Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Nej-siden har mistet magisk evne til at forvandle EU-folkeafstemninger til protestvalg

For første gang i 50 år har nej-siden ikke formået at forvandle en EU-folkeafstemning til en ventil for folkelig frustration. Og derfor har nej-siden heller ikke fået mobiliseret alle de vrede, frustrerede og rodløse sofavælgere, som i stedet virker komplet ligeglade med EU's forsvarssamarbejde, skiver Lars Trier Mogensen.

Messerschmidt har som den eneste givet udtryk for, at han vitterligt mener, at folkeafstemningen er skelsættende, skriver Lars Trier Mogensen. 
Messerschmidt har som den eneste givet udtryk for, at han vitterligt mener, at folkeafstemningen er skelsættende, skriver Lars Trier Mogensen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kun en tåbe frygter ikke EU-folkeafstemninger. Hidtil har der straks været sluppet turbulente og voldsomme kræfter løs, når først flertallet på Christiansborg har besluttet sig for en dato til ét af efterhånden mange rituelle slagsmål mellem ja- og nej-partierne.

Men ikke i år. Valgkampen op til onsdagens folkeafstemning om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet har været påfaldende lavintensiv.

I skarp kontrast til de tidligere opgør om de danske EU-undtagelser har ja-siden i de seneste uger ført en nedtonet, flegmatisk og defensiv kampagne, og nej-siden har også haft svært ved at piske en stemning op i befolkningen, simpelthen fordi tændingen har manglet på begge sider. Elektriciteten er forsvundet.

Når ingen af de mange ja-politikere for alvor har virket engagerede eller blot insisterende, har det samtidig været tæt på umuligt for de ganske få nej-politikere at kunne skræmme vælgerne med de sædvanlige dommedagsscenarier.

I stedet har der været ført en alibi af valgkamp, som til tider har kunnet minde om regionsråds- eller menighedsrådsvalg.

Samtlige ja-partier har understreget, at de sagtens vil kunne leve med et fortsat forsvarsforbehold, og alle nej-partier har heller ikke har afvist, at dansk deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde vil kunne blive relevant en dag.

Umiddelbart kan denne lidenskabsløse valgkamp forklares som udspekuleret strategi; som et planlagt forløb fra ja-partiernes side.

Rådgivere og politikere på både ja- og nej-siden vil – hvis vælgerflertallet vel at mærke og forventeligt stemmer for at afskaffe forsvarsforbeholdet – forsøge at spinne en fortælling om, at de store magtpartier har taget kynisk ved lære af nederlaget i 2015, og derfor i år har undladt at udvise alt for stort engagement. Ifølge den konventionelle analyse har ja-siden kalibreret kampagnen klogt.

Ifølge den konventionelle analyse har ja-siden kalibreret kampagnen klogt

Lars Trier Mogensen

Frem for at buldre skingert frem med skøre påstande – som ved den seneste folkeafstemning om retsforbeholdet, hvor Socialdemokratiet i fulde alvor påstod, at fremmede pædofile pludselig ville vælte ind over grænserne, hvis blot vælgerne stemte for at opretholde status quo – har budskaberne denne gang været betydeligt mere afdæmpede. Kedelige, om man vil, men i hvert fald ikke skøre.

For nej-siden er den uinspirerede og tilbagelænede attitude også blevet udlagt som noget nær et komplot. Påstanden lyder, at ja-partierne forsøger at snige en afskaffelse af forsvarsforbeholdet igennem ved at nedtone betydningen, og dermed luller vælgerne i søvn.

Forbeholdet fjernes så at sige ad bagdøren, mens vælgernes opmærksomhed er rettet mod andre hverdagsbekymringer.

Under afslutningsdebatten i sidste uge ytrede Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt sin mere end skumle mistanke: “Det er en tanke værd, om der simpelthen er nogen, der spekulerer i at få så lidt opmærksomhed på den folkeafstemning overhovedet – for ad den vej måske at sikre det gunstigste grundlag for at få et ja”.

Og selvfølgelig spiller det en rolle, at Socialdemokratiet ikke fører en lige så vanvittig kampagne som i 2015. Og selvfølgelig er det frustrerende for nej-politikerne, at det denne gang må kunne føles som at slå en dyne.

Modstanden har manglet, og dermed har nej-siden aldrig kunnet få et større slagsmål op at køre.

Men snarere en strategisk snarrådighed fra ja-partiernes side trænger en anden og reelt mere oplagt forklaring sig på. For måske er ja-partiernes ugidelige præstation slet ikke kun udtryk for lumsk snilde?

Måske er engagementet i folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet snarere udtryk for, at hverken ja- eller nej-partierne er i stand til at mønstre den gejst, der tidligere har præget EU-valgkampe?

Bedømt på årets brodfri folkeafstemning, der først blev udskrevet uventet, og som dernæst aldrig rigtigt kom i gang, synes den politisk ladning i den tidligere så tøjlesløse og koleriske EU-debat at være ved at fuse ud. I virkeligheden har ja-politikernes kraftløse attitude måske bare været et oprigtigt udtryk for, at de faktisk er tæt på ligeglade?

