bevidsthed om de faktorer, der styrker velfærdssamfundet og begrænser velfærdsstatens dominans. Velfærdsmodellen – en samfundsmodel, hvor velfærdsstaten indgår i et konstruktivt samarbejde med velfærdssamfundet – kan revitaliseres ved at rette fokus på åbenhed, enkelhed, frihed og faglighed.

Åbenhed – den demokratiske samtale skal revitaliseres
Forudsætningen for en demokratisk debat er muligheden for at blive ordentligt oplyst. Med offentlighedsloven fra 2013 blev der indført større lukkethed i det offentlige system, og den demokratiske samtale blev yderligere forkrøblet. Når vi som mennesker tilbageholdes viden, bliver vi mistænksomme. Kritikere af en beslutning kan angribe med alverdens argumenter og gøde mistænkeliggørelsen. Det er gift for sund debat.

Enkelhed – kompleksiteten skal bekæmpes
Med 1.300 gældende love kan man godt vove den påstand, at de fleste forhold efterhånden er dækket af en lov. Med omkring 5.000 bekendtgørelser vil det måske være rimeligt at antage, at indretningen af samfundet og staten allerede er godt beskrevet. Man kunne også sige, at vi nu har et effektivt og gennemreguleret samfund. Vi er i mål. Det blev en bragende succes.

Frihed – offentligt ansatte skal have frihed til at passe deres arbejde
De sidste årtiers enorme vækst i dokumentationskrav og regler er uheldigt for effektiviteten og trivslen hos offentligt ansatte. Det er også udtryk for mistillid til fagligt uddannede menneskers evne til at udføre deres arbejde. Fagprofessionelle skal ledes, ikke styres. De skal inddrages i udviklingen af deres arbejdsplads og fag. I 2013 forsøgte en minister og en række organisationer forgæves at igangsætte en tillidsreform. Der er brug for en anden tilgang, og jeg foreslår to principielle frihedsspor:

• Den offentlige sektors institutioner skal have mere frihed.

• Offentligt ansatte skal inviteres til at hjælpe konkret med at rydde ud i dokumentationskrav.

Faglighed – uddannelse forudsætter udvikling
Hvert år bliver tusinder af fagprofessionelle uddannet til at varetage opgaver, som kræver særlige kompetencer, hvad enten det er på hospitaler, i politiet, i folkeskolen eller andre områder af den offentlige sektor.

Faglighed er noget dynamisk, der består af både erfaring, uddannelse og de rammer og teknologiske værktøjer, som bidrager til fagligheden. Det betyder, at ethvert fag skal være åbent for udvikling og forandringer. Man skal undgå at beskytte faget for fagets skyld, men være åben for, at nye fag kan opstå, efterhånden som teknologi, menneskers behov eller samfundets indretning ændrer sig.

Nick Allentoft er aktuel med bogen Velfærdsillusionen – om et samfund i krise, 293 sider, Samfundslitteratur, udkommer 26. april.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00