Tidligere departementschefer: Kettel er galt på den

Af Peter Loft og Jørgen Rosted
Fhv. departementschef i hhv. Skatte- og Erhvervsministeriet

Til Altinget udtaler departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen, at det i bogen "Hvem har ansvaret?" fremstilles, “som om den nye generation af departementschefer er letvægtere.”

Det er han ked af, og han mener, at ”bogen giver et billede af, at departementschefer i gamle dage – i modsætning til nu – var modne mænd med høj dømmekraft og stor erfaring med ledelse af større organisationer og i øvrigt besad meget stor faglig indsigt på deres eget område.”

Rollen har ændret sig
Det er bestemt ikke, hvad vi har forsøgt at skrive i bogen.

Vi håber, at Christian ikke længere er ked af det.

Peter Loft og Jørgen Rosted
Fhv. departementschef i hhv. Skatte- og Erhvervsministeriet

Det ville da også være både dumt og meget naivt, hvis to gamle departementschefer skrev, at den næste generation af departementschefer er letvægtere og ikke nåede de gamle til sokkeholderne.

Vi har skrevet en bog om, at departementschefrollen har ændret sig, og at rekrutteringen af departementschefer har fulgt med denne ændring.

Det ville da også være både dumt og meget naivt, hvis to gamle departementschefer skrev, at den næste generation af departementschefer er letvægtere og ikke nåede de gamle til sokkeholderne.

Peter Loft og Jørgen Rosted
Fhv. departementschef i hhv. Skatte- og Erhvervsministeriet

I dag har det større betydning end tidligere, at departementschefen har politisk sans og kan hjælpe ministeren med at udforme politik, få den koordineret i regeringen og gennemført i Folketinget.

Departementschefen skal fortsat hjælpe ministeren med, at alt går rigtigt for sig i ministeriet, og være garant for fagligheden.

Departementschefen skal også være leder af en stor organisation, som både skal være effektiv og have en kultur, der sikrer, at alt, hvad der kommer fra ministeriet, lever op til de embedsmandsdyder, som der er bred enighed om.

Kravene er steget markant
I bogen hævder vi, at nutidens krav til departementschefer forudsætter et omnipotent orakel, og vi stiller spørgsmålstegn ved, om noget menneske kan opfylde alle kravene på øverste hylde.

Det er ikke det samme som, at gamle departementschefer kunne opfylde alle kravene, og at de nye ikke kan.

Det, vi skriver, er, at kravene har været stigende i de sidste 20 – 30 år. Derfor mener vi, at kravene er blevet så store, at det er nødvendigt at prioritere meget mere end tidligere.

At det forholder sig således, er ikke det samme som, at nye departementschefer har mindre erfaring med at lede store organisationer end tidligere, eller at de har mindre faglighed end tidligere. Tværtimod er der intet i vejen for, at de kan have mere af begge dele end de gamle, og samtidig opfylde nutidens krav bedre, end de gamle ville have gjort.

Pointen er alene, at kravene har været stigende, og at behovet for at prioritere er større end tidligere.

Fornemmelse for politik er højeste prioritet
Det er især faldet Christian Kettel Thomsen for brystet, at vi skriver: ”Når en departementschef udnævnes, spiller det en mindre rolle, om vedkommende har kompetencer fra og erfaring med at få en stor organisation til at fungere effektivt – både i forhold til kvalitet og sikkerhed i opgaveløsningen og i forhold til økonomisk effektivitet.”

For at forstå dette afsnit må man vide, hvad den mindre rolle skal ses i forhold til.

Kettel synes at mene, at vort udsagn er en sammenligning i forhold til gamle dage, men det er det ikke. Det fremgår af det følgende afsnit i bogen (side 46 nederste afsnit), at det er i forhold til udnævnelsen af private topledere, at det spiller en mindre rolle, om departementschefer har en væsentlig erfaring med at få store organisationer til at fungere effektivt.

Det er vores opfattelse, at det for private topledere er erfaringen med og evnen til at få store organisationer til at levere økonomiske resultater, der er den afgørende prioritering ved udvælgelse af topledere.

