Lad for Guds skyld ikke Reformkommissionen drukne i rituelle slagsmål om SU’en

62 milliarder i 1995. 82 milliarder i 2018.

Danmark bruger langt flere penge på uddannelse efter folkeskolen, men stort set det hele er gået til unge – især de lange akademiske uddannelser har taget løvens part. Det påpeger Reformkommissionen anført af Nina Smith, der 6. april barslede med nye reformveje i uddannelsessystemet.

Kommissionen skitserer, hvordan færre unge skal tage lange fem-årige universitetsuddannelser, mens der skal skabes bedre muligheder for uddannelse midt i livet: fra ufaglært til faglært, fra faglært til videregående uddannelse, fra bachelor til kandidat… Forslag, der vil være vigtige fremskridt for den brede arbejder- og middelklasse uden akademisk uddannelse.

Blandt politikere og medier har debatten mest handlet om ét forslag: at SU på kandidatdelen af de lange uddannelser ændres til statslån. Forslaget er efterhånden dansk politiks Loch Ness uhyre, der dukker op fra tid til anden og udløser en masse råberi.

Forslagene vil gavne de tre fjerdedele uden akademisk uddannelse, som med højere pensionsalder kan se frem til et betydelig længere arbejdsliv. 

Lars Olsen

Første gang var faktisk helt tilbage i 1975, da den nu afdøde socialforsker Erik Jørgen Hansen skitserede ideen. Det skete i parløb med Ritt Bjerregaard, der dengang var ung undervisningsminister under Anker Jørgensen. Forslaget mødte stor modstand, også i Socialdemokratiet. Mange år senere konstaterede Erik Jørgen Hansen, at Socialdemokratiet havde fået så mange akademikere, at det klassemæssigt retfærdige forslag ikke kunne gennemføres.

Sådan er det også i dag. Regeringstoppen har sympati for ideen, men vover ikke et så symboltungt opgør med "uddannelsesmafiaen" – som det udtrykkes. Heller ikke Venstre skal have noget klinket. Forårets realpolitiske interesse bør derfor samle sig om Kommissionens andre forslag – de indeholder nemlig også spændende perspektiver.

Nok så interessante er anbefalingerne om uddannelse hele livet. Det skal på sigt gøres gratis for voksne at vende tilbage til uddannelse og for eksempel blive meritlærer eller meritpædagog.

Samtidig skal der skabes bedre muligheder for videreuddannelse af faglærte og ufaglærte. En ny praksisafprøvning skal ”tage udgangspunkt i, hvad den enkelte faktisk kan i det virkelige arbejdsliv”, så en erfaren murerarbejdsmand for eksempel let kan blive faglært murer. Kommissionen vurderer, at der især kan skabes øget beskæftigelse og store gevinster for samfundet ved at løfte de ufaglærte.

Et ubesvaret spørgsmål er til gengæld, hvad voksne under uddannelse skal leve af?

Lars Olsen

Forslagene vil gavne de tre fjerdedele uden akademisk uddannelse, som med højere pensionsalder kan se frem til et betydelig længere arbejdsliv. Flere får brug for at skifte spor undervejs. Når ryg og bentøj begynder at værke hos den 45-årige tømrer, så lad ham videreuddanne sig og bruge sine erfaringer som bygningskonstruktør eller arkitekt.

Det vil også øge den sociale mobilitet, der ellers er gået tilbage de seneste årtier. I forløberen for bogen ‘Rige børn leger bedst’, Klassekamp fra oven (2014), kortlagde vi klasser og uddannelse blandt hhv. unge og voksne:

Mens der var massiv social skævhed blandt unge universitetsstuderende, var uddannelse som 35-44-årige langt mere jævnt fordelt. En større andel fra arbejderklassen og grupper på kanten af arbejdsmarkedet tog som voksne lange eller mellemlange uddannelser.

Det indvendes, at en del af Reformkommissionens forslag finansieres gennem den kontroversielle omlægning af SU til statslån – og hvis dette droppes, mangler en del af økonomien. Problemet bør imidlertid ikke overdrives. En anden del af finansieringen er ”nye kandidatuddannelsesveje”, hvor kortere universitetsuddannelser ventes at spare staten for 750 millioner per år. Og dette beløb kan sagtes øges.

Reformkommissionens største svaghed er, at universiteterne fylder for meget. Kommissionen leverer en stribe forslag til, hvordan universitetsuddannelserne kan gøres kortere og mere erhvervsrettede. Fint nok. Politikerne kan imidlertid også gå mere direkte til biddet: Lukke studiepladser på nogle af de lange uddannelser, der ikke er mest brug for, og i stedet uddanne flere skolelærere, elektrikere og andre, som der bliver desperat mangel på.

Hvis det sker, kan der skaffes yderligere millioner op til de 1,1 milliard kroner, der ifølge Reformkommissionen kan gøre videregående voksen- og efteruddannelse gratis.

Enhedslisten kalder rapporten for ”neoliberale reformer”, og overfladiske kommentatorer drager paralleller til Thorning og Corydon. Sådan noget vås!

Lars Olsen

Et ubesvaret spørgsmål er til gengæld, hvad voksne under uddannelse skal leve af? Mor på 40 i parcelhuset har andre behov end den 22-årige i den forældrekøbte lejlighed, og dette løses ikke blot ved mere uddannelse på deltid.

Der må indføres en ny og højere ‘voksen-SU’. Regeringen bør indkalde til trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og fagbevægelsen, dette kan blive den hidtil meste ambitiøse investering i voksen- og efteruddannelse og er i både erhvervslivets og lønmodtagernes interesse.

Til sidst en replik til dele af venstrefløjen: Enhedslisten kalder rapporten for ”neoliberale reformer”, og overfladiske kommentatorer drager paralleller til Thorning og Corydon. Sådan noget vås! Forslagene vil være et fremskridt for de mange, der ”kun” er ufaglærte, faglærte eller professionsuddannede som sygeplejersker, lærere etc.

Enhedslisten er i de seneste uger kommet under pres på grund af kravet om udmeldelse af Nato. Men også deres fordelingspolitik hænger i 1970’erne. I Danmark 2022 handler social omfordeling ikke kun om, hvordan vi sikrer retfærdig finansiering af velfærdsstatens indtægter, men også om, hvordan vi anvender udgifterne.

I et samfund med en stor velfærdsstat kan vi ikke bare behandle de offentlige udgifter som en “sort boks”, hvor ethvert problem løses gennem “send flere penge”. Vi må have et klasseperspektiv på anvendelsen af de offentlige midler.

Enhedslisten og andre 1970’er-venstreorienterede tager snævert udgangspunkt i den fjerdedel af de unge, der tager akademisk uddannelse og typisk rekrutteres fra over- og middelklassen. Nutidig “rød” politik må imidlertid have fokus på det brede lag, i dette tilfælde dem uden de længste uddannelser.

Måske er det på tide, at I finder den rigtige side i klassekampen?