Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Klog nytænkning af sundhedssektoren efter coronaen

KOMMENTAR: Noget uventet blev der slået hul på mange ting, som ellers er ramt af ”vi plejer”-syndromet, da en uvelkommen virus holdt sit indtog. Nu skal vi bruge det fjendtlige angreb til at omgruppere og tænke nyt i sundhedssektoren.

Nye afdelinger til de coronasmittede og nye procedurer er blevet etableret på ingen tid. Det vil være torskedumt ikke at benytte opbruddet i gamle strukturer til at tænke nyt, skriver Lisbeth Knudsen.
Nye afdelinger til de coronasmittede og nye procedurer er blevet etableret på ingen tid. Det vil være torskedumt ikke at benytte opbruddet i gamle strukturer til at tænke nyt, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dybest set er det ret fantastisk, hvad der har kunnet lade sig gøre i sundhedsvæsenet under coronakrisen.

Normalt har sundhedssektoren – for nu at sige det pænt – været præget af en meget træg, hierarkisk organisationsstruktur og et bureaukrati af specialer, faggrænser, regler og beslutningsprocesser, som det kræver gigantisk kraft at flytte rundt på.

Under coronakrisen er hospitaler blevet omkalfatret på få uger. Høj og lav i personalehierarkiet har påtaget sig nye opgaver, helt nye ansvarsområder, har udviklet nye kompetencer og endda flyttet rundt mellem afdelingerne efter behov.

Nye afdelinger til de coronasmittede og nye procedurer er blevet etableret på ingen tid. Nye lægefaglige teams er bragt fleksibelt sammen. Nye forskningsprojekter er opstået og sat i gang på rekordtid. Privatpraktiserende læger har indført videokonsultationer i langt større omfang end før 11. marts for at holde coronapatienterne væk fra den fysiske konsultation og give andre sårbare patienter en sikkerhed for ikke at skulle forlade hjemmet for at gå til lægen. En kæmpestor tak for det.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er blevet samarbejdet på kryds og tværs både blandt regioner og kommuner om at løse nye akutte opgaver. Midt i det hele blev dansk erhvervsliv mobiliseret, fra virksomheder, der kunne producere håndsprit og visirer, til dem, der kunne skabe luftbro til Kina for at hente værnemidler.

Danmarks kraftfulde medicinalindustri trådte til med eksperter, penge og kræfter til at få gang i teststrategien. Målet var klart, og det samme var fornemmelsen af vigtighed og sammenhold. Tak for det.

Det er nu, mens sundhedssystemet er i granatchok, at der er brug for at tænke tanker om mere fleksible organisationsstrukturer, nye roller og ansvarsfordelinger og nye former for patientkontakter.

Lisbeth Knudsen

Når man ser på bundlinjen for Danmarks håndtering af coronakrisen indtil nu, så må man sige, at det har været en succes i forhold til målet: at begrænse antal alvorligt syge og døde. To streger under det. Nu kaster alle sig over at tale genåbning af samfundet og genopretning af samfundsøkonomien.

Samtidig er der politisk enighed om – fra statsministeren til mindste parti i Folketinget – at der skal laves en meget grundig evaluering af forløbet med nedlukningen og genåbningen, så vi kan lære af det. En ”havarikommission” kaldte Pernille Skipper fra Enhedslisten det ironisk torsdag aften under partilederdebatten. Tak, for at der er enighed om en grundig evaluering.

Her lykkedes det ikke
Hvad kan vi så allerede nu se ikke lykkedes? Vi var ganske enkelt ikke godt nok forberedt i vores sundhedssystem på en alvorlig pandemi. Havde ikke værnemidler og test nok. Havde ikke et tilstrækkeligt ressourcestærkt beredskab til en pandemi i Sundhedsstyrelsen eller i Statens Serum Institut. Vi troede for længe, at covid-19 ville ligne forløberen sars, som ikke spredte sig så voldsomt.

Vi fik ikke koordineret indkøbet af og sikret værnemidler og tests i tilstrækkeligt omfang og af tilstrækkelig kvalitet på et kaotisk internationalt marked, der var præget af alles kamp mod alle og af adskillige fuptilbud. Og der var alt for mange  fra Lægemiddelstyrelsen til regionerne og kommunerne inde over opgaven. Det tog alt for lang tid at få sikret værnemidler til alle, også på landets plejehjem og i ældreomsorgen.