Derfor ser vi også mange eksempler på, at topledere kan gå fra en branche til en anden f.eks. fra bryggeribranchen til shippingbranchen eller fra legetøjsbranchen til pumpebranchen og derefter sætte sig ind i den nye branches faglighed.

Det hverken er eller kan være tilfældet ved udnævnelsen af departementschefer; her må evnen til at hjælpe ministeren med at udforme politik og få den gennemført have højeste prioritet.

Det kræver ministrene, og det må det danske embedsmandssystem levere. Det nytter ikke at udnævne den departementschef, der er bedst til at få en stor organisation til at fungere, og så forudsætte, at vedkommende efterfølgende lærer om alt det med at udforme politik og få den gennemført.

Ny rekrutteringsproces har rykket ved magtfordelingen
Der er naturligvis en risiko for, at den høje prioritering af politisk sans og af evnen til at få politik gennemført, som bivirkning har ført til, at fagligheden og organisationserfaringen bliver så underprioriteret, at det går galt.

Derfor er det også både godt og naturligt, at der er indført en mere professionel rekrutteringsproces, der netop skal være med til at forhindre det. Vi er også helt enige med Christian Kettel i, at politik og faglighed ikke kan skilles ad, og at al god politik har et fagligt udgangspunkt.

Vi mener imidlertid, at den nye rekrutteringsprocedure for udnævnelse af departementschefer har givet større indflydelse til departementscheferne i Stats- og Finansministerierne end den tidligere mere uformelle proces.

Det kan der igen være god grund til, da kravene om koordinering med andre ministerier er blevet vigtigere.

I forbindelse med den nye rekrutteringsproces udtaler Christian Kettel, at ”det er fagministeren, der beslutter, hvem han eller hun vil have (som departementschef) … (og) vi (departementscheferne i Stats- og Finansministerierne) har ikke monopol på, hvem der kommer ind i gryden.”

Fagministeren beslutter, hvem der skal være departementschef, hvis han eller hun kan få sin indstilling igennem i ansættelsesudvalget. Det sker ofte, men ikke altid.

Departementscheferne i Stats- og Finansministeriet har ikke monopol på, hvem der kan indstilles til departementschefer, som det fejlagtigt udlægges af vores bog, men de har stor indflydelse på vurderingen af, i hvilket omfang kandidaterne opfylder de opstillede kriterier i den nye rekrutteringsprocedure.

Udvikling af ny politik er nødlidende
Omtalen af udnævnelsen af departementschefer og deres erfaring og kompetencer fylder kun nogle få sider i bogen, der ellers handler om, hvordan og hvorfor en departementschefs opgaver er blevet så tidskrævende, at nogle opgaver har måttet nedprioriteres.

Den analyse synes der at være enighed om, og der synes også at været enighed om, at det er opgaven med at sikre, at alt går rigtigt for sig i styrelser og direktorater, der er blevet nedprioriteret.

I tillæg til det problem skriver vi i bogen, at embedsmændenes partineutralitet forhindrer embedsmændene i at være den drivende kraft i skabelsen af ny politik.

Partineutrale embedsmænd kan hjælpe ministeren med at skrue på kendte politiske håndtag, men udarbejdelse af en helt ny politik kræver meget mere. Et arbejde, som ministrene selv tidligere kunne tage sig af, men som de ikke længere kan varetage i fuldt omfang.

Derfor må vi stadig oftere konstatere, at udvikling og gennemførelse af helt ny politik er nødlidende.

Embedsmandssystemet til debat
Vi foreslår, at ministrene udnævner et hold af fagligt erfarne politiske rådgivere og politikmagere, og at departementschefen genindsættes i sin rolle som ministerens garant for, at alt, hvad der foregår i ministeriet, går rigtigt for sig.

Det forslag er der ikke enighed om.

Vores mål med bogen er at skabe en debat om de problemer, det danske embedsmandssystem står over for, og vores håb er, at det fører til en grundlæggende ændring af systemet, som bevarer alle de gode sider af det danske embedsmandssystem med departementschefer, som hele tiden bliver mere kompetente og dygtigere til at løse den vigtige opgave det er at lede et ministerium.

At Christian Kettels udtalelser har givet os anledning til at præcisere det sidste, er vi kun glade for, og vi håber, at Christian ikke længere er ked af det.