LA Ungdom: Med Riisagers exit kan intet retfærdiggøre LA's regeringsdeltagelse

Af Signe Bøgevald Hansen 
Politisk formand for Liberal Alliance Ungdom

Med Merete Riisagers farvel til dansk politik står den danske borgerlighed, idédebat og i særdeleshed regeringen væsentligt svagere end før.

Riisager var et borgerligt-liberalt lyspunkt i en regering, der godt nok er borgerlig-liberal af navn, men i de store træk ikke af gavn.

Både på det idémæssige og realpolitiske plan har undervisningsminister Merete Riisager kæmpet en brav kamp for mere dannelse, frihed og faglighed i landets grundskoler og ungdomsuddannelser. Det er bestemt værd at anerkende.

Selvom Riisagers ihærdige kamp for dannelse, frihed og faglighed i skolesystemet bestemt er beundringsværdig, så gør tiltagene ikke op for de ikkeliberale og kontraproduktive tiltag, som regeringen også har gennemført.

Signe Bøgevald Hansen
Politisk formand, LAU

Fundamentet for en sammenhængende, velfungerende og demokratisk retsstat vil til enhver tid være den kritiske og dannede borger. Derfor har flere af regeringens tiltag på skoleområdet været yderst fornuftige. Det gælder gymnasiereformen, hvor man indfører karakterkrav, og fagligheden herved øges. Det gælder også regeringens nyeste tiltag på folkeskoleområdet, hvor man blandt andet vil indføre et forsøg med selvstyrende folkeskoler og derigennem øge friheden for skoler, forældre og elever.

Svigt af liberalismen
Merete Riisager som undervisningsminister var et kæmpe borgerligt-liberalt plus, der til dels kunne retfærdiggøre Liberal Alliances regeringsdeltagelse. Men selvom Riisagers ihærdige kamp for dannelse, frihed og faglighed i skolesystemet bestemt er beundringsværdig, så gør tiltagene ikke op for de ikkeliberale og kontraproduktive tiltag, som regeringen også har gennemført.

Selvfølgelig kræver regeringssamarbejde som alt andet samarbejde kompromiser. Men når man ved kompromisserne ofrer helt grundlæggende liberale principper på regeringsdeltagelsens alter, så bør man ikke deltage i det.

Signe Bøgevald Hansen
Politisk formand, LAU

Her særligt i samarbejde med regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. For den nuværende regering har i stort omfang både svigtet kampen for den danske retsstat og danskernes generelle velstand.

Med indførelsen af burkaforbuddet, dobbeltstraf i ghettoer og fortsat ulovlig logning af danskernes mobildata eroderes grundlaget for retsstaten. Nemlig de borgerlige, individuelle frihedsrettigheder. Samtidig har regeringen fremlagt et særdeles uambitiøst finanslovsforslag, hvor fokus ikke er på skattelettelser, men i stedet på øget offentligt forbrug og herigennem en endnu større stat. Ligeledes har man heller ikke formået at sænke topskatten bare et enkelt procentpoint.

Selvfølgelig kræver regeringssamarbejde som alt andet samarbejde kompromiser. Men når man ved kompromisserne ofrer helt grundlæggende liberale principper på regeringsdeltagelsens alter, så bør man ikke deltage i det.

Ud af regeringen
Betyder det så, at Liberal Alliance til enhver tid bør nægte at indgå i en regering, så man holder hænder og hjerte rent? Nej, det betyder det naturligvis ikke.

Hvis vi ønsker at rykke samfundet i en liberal retning, hvor staten fylder mindre og individet mere, så bliver vi naturligvis også nødt til at påtage os regeringsansvaret fra tid til anden. Men når man summerer den nuværende regerings tiltag og præstationer, så rykker det efter min overbevisning ikke i en liberal retning, hvor staten fylder mindre og individet mere.

I stedet bør man, uden for regeringen, arbejde for, at langt flere af de danske vælgere bliver liberale. Så kan man i en forhåbentlig ikke så fjern fremtid igen indgå i regeringen og dermed også parlamentarisk rykke samfundet i en borgerlig-liberal retning. 

Alt i alt ville partiet og den liberale idédebat på nuværende tidspunkt stå markant stærkere uden for regeringen. For før regeringssamarbejde ud fra et liberalt synspunkt kan siges at være gavnligt, må der være et solidt liberalt grundlag afspejlet i befolkningen, der gør, at det ikke er nødvendigt at indgå kompromisser, der til stadighed krænker borgerlige, individuelle rettigheder.