Debat

Lilleholt: Lad os spille sammen i klimakampen

REPLIK: For at Danmark skal beholde sin grønne førerposition globalt, skal vi droppe de sure miner og spille sammen, skriver energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

Selvom vi er i god form, er det vigtigt, at vi bruger kræfterne rigtigt og ikke løber efter forkerte bolde i klimakampen, skriver Lars Christian Lilleholt (V).
Selvom vi er i god form, er det vigtigt, at vi bruger kræfterne rigtigt og ikke løber efter forkerte bolde i klimakampen, skriver Lars Christian Lilleholt (V).
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Christian Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

Landstræner Åge Hareide fik mange råd med på vejen inden landskampen sidste uge. Han satte holdet, fastlagde taktikken og sendte spillerne på banen med troen på, at Danmark ville spille sig til en VM-billet.

Det er lidt som det kommende energiudspil. Alle har deres mening om, hvilken taktik der kan sikre Danmark en fortsat plads i den globale energisuperliga.

Det har vi set i debatten her på Altinget, hvor en række af de faste kommentatorer har fremlagt deres ideer. Det har været interessant læsning, og jeg vil gerne takke for input. Nu ligger opgaven hos regeringen, og vi vil efter nytår fremlægge et helstøbt og gennemtænkt energiudspil. Et balanceret udspil, der sikrer grøn vækst, og hvor grøn omstilling og en sund økonomi for vores borgere og virksomheder går hånd i hånd.

Vi er verdensmestre
Vi har talt med rigtig mange interessenter og blandt andet haft energikommissionen til at give gode råd, så vi har en god forståelse af, hvad vores styrker er, hvad vi skal gøre mere af, og hvor ændringer er nødvendige, for at vi kan opfylde vores målsætning om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030. Lad mig her skitsere nogle af de ting, vi har fokus på i regeringen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Danmark er verdensmester i grøn omstilling, og det er vi, blandt andet fordi vi ser mulighederne i vedvarende energi, og fordi vi tænker fleksibilitet på tværs af hele energisystemet. Det kommende energiudspil vil fortsætte denne tilgang. Regeringen vil fremme vedvarende energi blandt andet gennem teknologineutrale udbud, hvor konkurrence mellem teknologierne skal sørge for, at den grønne omstilling fremadrettet bliver billigst mulig.

For selvom vi er i god form, er det vigtigt, at vi bruger kræfterne rigtigt og ikke løber efter forkerte bolde. Vi er også gode til at holde sammen med vores naboer og få det bedste ud af de internationale energimarkeder. Det gør, at vi kan udnytte styrker på tværs af landegrænserne til fordel for os alle. Derfor vil regionalt og EU-samarbejde fortsat være et centralt element i regeringens energipolitik.

Regeringen vil fremme vedvarende energi blandt andet gennem teknologineutrale udbud

Lars Christian Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

Billigere el og overskudsvarme
En af vores vanskeligste modstandere er elafgiften og særligt elvarmeafgiften. Vi har allerede sat den første gode tackling ind med den nye erhvervspakke, der sænker elvarmeafgiften varigt med 10 øre/kWh. Men det er ikke nok, og vi vil i energiudspillet fortsætte presset. Vi vil sænke afgiften yderligere, så el bliver mere udbredt, og varmepumper bliver mere rentable. Det skal blandt andet sikre, at overskudsvarmen fra vores virksomheder kommer på banen i højere grad end i dag. Og så skal vores energieffektiviseringsindsats udskiftes. Den har ikke været i god nok form, og her må vi sætte ind for at få mere ud af indsatsen.

Det var blot et par af de mange tiltag, der skal styrke vores spil. Vi er i regeringen i gang med at finjustere hele taktikken, og vi vil efter nytår lægge den frem i et både gennemtænkt og målrettet energiudspil, der peger frem mod 2030.

I dag ved vi, at Åge Hareides taktik gav pote, og med en sejr på 5-1 over Irland er Danmark sikret en plads til VM. Jeg er sikker på, at regeringens energiudspil også vil give pote og give os et fleksibelt, effektivt og grønt energisystem med mindst 50 procent vedvarende energi i 2030.

Jeg glæder mig til at skyde kampen i gang, og jeg vil gerne opfordre alle til at lade sure miner blive i omklædningsrummet og spille med, så Danmark kan fortsætte med at ligge i top i den globale superliga. God kamp!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00