Biolog: Venstre fodrer os med en brødløgn

Af Hans Henrik Bruun
Lektor i biologi ved Københavns Universitet

Det var en lang og velorkestreret kampagne, der fik sat kronen på værket, da miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i forrige uge fremlagde et forslag til en ny og lempeligere gødningslov for landbruget. 

Ministerens begrundelse lyder, at der ikke længere kan produceres brødkorn i Danmark med tilstrækkeligt proteinindhold til at sikre melets bageevne. 

Altså slut med rundstykker af dansk mel på søndagsmorgenbordet. 

Og denne dystre udsigt skyldes ifølge ministeren, at danske landmænd under den nugældende lov ikke må gøde markerne med tilstrækkeligt kvælstof. 

Men det passer ikke
Problemet med argumentationen er bare, at den bygger på en usandhed, som er blevet gentaget i det uendelige af Venstres Henrik Høegh, Erling Bonnesen og Eva Kjer Hansen. 

Det er fagligt hul i hovedet at slække på indsatsen, så snart den har virket.

Hans Henrik Bruun
Lektor i biologi ved Københavns Universitet

Centrale aktører i branchen modsiger faktisk påstanden om den danske brødhvedes ringe kvalitet. 

For eksempel har direktør for A/S Valsemøllen Niels Brinch-Nielsen flere gange været i medierne og peget på, at dansk brødhvede, produceret under den nuværende lov, generelt holder en fremragende kvalitet, og at langt det meste af hans virksomheds melproduktion stammer fra danske marker. 

Det er ikke så mærkeligt, for hans virksomhed bliver jo ramt direkte på indtjeningen, når forbrugerene vælger dansk mel fra ude i butikkerne. 

Kornet er til svin
Ydermere: Hvis der skulle opstå et kvælstofproblem i fremtiden, så findes der hvedesorter med bedre kvælstofudnyttelse og dermed højere proteinindhold. 

Disse sorter er blevet fortrængt af kulhydratrige sorter fremavlet til brug som svinefoder. 

I foder kan proteinindholdet nemlig sikres med importeret soja. 

Det går ikke i mel til brød. 

Et fagligt hul i hovedet
Hvis gødningskvoterne sættes op, vil der ske en stigning i tabet af kvælstof til grundvandet, til natur som enge og heder og til vandmiljøet i søer og havet. 

Alle steder gør kvælstoffet stor skade. 

Samfundet har siden 1980’erne med vandmiljøplaner forsøgt at nedbringe skadevirkningerne. Og det er skatteborgerne, der har betalt regningen. 

Det er fagligt hul i hovedet at slække på indsatsen, så snart den har virket. 

Samfundsøkonomisk er forslaget derfor en langsigtet underskudsforretning. Regningen er parkeret i børneværelset.