Manden bag den sidste bog med Schlüter: Han var overraskende god – måske den bedste

Som generalsekretær i Det Konservative Folkeparti var John Wagner tæt på Poul Schlüter i hans storhedstid. Og for to år siden skrev han sammen med Schlüter et politisk testamente for den fhv. statsminister. I sit mindeord beskriver han Poul Schlüter som et menneske, der brændte for politik fra først til sidst.

Placeholder image
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Med tidligere statsminister Poul Schlüters død torsdag morgen har det borgerlige Danmark mistet, hvad det måske aldrig har haft mere brug for end nu; Den samlende figur, der overtog et parti i krise og et land på afgrundens rand, men som på trods af vanskelige parlamentariske forhold skabte en ny tid med økonomisk genopretning, arbejdsmarkeds- og pensionsreform, ro om udenrigs- og sikkerhedspolitikken og monumenter, som står tilbage for eftertiden: De faste forbindelser over Storebælt og Øresund, Ørestaden og TV2.

Det kan gå op, det kan gå ned – det skal nok gå

Poul Schlüter

Poul Schlüter kom så at sige ud af mørket under tyskernes besættelse af Danmark, da han inspireret af sin stærkt konservative mor og partiets første bud på en landsfader og statsminister, John Christmas Møller, allerede som 14-årig blev formand for KU i Haderslev, da flere af de ældre KU’ere i byen som led i modstandskampen mod tyskerne måtte gå under jorden. Herefter blev politik hans ét og alt, totalt bestemmende for hans tilværelse og skæbne, for uddannelse, for bopæl, for økonomien, for ægteskaber og venskaber, for livet i det hele taget, indtil hans hjerte simpelt hen ikke kunne mere.

Sikken et liv

”Sikken et liv” kaldte han sine egne erindringer, der udkom i 1999. Og der er skrevet talrige bøger om det, hvor specielt historikeren Niels Wium Olesens fremragende værk i serien ”De Danske Ministerier”, den 674 sider lange ”Poul Schlüters tid 1982-1993” må fremhæves som forrygende læsning.

Selv havde jeg den ære at skrive den seneste bog om hans tid og – ikke mindst – holdninger, ”Schlüters Politiske Testamente”, på baggrund af 20-25 samtaler i året forud for hans 90-års fødselsdag den 3. april 2019. Hvad der skulle blive hans sidste længere fortælling om sine holdninger og gerninger – og hans sidste store offentlige fremtræden, da en fyldt Børssal på fødselsdagen hyldede ham for hans 75 år i dansk politik og en i sædvanlig stil indholdsrig, morsom og selvironisk tale med en næsten guddommelig eftersætning:

”Jeg sagde i folketingssalen, som de to departementschefer havde skrevet i mit udkast til tale (om Tamilsagen, som i 1993 fældede ham som statsminister, red.), at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. MEN DET VAR DER JO!”

Han genrejste partiet

For os konservative – fra generationen før Schlüter, der nåede at opleve hans genrejsning af partiet i slutningen af 1970’erne og flere generationer efter - nu med Søren Pape Poulsen i spidsen – vil Schlüter for altid stå som noget helt særligt. Ikke alene fordi han bragte partiet ud af en af mange splittelser og valgnederlag på valgnederlag. Men også fordi den radikale kongemager, Niels Helveg Petersen, gjorde ham til den første konservative statsminister, og han derpå blev hele landets statsminister og gennemførte ikke bare den nødvendige politik, men en reformpolitik på det økonomiske område og et opgør med Socialdemokratiets uansvarlige og uanstændige leg med Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Schlüter var, som han selv udtrykte det, ikke så konservativ, så det gør noget. Men han var aldrig andet end konservativ. Fra moders skød til sin død mæt af dage. Han betegnede sig selv om socialkonservativ, men hadede af et godt hjerte al tale om ”politisk geografi” og foragtede nutidens spindoktorer, og hvad der er fulgt med dem af designerpolitik. Han skruede op og ned for konservatisme, liberalisme, social indignation, det nationale og internationale efter behov – ikke som en vindbøjtel, men fordomsfri, udogmatisk, pragmatisk og resultatsøgende. Som statsminister var hans prioritering fra første til sidste dag, hvad der var i landets interesse. Så kunne det være godt eller skidt for partiet og/eller for ham selv. ”Det kan gå op, det kan gå ned – det skal nok gå”, som han sagde ved afslutningen på et landsrådsmøde med dårlige meningsmålinger som følge af Tamilsagen.

Det sluttede med Tamilsagen

Men det gik kun indtil den dag i 1993, nærmere bestemt torsdag den 14. januar, hvor højesteretsdommer Mogens Hornslet offentliggjorde den 5.694 lange rapport om Tamil-sagen, altså justitsminister Erik Ninn-Hansens ”overordentlig kritisable” behandling af et stort antal sager om tamilske flygtninges familiesammenføringer.

Den dag måtte han - uanset sit fortsat gode forhold til de radikale, nu Marianne Jelved, som han ofte tog en eftermiddags-whisky med i Statsministeriet - trække stikket og træde tilbage. Han udskrev ikke valg til mange partifællers og – ikke mindst - Venstres fortrydelse. Det ville han ikke byde Danmark og sit parti; et valg på Tamil-sagen og dermed udlændingepolitik ville jo splitte Danmark i årtier…

Når man fortalte ham om problemer i en vælgerforening, kiggede han ud vinduet og talte om sin seneste tur på racercyklen

Herefter blev hverdagen en helt anden for Schlüter. Mindre inciterende. Lidt meningsløs. Til tider grum. Han kom vel aldrig rigtigt ud af rollen som statsminister – måske Danmarks bedste, som flere historikere har vurderet det. Og han savnede de efterfølgende år, ja resten af sin tid,  i den grad at sidde for bordenden i Statsministeriet. Han fik vælgernes tilgivelse for den såkaldte gulvtæppetale, da han i 1994 satte Danmarksrekord i antal personlige stemmer, 247.956, og blev valgt til Europa-Parlamentet, men for Schlüter kunne intet erstatte det elskede statsministerium.