Det lykkedes ikke at få etableret et frugtbart og konstruktivt samspil mellem myndighedseksperterne på sundhedsområdet og de sundhedsfaglige eksperter andre steder, fordi der ikke fra starten var åbenhed og gennemsigtighed omkring de sundhedsfaglige modelberegninger hos Statens Serum Institut. Det går stadig trægt med det. Åbenhed og gennemsigtighed omkring den sundhedsfaglighed, som vi hele tiden læner alle beslutninger op ad, er vanvittigt vigtig.

Det lykkedes ikke at få gang i teststrategien i hverken første eller anden runde, fordi der ganske enkelt manglede testudstyr i tilstrækkeligt omfang, struktur og kapacitet til at gennemføre alle planerne og forhåbningerne. Så uanset om politikerne og Sundhedsstyrelsen råbte på flere tests efter først at have nedvurderet testbehovet, så skete der ikke noget. Den slags undergraver myndighedernes troværdighed og var vel nok det største kiks på den front.

Det blev undervejs meget uklart, hvad der er styret af sundhedsfaglig viden blandt de mange anbefalinger og retningslinjer, som er sprøjtet ud fra sundhedsmyndighederne og højlydt efterspurgt af alt fra skoleledere til restauratører, og hvad der reelt var rene skøn eller politiske beslutninger.

Med fuld anerkendelse af, at ingen netop har haft erfaring at bygge på med covid-19-virussen, og at det derfor i sidste ende måtte blive en hel del politiske valg og mavefornemmelser, der blev drivende i forløbet. Det havde bare været rart som borger i større udstrækning at vide, hvad der var hvad. Hvor det sundhedsfaglige og videnbaserede hørte op, og hvor politikken og mavefornemmelse begyndte.

Nytænkning i sundhedssektoren
Nu er det, vi er kommet dertil, hvor vi skal handle klogt, som det hedder. Ingen politiker tør komme med et forslag i disse uger uden at understrege, at vi skal handle klogt. Det er statsministerens yndlingsord, og alle andre har taget det til sig. Nu skal handlinger ikke kun være sundhedsfagligt forsvarlige, de skal også være kloge.

Selv om ordet sundhedsreform næsten ikke er til at holde ud at tænke på lige nu, hvor coronaen stadig er her, og tusinder af mennesker venter på deres nu udskudte operation, så er det bare på sin plads at sige det.

Det er nu, mens sundhedssystemet er i granatchok, at der er brug for at tænke tanker om mere fleksible organisationsstrukturer, nye roller og ansvarsfordelinger og nye former for patientkontakter. Det vil være torskedumt ikke at benytte opbruddet i gamle strukturer til at tænke nyt. Og nytænkningen kunne måske bruges til en effektiv taskforce for at nedbringe puklen af de udskudte operationer og undersøgelser.

Jeg taler ikke om at genoplive den forrige regerings sundhedsreform, som er stendød, men om at nytænke sundhedssystemet med udgangspunkt i de digitale muligheder, som vi nu har været kastet ud i de seneste uger, og den fælles kamp og pionerånd, som krisen har bragt frem i systemet, selv om det af mange har været karakteriseret som udpint og forandringsresistent på grund af overanstrengelse. Det var det tilsyneladende ikke.

Så lad os få lagt en klog plan for, hvordan vi i sundhedssektoren kan indhøste de bedste erfaringer fra krisestyringen og omsætte dem til dagligdag.

Det næste, man burde endevende, er sundhedsberedskabet. Og nej, svaret er ikke en ny styrelse under et helt andet ministerie, som ikke har en pind med sundhed at gøre. Hvis man nu lukkede øjnene et øjeblik og skulle gætte på, hvor en nyopfundet styrelse med ansvar for koordinering af indkøb og sikring af kapacitet på sundhedsområdet vedrørende værnemidler, test og isolationsfaciliteter skulle ligge organisatorisk, vil valget så falde helt naturligt på Justitsministeriet? Det er ikke logik. Det er politik. Det forekommer at være en slet skjult straffeekspedition fra statsministeren for noget, som ikke har fungeret godt nok.

