Læge: Jeg er ikke en bøddel, der er sat i verden for at slå mine medborgere ihjel

Læger lærer ikke at tage livet af andre

Jeg er blevet spurgt af Altinget, om jeg vil skrive noget i anledning af, at Udvalget for en mere værdig død i sidste uge er kommet med deres "refleksionsoplæg"; et pudsigt ordvalg til konkrete anbefalinger.

Jeg er som sagt selv læge – ikke bøddel. Det kunne være et sted at starte. Hvad er argumentet for, at det netop er en stand, der godt nok er vant til at stå med livstruende situationer, som man vælger til at løse denne opgave?

Hvorfor kunne man ikke genopfinde bødlen som erhverv? Det handler om at tage livet af et menneske. Det lærer vi altså absolut intet om på lægestudiet.

Langt de fleste læger er imod. Især er de læger med forstand på lindring i livets slutfase (palliation) imod et sådant værktøj, der kan tage livet af patienten.

Men forestil dig lige, at det værktøj var der: “Du kan få lidt morfin, det hjælper på smerter, eller lidt mere, så er det hele slut. Hvad skulle det være?”

Hvordan lovfæster vi, hvad der skal til?

Jeg er ikke sikker på, at nogen ønsker, at det værktøj befinder sig i den taske. Af to årsager.

For det første: Hvordan opstiller vi som samfund nogle regler for, hvornår dette værktøj må bruges? Det er et ultimativt værktøj, hvis succeskriterie er, at du dør. Etikerne ender i logikken med, at det burde være der, og mange filosoffer går ind for aktiv dødshjælp.

Hvorfor kunne man ikke genopfinde bødlen som erhverv? Det handler om at tage livet af et menneske. Det lærer vi altså absolut intet om på lægestudiet.

Morten Ziebell
Lægefaglig vicedirektør, Sjællands Universitetshospital

Jeg kan også se, at der er situationer, hvor man kan gå over for rødt – ude på landet, langt væk fra øvrig trafik en lørdag nat. Men hvordan lovfæster man, hvad der skal til, før man må?

Og hvis ikke vi kan det, hvilket jeg vil mene er umuligt, så er det op til lægen at vurdere, om du er lidende nok. Måske kunne man forestille sig, at det var lægen, der overraskende nok foreslog, om du ikke var så lidende, at det var en mulighed?

Det bringer mig frem til det næste:

Hvad hvis det slet ikke er dit eget valg? Har vi frie valg? Efter 25 år i mødet med dødssyge patienter er beslutninger om livet stort set aldrig en beslutning, man tager alene. Vi lever ikke som øer i et ocean. Man vil ikke være til last for manden, datteren, naboen eller samfundet.

Historisk tog man ud på isflagen eller hoppede ud fra klippen. Ikke når man var i smerter, men når familien sultede, og man ikke længere kunne bidrage, men var til last. Man ofrede sig for fællesskabet. Det er der heldigvis ikke behov for mere i et samfund som Danmark.

Hvorfor giver vi ikke lov til at give slip?

Debatten burde handle om vores forventninger til livet – forventningen om evig nydelse. Vi må ikke frygte livets afslutning mere. Vi trøster os ved, at hvis det bliver slemt, så kan lægen komme og afslutte livet.

Forventningen er ikke kun, at livet er uden lidelse, nu skal tanken om det også fjernes. Selve tanken, forestillingen om smerten – altså frygten. Men biologien er fyldt med smerte, der guider os mod de rigtige venskaber, forhold og fysiske farligheder.

Mod livets afslutning vil lidelsen stige, vi mister venner, partnere, får mere ondt, har flere savn, har mindre tid med familien, det er et livsvilkår, sygdom eller ej. Livet bliver mere simpelt, men al forskning viser, at de små glæder vil betyde mere, og dem er der heldigvis masser af.

Lægeløftet siger, at vi skal være til gavn for den enkelte – ikke at vi skal holde alle i live for enhver pris, ej heller at vi skal tage livet af nogen.  

Morten Ziebell
Lægefaglig vicedirektør, Sjællands Universitetshospital

Vi deler celler med kamelen, sælen og det lille pindsvin, men vi er alene med forestillingen om, at livet kan afsluttes i smerte, til trods for vi næppe en dag bliver spist. Livet rinder oftest ud i en søvn, i en træt krop, i en længsel efter at komme herfra, selvom alle holder fast til det sidste.

Debatten burde handle om, hvorfor vi ikke giver lov til, at man giver slip. Hvordan vi forholder os til, at "lægetasken" er fyldt til randen med alt, der kan holde os i live, og vi bruger den, fordi vi kan? Vi hiver ovenstående trætte krop igennem den ene behandling efter den anden i stedet for at stoppe op, lindre, lytte og være til stede.

Lægeløftet siger, at vi skal være til gavn for den enkelte – ikke at vi skal holde alle i live for enhver pris, ej heller at vi skal tage livet af nogen.

Vi læger er ikke sat i verden for at fjerne smerte – fysisk, psykisk eller åndelig – ved at slå ihjel. Vores samfund vil ændre sig markant, og vi skal derfor tænke os godt om, hvis vi skal have lov til det.