Lad 2022 blive året, hvor vi lovgiver på ligestillingsområdet

Man kan ikke sige 2021 uden at sige sexisme og ligestillingsdebat. Debatten om sexistisk kultur og #MeToo på arbejdspladsen blev taget til nye højder i året der er gået, og coronapandemiens hærgen er ikke det eneste, vi vil huske begyndelsen på det nye årti for.

For 2020’erne ser - syv-ni-tretten - ud til at blive dér, hvor vi kollektivt erkender, at vi ikke er i mål på ligestillingsfronten.

Og vigtigst: Der, hvor vi omsider handler for at løse problemerne. Forhåbentlig kan vi nu sige farvel til skåltalerne og goddag politisk vilje og lovgivningsmæssige initiativer for ligestilling.

Forhåbentlig kan vi nu sige farvel til skåltalerne og goddag politisk vilje og lovgivningsmæssige initiativer for ligestilling.

Anja Søndergaard Elsby
Kommentarskribent, Altinget

Indtræden i et nyt år giver anledning til en walk down ligestillingens memory lane.

For at kunne se fremad, kan det gavne også at se lidt tilbage, i dette tilfælde omkring 150 år. Det var her den første feministiske bølge så dagens lys. Med sit fokus på kvinders demokratiske og politiske rettigheder satte første bølge sig det ydmyge mål at få samfundet til at erkende, at kvinder er mennesker og ikke ejendom. Kvinder fik valgret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.

Så langt, så godt.

Med lilla ble og brændte BH’er kæmpede rødstrømperne under 1970’ernes anden bølge for ligeløn og fri abort mens de sendte en fuckfinger til tidens herskende skønhedsidealer.

I 1990’erne blev feminismen akademiseret da den under tredje bølge rykkede ind på universiteterne. Her skulle man gerne kunne sin Judith Butler og tale med om kønnet som social konstruktion for at være feminist.

Og i 2010’erne blev der visse steder erklæret fjerde bølge: En bevægelse der ville markere, at man sagtens kan ønske at leve op til tidens skønhedsidealer og kalde sig feminist samtidig.

Fire bølger med hvert sit fokus og hver sin metode, men det store fælles mål: Lige rettigheder uanset køn.

Men ét irriterende spørgsmål er konsekvent skyllet ind over alle bølger. Netop som de feministiske bevægelser har håbet, at det omkringliggende samfund forstod, at der er langt til ligestilling, er panderne blevet rynket og armene lagt over kors når der med lige dele skepticisme i stemmen og himmelvendte øjne er blevet spurgt: Har vi da ikke opnået ligestilling nu?

Hold nu bare op med at klynke, blev der sagt.

Mænd og kvinder er jo lige for loven, måtte man forstå. Med fakta, statistikker og erfaringer fra udlandet er den slags kommentarer forsøgt manet i jorden, men aldrig blevet endegyldigt begravet.

Nu fornemmer man, at sådanne indvendinger er svundet ind i Danmark. Det er lidt som om, at de mange vidnesbyrd om sexisme på arbejdspladsen har virket som fremkaldervæske på det store billede af uligestilling i alle henseender: At der i årtusinder har hersket en kultur og et sæt normer om, hvad det vil sige at være “en rigtig mand” eller “en rigtig kvinde”. En magtfuld fortælling, der er blevet reproduceret gennem generationer.

Sexismedebatten har slået to fede streger under det faktum, at der har været og stadig er forskellige forventninger til køn. Forventninger, som er blevet manifesteret i børneopdragelsen, seksualundervisningen, uddannelsesvalget, positionen på arbejdsmarkedet og rollerne i hjemmet. Med det resultat at der er opstået sexisme, men også at vi eksempelvis er gået glip af mandligt fadertalent og kvindeligt ledertalent i mangefold.

Sexismedebatten har slået to fede streger under det faktum, at der har været og stadig er forskellige forventninger til køn.

Anja Søndergaard Elsby
Kommentarskribent, Altinget

Hvor efterlader det os på tærsklen til 2022?

Det kunne tyde på, at sexismedebatten har mejslet i sten for endnu flere, at ligestilling endnu ikke er opnået og at kulturforandringer ikke sker af sig selv.

Handling er påkrævet.

Og måske kan man i duften fra de sprængte bordbomber og lyden af nytårskrudt glæde sig over, at vi efter årtiers skåltaler og diskussioner er begyndt at sætte fut i handlingsmaskinerne.

En ny samtykkelov har ført til, at vi kan få retsforfulgt og dømt flere voldtægtsmænd og at vi sætter kurs mod en højere standard med et andet syn på mænds og kvinders ligeværd.

Det kan virke en anelse grotesk, at vi skulle helt frem til det 21. århundrede, før vi fik en lov, der understreger kvinders ret til egen krop, men bedre sent end aldrig. 

Det lykkedes også med en barselsfond for selvstændige, der kommer til at sikre bedre muligheder for at kombinere familieliv med livet som selvstændig.

Nu skal økonomisk usikkerhed under barsel ikke længere være en barriere for særligt kvinder, når det kommer til at tage springet til en tilværelse som selvstændig.

Og så lykkedes det efter en ophedet debat at sikre en helt historisk ændring i barselsreglerne, der giver fædre ret til at gå på barsel og knytte bånd med deres lille ny. Uanset hvad chef eller partner måtte have af indsigelser.

Det er en ligestillingssejr for alle danske mænd, der slår fast, at mor ikke er primær omsorgsperson, men at der findes to ligeværdige forældre.

At der har vist sig at være politisk flertal for forandringer som ny samtykkelov, barselsfond og fædrebarsel vidner om, at man på Christiansborg godt ved, at ændringer i voldtægtsstatistikkerne, på arbejdsmarkedet og i hjemmet ikke kommer af sig selv.

Anja Søndergaard Elsby
Kommentarskribent, Altinget

At der har vist sig at være politisk flertal for forandringer som ny samtykkelov, barselsfond og fædrebarsel vidner om, at man på Christiansborg godt ved, at ændringer i voldtægtsstatistikkerne, på arbejdsmarkedet og i hjemmet ikke kommer af sig selv. Det er glædeligt.

Samtidig tyder meget på, at lysten til at sætte ind med lovgivningsmæssige initiativer for ligestilling ikke længere er noget, der typisk bor på venstrefløjen og hos de folkelige bevægelser. En af de mest fornuftige politiske stemmer i barselsdebatten var eksempelvis Venstres Jakob Ellemann, ligesom både direktører i Dansk Industri og Nationalbanken har råbt på initiativer for ligestilling.

Første, anden, tredje og fjerde bølge af feminisme var fyldt med taler, kampråb og vigtige debatter om ligestilling.

Man kan håbe, at 2020’erne fremfor alt bliver handlingens årti. Årtiet, hvor vi kollektivt erkender, at ligestilling ikke kommer af sig selv, men af initiativer fra Christiansborg.

Et sted at starte i starte 2022 er ved at se nærmere på, hvordan vi sætter ind for at sikre ligeløn, diversitet på direktionsgangene og tager et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked.

Lad bare skåltalerne kan blive i det gamle år - skål og godt nytår!