Færøernes lagmand rækker hånden ud til EU-kommissionsformand

Fiskeeksport til blandt andet Rusland, USA og Kina får færøsk økonomi til at buldre derudaf. Den færøske lagmand Bárður á Steig Nielsen vil dog gerne knytte øgruppen tættere til EU. Han har derfor sendt EU-kommissionsformanden et brev.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Et brev landede fornyelig i indbakken på EU-kommissionens formand Ursula von der Leyens skrivebord. Afsenderen var Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen. Budskabet i brevet var en opfordring til tættere samarbejde mellem EU og Færøerne.

Færøerne ønsker at styrke og modernisere de bilaterale forbindelser med EU på en måde, der bedre kan sikre forbedringer af eksisterende aftaler samt åbne op for samarbejde på eksisterende og nye områder i Europa.

“Det er mit oprigtige håb, at vi kan arbejde sammen med Europa -Kommissionen for at fremme dette mål under din ledelse,” skriver Bárður á Steig Nielsen til Ursula von der Leyen og fortsætter:

“Jeg vil gerne foreslå, at vi bygger på det positive engagement, der for nylig har udviklet sig med Kommissionens tjenestegrene, med medlemsstaterne og gennem Europaparlamentet, ved at forpligte os til at etablere en dialog om styrkelse af vores bilaterale samarbejde. Jeg ser især behovet for at udvikle et tværgående politisk partnerskab for samarbejde om eksisterende og nye områder.

Dette bør give os mulighed for bedre at lette gennemgangen og moderniseringen af vores nuværende aftaler om handel og fiskeri samt give mulighed for mere fokuseret samarbejde på andre centrale områder, såsom uddannelse, kultur, energi og digitalisering."

Årsagen til at lagmanden har skrevet brev til kommissionsformanden er klar. 

”Vi ønsker at styrke vores samarbejde med EU på flere områder. EU er en vigtig nabo for os og har altid været et pålideligt marked for færøsk eksport,” siger Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen til Altinget.

Færøsk laks på middagsbordene 

Færøernes økonomi buldrer derudaf i disse år med en BNP-vækst, der overgår den danske BNP-vækst. Det skyldes ikke mindst eksporten af fisk.

Færøske makreller og laks lander således på middagsbordene overalt i verden. Men det udelukker ikke tættere bånd mellem Færøerne og EU, mener lagmanden.

“I dag er der mange andre store markeder, som køber vores produkter, for eksempel USA, Rusland og Kina. Ikke desto mindre, er vi interesserede i at udvikle vores politiske og økonomiske samarbejde med EU. Det vil gavne både EU og Færøerne,” pointerer Bárður á Steig Nielsen.

Han slutter sit brev til kommissionsformand von der Leyen af med at invitere hende til Færøerne, “så vi kan starte denne nye dialog personligt”.

Færøerne valgte ikke at følge med Danmark ind i det daværende EF i 1973.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bárður á Steig Nielsen

Lagtingsmedlem (Sambandsflokkurin)
første del af HD, Handelshøjskolen Århus

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00