Problemet er bare, at det ikke giver mening rent styringsmæssigt og rejser nye koordineringsproblemer. Det logiske ville selvfølgelig være at placere den nye styrelse i Sundhedsministeriet, der i sin organisationsmodel i forvejen har fem styrelser samt Statens Serum Institut og Det Nationale Genom Center.

I Sundhedsstyrelsens formålserklæring hedder det faktisk, at ”Sundhedsstyrelsen er den overordnede nationale myndighed for beredskabet i sundhedssektoren, og vi arbejder tæt sammen med blandt andet kommunerne, regionerne, politiet og Beredskabsstyrelsen”. I tilfælde af krisesituationer skal Sundhedsstyrelsen:

  • Holde kontakt til regionernes sundhedsberedskab og andre nationale sundhedsmyndigheder med henblik på nationalt overblik og koordinering
  • Oplyse befolkningen om hændelsens sundhedsmæssige følger og forholdsregler
  • Rådgive regioner og kommuner om deres beredskabsindsats
  • Udarbejde overordnede retningslinjer for håndtering af hændelsen
  • Orientering af og koordinering med andre nationale myndigheder, for eksempel i regi af den Nationale Operative Stab
  • Ved særligt store eller grænseoverskridende hændelser: Holde kontakt til andre lande med henblik på koordinering af indsatsen.

Sundhedsministeriet har desuden også i forvejen en Lægemiddelstyrelse, der skal tage sig af lægemiddelforsyningen til det danske marked og overvåge anvendelsen af medicinsk udstyr. Så Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen, der i forvejen koordinerer beredskabet med regioner og kommuner burde nok kunne stå for koordinering og lagerkontrol med værnemidler og tests også.

I stedet skal der nu opfindes en ny styrelse under Justitsministeriet, der skal:

  • Sikre forsyning og tilstrækkelige lagre af værnemidler mv. samt tilgængelighed af tests og isolationsfaciliteter
  • Skabe overblik over vitale lagre på tværs af den offentlige sektor
  • Skabe koordination af samarbejde vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder, herunder kommuner og regioner, og med private aktører
  • Udføre relevante informationsaktiviteter
  • Deltage i internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler, testning mv.

Har man mon i Statsministeriet læst grundigt på opgavebeskrivelsen for Sundhedsstyrelsen og Medicinalstyrelsen, eller hvordan skal man forstå, at Justitsministeriet skulle være bedre kvalificeret til at bedømme medicinsk udstyr til tests og styringen af værnemiddellagre?

For mange kokke
Coronakrisen har vist, at der i forvejen er alt for mange myndigheder involveret i processerne omkring en sundhedskrise. Lad mig her lige citere formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, i Berlingske:

”Nu har vi jo siddet tæt på processen i de seneste uger, så jeg er lidt forsigtig. Men jeg tror, at de fleste vil være enige i, at der er rigtig mange myndigheder involveret. Der er regionerne, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut for blot at nævne nogle. Det er mange interessenter, og det er ikke altid, at de arbejder ud fra det samme perspektiv. Det bliver interessant at se, hvordan en ny styrelse i et andet ministerium skal samarbejde med de mange andre styrelser, myndigheder og regioner, der også er involveret. Kompleksiteten organisatorisk bliver ikke mindre. Jeg håber, at de vil kunne finde ud af at samarbejde konstruktivt med hinanden.”

Klarere kan det ikke siges. Der er ikke brug for nye styrelser. Men brug for at få gennemanalyseret beredskabet med erfaringerne fra coronaen in mente. Det, vi har brug for er, at der efter coronaen samles et stærkt sundhedsberedskab under sundhedsministeren med en overhøvding, der præcis som nu indgår i det samlede nationale beredskab, der ligger under Justitsministeriet.

Etableringen af en ny styrelse under Justitsministeriet øger kompleksiteten i krisestyringen under en pandemi. I forvejen er der rigeligt med aktører, der skal koordinere med hinanden. Et mere enstrenget, enkelt system ville være klogt.

Så mens Danmark gradvis genåbner, og genopretningen bliver forhandlet på plads, så bør politikerne også se på en plan for, hvordan vi kan nytænke vores sundhedsvæsen med alt den formidable energi, der er blevet skabt under krisen, så de udskudte behandlinger kan blive håndteret hurtigt og klogt, og så vi er godt beredt på den næste epidemi, som måtte komme, før vi aner det.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00