Måske er ja-partiernes ugidelige præstation slet ikke kun udtryk for lumsk snilde?

Lars Trier Mogensen

Det er altid fristende at tillægge politikere et gennemtænkt motiv for at gøre, som de – ofte tilfældigvis – gør. Men nogle gange er verden ikke mere kompliceret, end den tager sig ud, og de seneste uger kan meget vel have afsløret en ny normaltilstand i dansk politik, hvor EU-debatten ikke længere sitrer med mørk magi, følelsesladet fantasi og potent polemik.

Det mest tankevækkende ved EU-folkeafstemningen har således været, at ingen af nej-politikerne har formået nedkaste forbandelser over Bruxelles, forudskikket død og ødelæggelse eller i det mindste bare gejlet vælgerne op i raseri. Tværtimod har flere af nej-politikerne været mindst lige så sagtmodige som ja-politikerne.

Hidtil har det ellers været en fast tradition, at nej-siden lynhurtigt har forvandlet enhver folkeafstemning til et protestvalg, gerne om alt mellem himmel og jord. Ansporet af EU-modstandernes ærlige mistillid var det tidligere let for alle vrede, frustrerede og rodløse vælgere at bruge folkeafstemningen som en uforpligtende anledning til sige skråt op til systemet.

Engang fungerede EU-folkeafstemningerne som en slags demokratiske lynafledere, hvor folk med vidt forskellige motiver kunne være imod etablissementet, bare for en enkelt dag. Med dybe rødder i den stolte danske tradition for en kort magtdistance – en folkelig skik, der kan spores tilbage til Ludvig Holbergs komedier, der gjorde tykt grin med de privilegerede og selvhøjtidelige – har EU-debatten hidtil fungeret som en åben slagmark mellem beslutningstagere og menigmand.

Årets valgkamp har imidlertid afsløret, at nej-politikerne ikke længere spænder vidt nok politisk, har den fornødne personlige troværdighed, eller slet og ret er indignerede nok selv til at kunne ophvirvle så meget skidt, skældsord og skandaler, at vælgerflertallet gider at gå på barrikaderne.

Læs også

Retfærdigvis har Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gjort et hæderligt forsøg. Som den absolut eneste nej-politiker har han investeret sig selv i valgkampen, og oplagt set EU-debatten som en kærkommen mulighed for at tale om noget andet end Dansk Folkepartis indre sammenbrud.

Messerschmidt har også som den eneste givet udtryk for, at han vitterligt mener, at folkeafstemningen er skelsættende. Eksempelvis har han omtalt onsdagens afstemning som den "allermest afgørende beslutning i dansk forsvarspolitik siden Estrup", altså siden konseilspræsident J.B.S. Estrup kæmpede for befæstningen af København i slutningen af 1800-tallet.

Men også Messerschmidt har haft mere end svært ved at tale forsvarsforbeholdet op til et vibrerende spørgsmål, som ikke alene er væsentligt i sig selv, men som også og mindst lige så vigtigt kan bruges som et symbol på alverdens andre ulykker. Når ikke engang Morten Messerschmidt kan få luft under en EU-folkeafstemning, ja, så er det altså ikke alene et udtryk for ja-sidens udspekulerede passivitet. Det handler om et dybere stemningsskift.

Hvis hverken ja- eller nej-politikerne formår at løfte det konkrete spørgsmål på stemmesedlen op til en mere påtrængende og omvæltende debat, hvor hele Danmarks  selvbestemmelse eller i det mindste selvopfattelse står på spil, tyder de seneste ugers valgkamp på, at vælgerflertallet er nogenlunde lige så indifferent som politikerne er flest.

De seneste ugers valgkamp tyder på, at vælgerflertallet er nogenlunde lige så indifferent som politikerne er flest

Lars Trier Mogensen

På besynderlig vis har EU-debatten på kort tid mistet den sælsomme trolddomskraft, som også tidligere rumsterede i udlændingedebatten. Fra at have været spændingsfelter, der kunne afgøre valg og politikerskæbner, er både dansk deltagelse i det europæiske samarbejde og strammerlinjen i udlændingepolitikken i dag blevet så alment accepteret i såvel befolkningen som inde på Christiansborg, at de ikke længere kan bruges som katalysatorer for protestvalg.

Når selv statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at EU’s budget er ”gak”, og hun i øvrigt er parat til snart sagt hvad som helst for at sende asylansøgere ned, hvor peberet gror, er det ærligt talt svært at hævde, at ja-partierne bare pønser på at ville sælge ud af arvesølvet. Og dermed er folkeafstemningen som institution også blevet affortryllet.

Som en i bedste fald sløv gentagelse af 2014-folkeafstemningen om Patentdomstolen har årets EU-valgkamp heller ikke bragt sindene i kog, og det skyldes, at nej-siden er mislykkedes med deres gamle staldkneb, nemlig at få vælgerne til at sige nej til titusindvis af vidt forskellige ting på én og samme tid.

Revolutionen er blevet aflyst, ikke på grund af regnvejr, men simpelthen på grund af manglende vrede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00