Om  
Jacob Bruun
Lars Løkke Rasmussen

Løkkes tidligere spindoktor stifter eget konsulentbureau

Jacob Bruun, forhenværende direktør for Vækstfonden og spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, starter rådgivningsvirksomhed.

Jacob Bruun vil rådføre virksomheder om, hvordan de kan blive mere relevante i forhold til det omkringliggende samfund.
Jacob Bruun vil rådføre virksomheder om, hvordan de kan blive mere relevante i forhold til det omkringliggende samfund.Foto: Pressefoto/Ricky John Molloy
Mette Grube Condrup

Jacob Bruun starter det nye år med at etablere sit eget konsulentbureau.

Bureauet, der har fået navnet Bruun Advisory, skal rådgive topledere, virksomheder og organisationer, som ifølge stifteren har "noget på hjerte og gerne vil gøre en forskel". 

Det oplyser han til Altinget.

Han peger selv på, at hans fortid som politisk rådgiver og leder i kombination med erfaring fra Vækstfonden gør ham i stand til at levere strategisk rådgivning til virksomheder om, hvordan de kan blive mere relevante i forhold til det omkringliggende samfund.

"Jeg tror, at mange virksomheder har en ambition om at gøre en forskel for det samfund, som de er en del af, men for mange er det rigtigt svært at gøre succesfuldt – og det håber jeg at kunne hjælpe med," siger han. 

Jacob Bruun har de seneste tre år været direktør for Strategi & Partnerskaber i statens finansieringsfond Vækstfonden, hvor han blandt andet havde ansvaret for fondens arbejde med strategi, kommunikation og partnerskaber. I forbindelse med Vækstfondens fusion med EKF og Danmarks Grønne Investeringsfond fratrådte han stillingen i efteråret 2022. 

Fra 2015 til 2019 arbejdede han som særlig rådgiver for daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Tidligere var han politisk rådgiver i Venstre, hvor han i mere end et årti rådgav partiets ministre og folketingsmedlemmer. 

I tillæg til etableringen af rådgivningsfirmaet bliver Jacob Bruun fast skribent for Altinget, ligesom han fortsat vil lave analyser af dansk politik for andre medier.

"Det synes jeg er en spændende måde at få lov til at følge lidt med i politik, fordi selvom jeg har prøvet alt det, jeg gerne vil i det politiske maskinrum, så synes jeg stadig, at det er vanvittigt spændende," siger han. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bruun

Stifter og rådgiver, Bruun Advisory, fhv. særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen (V)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00