Køb abonnement
Annonce
Debat

LA til skatteministeren: At man kan sætte penge på krig og geopolitik tjener et afgørende formål

Prediction markets er langt bedre til at forudsige fremtiden end for eksempel meningsmålinger eller eksperters vurderinger, skriver Mads Strange og Steffen Frølund (LA).
Prediction markets er langt bedre til at forudsige fremtiden end for eksempel meningsmålinger eller eksperters vurderinger, skriver Mads Strange og Steffen Frølund (LA).Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
8. januar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Det er jo helt sindssygt og hører ikke hjemme i Danmark."

Ordene var vores socialdemokratiske skatteminister Ane Halsboe-Jørgensens, og de faldt, da hun i sidste uge blev gjort bekendt med såkaldte prediction markets.

Prediction markets er platforme, hvor brugerne sætter en pris på sandsynligheden for fremtidige begivenheder i form af alt fra valgresultater og geopolitik til sportsbegivenheder eller en popstjernes næste romance.

Ved første øjekast kan det måske virke som kuriøs underholdning.

Men dette prissignal tjener et afgørende formål, som den nobelprisvindende økonom Friedrich Hayek gjorde os opmærksomme på.

I et samfund er viden nemlig ofte fragmenteret, lokal og tavs – og priser er derfor det mest troværdige redskab, vi har til at samle denne viden uden central styring.

Læs også

En argumentatorisk blindgyde

Netop derfor viser undersøgelser også, at prediction markets er langt bedre til at forudsige fremtiden end for eksempel meningsmålinger eller eksperters vurderinger.

Men det har skatteministeren ikke gidet at sætte sig ind i. 

I stedet er hun via tabloidpressen blevet gjort opmærksom på, at brugerne på prediction markets også kan vurdere sandsynligheden for en våbenhvile i Ukraine, og hvorvidt Trump lykkes med sine skøre fantasier om at overtage Grønland.

Og derfor er den velkendte automatreaktion, at hun nu vil forbyde teknologien, da "det er sygt grænseoverskridende, at man gør noget, der er pure alvor, til et betting-spørgsmål."

At sætte en pris på sandsynligheden for en tragedie er selvfølgelig ikke det samme, som at man ønsker den. 

Mads Strange og Steffen W. Frølund
Hhv. 1. suppleant til og medlem af Folketinget for Liberal Alliance

Dét er selvfølgelig en argumentatorisk blindgyde.  

For er skatteministeren ligeledes modstander af, at pensionskasser investerer i forsvarsaktier, mens der er krig i Europa?

Eller måske ministeren pønser på at forbyde danskerne at købe en brandforsikring, da de jo således spekulerer i den gravalvorlige situation, at et hus brænder ned?

At sætte en pris på sandsynligheden for en tragedie er selvfølgelig ikke det samme, som at man ønsker den.  

Men vores reguleringslystne skatteminister er øjensynligt ligeglad. Og det problem rækker langt ud over denne konkrete sag.

Læs også

Regeringens refleksregulering

For når Ane Halsboe-Jørgensen tydeligvis ikke har sat sig ind i teknologien, men alligevel fluks taler om at forbyde det, er der ikke tale om en enlig svale.

Sagen er et symptom på et generelt problem i dansk politik.

For vores regering går mere op i at få et par hurtige overskrifter end i at skabe gode rammevilkår for ny teknologi og fremtidig vækst.

Men som Draghi-rapporten og et væld af eksperter har påpeget, er konsekvensen af denne overregulering, at Europa er ved at sakke bagud.   

Hvis den udvikling skal vendes, bliver vi nødt til at tage et opgør med regeringens refleksregulering og evindelige iver efter at forbyde ny teknologi.

Spørgsmålet er bare, om skatteministeren vil bryde sit mønster og sætte sig ind i sagen, før reguleringshammeren falder?

Det ville klæde hende – og ikke mindst Danmark. Men hvis man på et prediction market kunne satse på dét udfald, er det ærligt talt ikke dér, vi ville placere vores penge. 

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026