Debat

Lektor: Lav et Udenrigspolitisk Nævn for rigsfællesskabet

DEBAT: Den danske regering kan ikke hente sin legitimitet i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for den del af udenrigspolitikken, der vedrører Grønland og Færøerne. Legitimiteten skal hentes i Nuuk og Tórshavn, skriver Ulrik Pram Gad.

Martin Lidegaard (R)
skal som formand for Udenrigspolitisk Nævn tale mere med Inatsisartuts
Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, fremgår det af en programerklæring.
Martin Lidegaard (R) skal som formand for Udenrigspolitisk Nævn tale mere med Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, fremgår det af en programerklæring.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulrik Pram Gad
Lektor i arktisk kultur og politik, Aalborg Universitet

I slutningen af 1990'erne var jeg direktionssekretær i Landsstyrets Sekretariat i Nuuk; højre hånd for Jonathan Motzfeldts højre hånd så at sige.

Det indebar meget forskelligartede opgaver. En dag sendte min chef mig ud på gangene i administrationsbygningen for at finde et sted, hvor der kunne stå en secure fax.

Baggrunden var et ønske fra amerikanerne om at opgradere Thule-radaren. Og Landsstyreformanden var træt af, at danskerne med mellemrum var forbeholdne for at informere Hjemmestyret i realtid, fordi der ikke var nogen sikre måder at kommunikere mellem København og Nuuk på. Jeg tror, jeg fandt et kosteskab, jeg mente var egnet – men der kom ingen ny telefax.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ubehag ved åbne telefonlinjer
Tyve år senere beretter Martin Lidegaard (R) i pressen, at han som udenrigsminister af og til følte sig ubehageligt tilpas med at drøfte sensible sager med sine grønlandske kolleger over åbne telefonlinjer.

Som regel har man klaret de mest sensitive briefinger og samtaler mundtligt, når grønlandske politikere og embedsmænd alligevel var i København.

Uanset hvad firkantet forfatningsfortolkning måtte sige, er den politiske realitet, at den udenrigspolitik, Danmark fører på Grønlands vegne, kun kan hente sin legitimitet i Nuuk.

Ulrik Pram Gad
Lektor i arktisk kultur og politik, Aalborg Universitet

Og siden 2012, hvor Arktisk Kommando flyttede til Nuuk, har man kunnet kalde samtalepartnerne "ned på havnen", når det virkelig var alvorligt.

Men selv om man nu endelig arbejder på at få etableret et aflytningssikkert rum i selvstyret, er den løsning grundlæggende "mere af det samme": Godt, men ikke godt nok, hvis rigsfællesskabet skal kunne håndtere det intensiverede stormagtspres på Arktis.

Udenrigspolitisk legitimitet
Grønland betragter sig som på vej til selvstændighed. Men indtil man sender et brev og siger farvel – eller mere realistisk: får forhandlet en ny aftale med Danmark – er det Danmark, der fører udenrigs- og især sikkerhedspolitik på Grønlands vegne.

Men, som statsministeren fik sagt i forlængelse af Trumps købstilbud: "Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk." Uanset hvad firkantet forfatningsfortolkning måtte sige, er den politiske realitet, at den udenrigspolitik, Danmark fører på Grønlands vegne, kun kan hente sin legitimitet i Nuuk.

Det er altså god realpolitik, at regeringen – ligesom den forrige regering i et mere adstadigt tempo – leder efter nye måder at inddrage Naalakkersuisut (og tilsvarende det færøske landsstyre).

Men det er ikke nok. Udenrigspolitik er traditionelt og forfatningsretligt i første omgang et anliggende for regeringer. Men i Danmark henter regeringen rygdækning og legitimitet for sin udenrigspolitik i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Tilsvarende har den grønlandske regering siden kort efter, at Hjemmestyret blev indført, hentet rygdækning til sin udenrigspolitik i Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg (Uspu).

Minder om en hviskeleg
I praksis har det, særligt for sikkerhedspolitikkens vedkommende, betydet en kommunikationsgang med mange led: Først informerer en dansk minister Naalakkersuisut (formanden eller udenrigsministeren) – ofte med en underliggende papirgang mellem embedsmænd.

Derefter informerer han/hun sine kolleger i Naalakkersuisut – og så tager Naalakkersuisut en tur i Uspu.

Det kan minde om en leg, mine børn har stor fornøjelse af ved middagsbordet, hvor man hvisker en besked videre til sidemanden. Når beskeden hele bordet rundt, har den tit forandret sig til ukendelighed. Nogle gange når beskeden ikke engang rundt, fordi én af ungerne har forladt bordet.

Mange udenrigsministre
Problematikken bliver forstærket af, at både dansk og grønlandsk politik i perioder kan minde om en stoleleg. Danmark har haft otte udenrigsministre siden 2010. Grønland har haft endnu flere.

Og hver gang der skiftes ud på ministerbænkene i Grønland, bliver posen også rystet i Landstingets udvalg. Det kan give anledning til pinlige episoder, som for et par år siden, hvor Uspu-medlemmer højlydt beklagede sig over ikke at være blevet informeret om en amerikansk opgradering af Thule-radaren.

Indtil det blev klart, at de sådan set var blevet informeret, og at arbejdet i øvrigt var en del af den opgradering, Grønland gav tilslutning til mod at blive medunderskriver på forsvarsaftalen i 2004.

Legitimiteten skal hentes i Nuuk og Tórshavn
Forskellige modeller for, hvordan den lange kæde kan kortsluttes, har været afprøvet eller diskuteret. En tid lang var de grønlandske folketingsmedlemmer tilforordnet Uspu.

Der har været tradition for, at den danske udenrigsminister overværede den årlige udenrigspolitiske debat i Inatsisartut.

På det seneste har forskellige danske folketingsmedlemmer omfavnet idéen om, at de grønlandske folketingsmedlemmer skulle sikres plads i Udenrigspolitisk Nævn. Og nævnets formandskab har som programerklæring at tale mere med kollegerne i Uspu. Alt sammen godt, men ikke godt nok.

Det kan godt være, at Grundloven foreskriver, at regeringen skal legitimere sin udenrigspolitik i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Men regeringen kan netop ikke hente legitimitet dér for den del af rigets udenrigspolitik, der vedrører Grønland (og Færøerne).

Det kan man kun gøre i parlamenterne i Nuuk og Tórshavn. Og omvejen via Naalakkersuisut og Landsstyrið virker empirisk set ikke; der kommer ikke tilstrækkelig legitimitet ud af det.

Rigsfællesskabets Udenrigspolitiske Nævn
En del af løsningen må være at etablere "Rigsfællesskabets Udenrigspolitiske Nævn". Her skal de ansvarlige danske ministre direkte informere en forsamling sammensat af parlamentarikere fra både Færøerne, Grønland og Danmark om de dele af rigsfællesskabets udenrigspolitik, som ikke bare vedrører selve Danmark.

På præcis samme måde, som regeringen nu informerer Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget. Om "Rigsfællesskabets Udenrigspolitiske Nævn" skal etableres ved at tilføje et par paragraffer til loven om Det Udenrigspolitiske Nævn eller ved en særskilt lov (med en præambel om en aftale med Naalakkersuisut og Landsstyrið), overlader jeg gerne til juristerne. Bare de lover at være konstruktive i stedet for konservative.

Rigsfællesskabet er under alle omstændigheder en contradiction in terms: Et (hierarkisk) rige, som samtidig er et (ligeværdigt) fællesskab. Den konstruktion holder næppe i længden.

Men så længe vi prøver, kan man lige så godt omfavne det element af pragmatisme, modellen er udtryk for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00