Overraskende god

”Jeg var overraskende god”, sagde han ofte falsk beskeden. Han var ikke bare god. Han var fremragende og fik den selvtillid, der de bedste år gjorde ham uforlignelig som taler med one-liners, som ingen spindoktorer har kunnet efterligne til sokkeholderne, med forhandlingsevner, politisk tæft og eget spin i særklasse.

Foto: Mogens Ladegaard/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

”Du har bedt om at tale med statsministeren”, sagde sekretæren i statsministerens forkontor engang i en opringning til mig, da jeg var politisk kommentator og lederskribent på Berlingske.  Jeg havde ikke bedt om at tale med ham, i hvert fald ikke den dag, men blev straks stillet igennem. ”Det er din statsminister”, præsenterede Schlüter sig selv – og man kunne næsten høre ham fløjte, hvorpå han udfoldede et sandt skuespil – frit efter hukommelsen: ”Jeg tænker, John, at du i disse timer spørger dig selv, hvornår regeringens udspil kommer, og hvad det går ud på. Det ved jeg naturligvis ikke, men det vil nok ikke være meget galt, hvis du i en leder i morgen skriver, at regeringens udspil forventes på torsdag, at det formentlig kommer til at gå ud på følgende, at det bliver lange og svære forhandlinger, men at regeringen vil – og skal - stå fast på, hvad der er nødvendigt her og nu…”

Jeg fik svar på et par spørgsmål, skrev lederen, som chefredaktøren var ovenud tilfreds med, og det samme var statsministeren, da jeg næste dag mødte ham på Christiansborgs lange gange på vej fra Statsministeriet til Folketinget. ”Det er en klog leder, du har skrevet i dag”, sagde Schlüter med sit skælmske smil.

Vennesæl og sylespids

Han var ikke mindre end fænomenal til at afparere nærgående spørgsmål fra journalister. ”Hvad mener du selv?”, kunne han finde på at svare. Så stod man tilbage med den. Han kunne hele repertoiret. Fra at være vennesæl til at være sylespids. Det gjaldt også i partiets indre liv, som jeg oplevede det som generalsekretær 1988-92. Han var ikke enhver partisekretærs drøm som formand udi det organisatoriske, for han interesserede sig af gode grunde (kun) for det parlamentariske, det politiske og valgkampene.

Jeg var overraskende god

Poul Schlüter

Når man fortalte ham om problemer i en vælgerforening, kiggede han ud vinduet og talte om sin seneste tur på racercyklen. Når man foreslog ham en rundtur til kredsforeningerne, svarede han, at vi jo også skal have tid til at lede landet. Og hvis man så imødekommende foreslog en tur til partiets amtsorganisationer, lød det prompte, at de burde nedlægges – lige som amterne.

Når partiets inderkreds – forretningsudvalget – var samlet på hovedkontoret i Nyhavn, kunne han i løbet af en lille time komme den lange dagsorden igennem, så han i stedet kunne slappe af med lidt mad, et eller flere glas rødvin, mange smøger og en fortrolig orientering  til udvalget om den politiske situation her og nu, hvorefter han med en vis pondus efter middagen kunne finde på at sige: ”John, kaffe uden cognac er en skidt blanding”. Så vidste jeg godt, at flasken skulle hentes i reolen bag skrivebordet.

På hovedbestyrelsesmøder kunne han – specielt i de første år som partileder og statsminister – opildne sine partifæller til kamp. I tilspidsede politiske situationer være lidt provokerende fraværende i sin attitude, indtil han pludselig kunne slå til, som da han under et ikke særlig behageligt hovedbestyrelsesmøde under Tamil-sagen – efter at have hørt på et langt indlæg fra en borgmester med efterhånden mange valgnederlag på bagen – svarede tilbage, at man med fordel i stedet for den pågældende borgmester kunne opstille ”et kosteskaft med en gulvspand på hovedet”.

Det politiske testamente

Således er vi mange, der ved Schlüters død mindes både de mest fantastiske og et par forfærdelige begivenheder i partiets brogede historie. Begivenheder af en karakter, som former fremtiden – og som kan ligge til grund for en ny storhedstid, men også tjene som advarsler mod den optimisme, som Schlüter det meste af sin tid udstrålede – i hvert fald udadtil.

Derfor skrev jeg ”Schlüters Politiske Testamente” til erindring om det, som betød næsten alt for ham, nemlig det politiske og – ikke mindst – landets ledelse, da den blev ham givet.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Schlüter efterlader – ud over ufatteligt gode politiske resultater – børn og børnebørn fra sit første ægteskab og sin elskede hustru Mie, Anne-Marie Vessel Schlüter, som han mødte i 1989 og hurtigt blev gift med. Hun holdt ham oppe i de svære år med og efter Tamilsagen og har været for ham dag og nat, gode og triste stunder, til det sidste.

Æret være Poul Schlüters minde – og stor tak til Mie!

John Wagner, adm. direktør, tidl. debatredaktør på Berlingske, generalsekretær (kons.) 1988-92 og forfatter til bogen ”Schlüters Politiske Testamente” (Gyldendal 2019)

 

Omtalte personer

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser