Lisbeth Knudsen: Christiansborg tugter sine politiske opkomlinge

KOMMENTAR: Vælgerne vil ind i mellem gerne have et frisk pust ind i politik, men Christiansborgs politiske processer har en tendens til at forvandle politiske opkomlinge og mønsterbrydere til noget, der ligner alle de andre partier.

Medierne svømmer i disse uger over med historier om Dansk Folkepartis krise og vælgermæssige nedtur ved valget i 2019 til 16 mandater og udsigten i meningsmålingerne til en endnu dybere rutsjebanetur her i 2020. Alt sammen på den spektakulære baggrund efter en gigantisk optur i 2015 til 37 mandater.

Formand Thulesen kan dagligt læse, at han nok kun er formand på lånt tid nu, og udnævnelsen af Morten Messerschmidt til ny kronprins og næstformand næppe stopper den diskussion. Partiets mangeårige enemærke med den stramme udlændingepolitik er inddæmmet af Socialdemokratiet på den ene side og af Nye Borgerlige på den anden. Analyse efter analyse kortlægger de tomme politiske hylder med udsolgte varer, og der er gang i det politiske suppekøkken hos DF for at finde nye brugbare slagnumre.

Man genkender medietrykbølgen. Fra nu af kan Thulesen ikke sætte en fod rigtigt. Enhver lokalformands vildfarne udtalelser vil i medierne blive til ny megastor og alvorlig splittelse i partiet. Ethvert interview handler om partiets krise og dårlige meningsmålinger, inden der bliver plads til at servere de nye ideer. Både baglandet og vælgerne foretrækker vindere og ikke tabere. Det er alle politikere pinligt bevidste om, og ethvert nyt politisk initiativ kan blive dømt som en desperat handling i medierne, hvis ikke troværdigheden og substansen serveres på den rigtige måde.

Krisen bliver dermed værre og værre, indtil et eller andet nyt politisk scenarie måske ændrer på tingene. Men i dag er hastighed i evnen til at gribe en aktuel dagsorden, agilitet i forhold til at finde nye politiske svar, sammenhold og entydighed internt og krystalklar, fængende kommunikation eksternt helt afgørende parametre. Mestrer man ikke dem, så er det svært at få vendt skuden, selv med 25 års erfaring som oprørsparti. Eller måske snarere derfor.

Modellen virker ikke ny mere og skal genopfindes. Balancegangen er svær som borgerligt parti med et ønske om at forlade EU, med en stærk social profil, økonomisk ansvarlighed og en hård udlændingekurs. Sproget er blevet for Christiansborgsk. Den taktiske tænkning er blevet Christiansborgsk. Den politiske indsigt og forpligtelsen på en stribe forlig gennem årene er blevet en barriere for det enkle, slagkraftige og snusfornuftige svar. Folkeligheden kan ikke reddes af flere Dannebrogsflag på partiannoncerne, og værdikampen kan ikke vindes alene med kristendommen som våben. Christiansborg tugter sine opkomlinge i den politiske proces.

Tag Alternativet som et andet og yngre parti med en langt kortere historie. Faktisk kun syv år. Total optur ved første valgdeltagelse i 2015 med overraskende ni mandater og total nedtur i 2019 til fem mandater. Ballade i ledelsen og partistifter Uffe Elbæks afgang. Formandsskifte med den konsekvens, at folketingsgruppen blev decimeret fra fem til en enkelt person. Fire bliver løsgængere. Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique er fortsat løsgængere, mens Rasmus Nordqvist har meldt sig ind i SFs folketingsgruppe. 

Partiets grønne dagsorden overtaget og inddæmmet af stort set alle andre partier med Nye Borgerlige som undtagelse. Ud over det grønne havde partiet som mærkesag at forandre den politiske kultur, at crowdsource politiske ideer via politiske laboratorier og borgerinddragelse. Den politiske kultur på Christiansborg blev ikke forandret, men til gengæld imploderede Alternativet.

Det er svært at se, hvordan den skude kan vendes, selv om alle andre partier nu leder efter nøglen til at forny deres gamle partiorganisationer og finde nye veje til at få engagerede partimedlemmer, sådan som Alternativet faktisk prøvede.  Christiansborg tugter sine opkomlinge i den politiske proces, og Alternativet lærte på den hårde måde, at der er grænser for hvor alternativ, man kan være, inden for murene.

Tag Liberal Alliance med en alder på 12 år som havde total vælgeroptur i 2015 med 13 mandater og nedtur i 2019 til fire mandater. Formanden, Anders Samuelsen, mistede sit folketingsmandat og gik af som partileder. Den nyvalgte Alex Vanopslagh overtog uriasposten.

I oktober 2019 blev partiet yderligere reduceret til tre mandater, da den tidligere gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlod LA for at stifte et nyt parti med navnet Fremad. LA har haft fire mærkesager: Mere frihed, væk med topskatten, højere vækst og reduktion af den offentlige sektor. Deres politik er blevet inddæmmet af Nye Borgerlige og til dels de konservative.

Vanopslagh virker som en flittig enmandshær i medierne. Men den oprindelige appel til særligt de unge borgerlige med en klar liberal og kompromisløs indstilling er efter forskellige dybe erfaringer med politiske træklatringer og ublide landinger ikke nok til at holde den skude flydende. Liberal Alliance opererer inden for rammerne af Christiansborgs uskrevne love og processer, og der skal mere end veltalenhed til at få det til at lykkes for et parti på tre mandater at sætte nye dagsordener, være kompromisløs og profilere mærkesager.

Så kommer vi til Nye Borgerlige. Alder 5 år. Fire mandater i Folketinget ved første valg i 2019. Hvad er det de kan indtil videre, som giver dem medvind? Helt fra starten har partiets stifter og leder, Pernille Vermund, forsøgt sig med at lægge afstand til de andre politikere og de normale politiske processer ved ikke at ville betragte sig selv som medlem af samme politikerprofession som de andre. Ved at lægge afstand til professionen som politiker, samtidig med at hun selv er det. Hun omtaler stadig politikerne inde på Christiansborg, som om hun ikke selv sad der.

Nye Borgerlige er endnu ikke blevet Christiansborgsk i sproget. Vermund holder sig ikke tilbage med at rose og rise politikere fra andre partier og give en politisk krammer til Inger Støjberg (V) og Pia Kjærsgaard (DF). Man fornemmer ikke en langsigtet taktisk plan i partiets meldinger men ret fikse, målrettede nålestik serveret i smuk indpakning i interviews i de professionelle medier og mindre fikse og mere direkte versioner på de sociale platforme.

Nye Borgerlige er endnu ikke belastet af viden og hensyn til alle mulige tidligere forligsaftaler, regler og konventioner, når de taler politik. Det giver større frihedsgrader, end andre har. De er endnu ikke belastet af at skulle levere på et lovet politisk program med så få mandater og så kort tid i Folketinget. De er ikke belastet af en fortid og har endnu ikke prøvet en alvorlig politisk møgsag.

Hvad kan vi så lære af det alt sammen? At vælgerne indimellem søger efter et frisk nye pust. Noget, der ikke lyder som den sædvanlige politikersnak, og som ligner en konkret, enkel løsning på et problem. Noget, der ikke kun handler om at placere skyld og ansvar hos modparten for at handle for lidt eller for sent, men peger fremad og viser nye veje. Det gjorde de med Dansk Folkeparti for 25 år siden, med Liberal Alliance for 12 år siden, med Alternativet for syv år siden og nu med Nye Borgerlige for fem år siden.

Nogle gange til højre side af det politiske spektrum og andre gange til venstre, når de store regeringsbærende partier er gået for meget i infight om vælgerne på midten. Det interessante er selvfølgelig, hvor længe Nye Borgerlige kan dyrke frisvømning, og hvornår de bliver indrulleret i politiske forlig, taber den politiske troskyldighed og skal tage det ansvar på sig, at de er blevet politikere som alle andre. Christiansborg tugter sine opkomlinge i den politiske proces.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Carolina M. Maier: Vis mig dit uperfekte liv Carolina M. Maier: Vis mig dit uperfekte liv Næste artikel Christian Egander Skov: Vælgerkampen på den populistiske højrefløj skærper til Christian Egander Skov: Vælgerkampen på den populistiske højrefløj skærper til
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.