Martin Ågerup: Regeringen reducerer borgerne til statister i egne liv

Regeringen bedriver social ingeniørkunst. Det enkelte menneske hører op med at være et mål i sig selv og bliver et middel til opnåelse af regeringens mål og dermed statist i sit eget liv. Du skal kun være fri til at vælge, hvor du vil bo, og hvilken skole eller daginstitution dine børn skal gå i, så længe regeringen kan lide de valg, som du træffer.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) gav for nyligt et interview i Berlingske, hvor han skulle forsvare, at regeringen vil anvende mere tvang over for borgerne.

Vi har jo i forvejen ikke fuld frihed – vi skal for eksempel betale skat, sagde han blandt andet. Men det begrunder ikke, hvorfor man skulle mindske borgernes frihed yderligere.

Ifølge Bek skal regeringens politik ses som et opgør med 89'ernes ideologi. Her henviste han til en bog med samme titel, som Cepos udgav i 2010. 89'erne er den generation af borgerlig-liberale, der var unge, da Berlinmuren faldt – en generation, som jeg selv tilhører.

Ifølge Bek var det vigtigste for 89'erne "at nedbryde alle grænser". Men det passer lige så lidt, som at Bek skulle gå ind for, at politikere skal bestemme alt og borgerne intet. Det er et velkendt, men ufint kneb at ville prakke sine modstandere synspunkter på, som de ikke har.

Indgreb i friheden
Det liberale grundprincip i politik er ikke, at friheden skal være "grænseløs", som Bek påstår.

Det er, at begrænsninger af borgernes frihed skal være særdeles velbegrundede. Det er et princip, der udspringer af liberal tænkning, men som er bredt anerkendt og har været det, skulle jeg hilse at sige, længe inden 1989 og Murens Fald.

Det såkaldte proportionalitetsprincip er således et grundprincip i dansk demokrati og forvaltningstradition. Populært sagt indebærer princippet, at man ikke bør skyde gråspurve med kanoner.

Politikerne bør ikke gribe mere ind i borgernes frihed, end hvad der er nødvendigt for at opnå det ønskede mål. Og indgrebet skal stå i et rimeligt forhold til det, der ønskes opnået, og det skal være veldokumenteret, at indgrebet overhovedet kan forventes at føre til det ønskede mål.

Bek vil gerne diskutere abstrakt, men regeringens indgreb er konkrete

Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Proportionalitetsprincippet er både sund fornuft og en vigtig beskyttelse af borgene imod vilkårlig og overdreven magtanvendelse. Individets frihed kan ikke være grænseløst, men det bør statsmagtens heller ikke være.

Regeringens mange indgreb i almindelige menneskers frihed er ikke velbegrundede. Sågar målsætningerne med indgrebene er noget uklare. Bek taler i Berlingske-interviewet om at beskytte sammenhængskraften i Danmark.

Et meget abstrakt begreb, som vi hver især kan have forskellige definitioner af. Men graden af tillid mellem borgerne betragtes ofte som en god indikator for sammenhængskraften i et samfund.

Tillid måler man faktisk. Danskernes tillid til hinanden er vokset stødt igennem årtier og har ligget omtrent konstant siden 2008 og på et meget højt niveau. Så hvor er den brændende platform, som berettiger Beks mange indgreb i borgernes frihed?

Det går sjældent som planlagt
Ud over de principielle indvendinger har social ingeniørkunst det med enten slet ikke at virke efter hensigten eller kun at virke i et beskedent omfang.

Bek har som andre sociale ingeniører en alt for høj tillid til, at politik – central planlægning fra Christiansborg – kan sikre, at borgerne makker ret og gør, som politikerne planlægger.

Det går dog sjældent som planlagt. Heldagsskolen blev en fiasko; målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en uddannelse, blev aldrig indfriet; huslejeregulering fører ikke til billige boliger til lave indkomster, men billige boliger til ressourcestærke med gode forbindelser. Og så videre.

Og så er der de uønskede og ofte uforudsete negative konsekvenser af social ingeniørkunst: Boligområder, der i 1970'erne blev til slum, fordi huslejereguleringen satte huslejen så lavt, at der ikke var råd til vedligeholdelse; indvandrerbørn, der i Aarhus bliver tvunget til at køre med bus til en anden skole, og som ender med – stik imod intentionen – både at klare sig dårligere i skolen og være mindre glade for livet.

Bygger på antagelser
Store dele af Beks og regeringens politik er ikke evidensbaseret, men bygger på antagelser, hvis man skulle udtrykke det pænt.

"Selvfølgelig betyder det noget, hvor man placerer uddannelser og statslige institutioner," bedyrer Bek.

Men hvad betyder det? Erfaringerne fra udflytning af statslige arbejdspladser viser, at det ikke fører til generel vækst i de områder, hvortil der er blevet udflyttet. Til gengæld har det været dyrt, og kvaliteten af arbejdet har lidt flere steder. For eksempel har vismandsinstitutionen måttet opgive at udarbejde en af deres halvårlige rapporter.

Eksperter mener, at udflytningen af uddannelser forringer kvaliteten af både uddannelse og forskning. Oveni kommer diverse utilsigtede konsekvenser, som vil vise sig i de kommende år. Bliver udkantsområder for eksempel mindre attraktive for børnefamilier, hvis man skal anvende det lokale gymnasium imod sin vilje?

"Det har altid været sådan, at folk, som står svagt socialt og bor sammen, forstærker hinandens problemer," siger Bek.

Men er det noget, som han ved? Eller gætter han? Det er eksempelvis vanskeligt at finde tegn på, at indvandrere, der bor tæt sammen, bliver dårligere integreret, end indvandrere, der ikke gør. Sammenligner man indvandrere, der socialt set "ligner" hinanden, kan der i tallene ikke findes belæg for, at dét at bo i en såkaldt ghetto skaber den højere kriminalitet, dårligere karakterer eller ringere arbejdsmarkedstilknytning. Det viser en analyse, som Cepos har udført.

Der findes selvfølgelig andre aspekter af integration end disse tre, men har Bek belæg for, at det ser anderledes ud på disse områder? Eller bygger regeringens politik på tro og håb?

Så er der regeringens indskrænkning af de frie gymnasievalg, hvor unge mennesker nu kan blive afvist fra deres foretrukne gymnasium, fordi deres forældre enten tjener for meget eller for lidt.

Dette indgreb begrunder regeringen med, at man ønsker at reducere den høje koncentration af børn af indvandrere i visse gymnasier. Men er denne høje koncentration et problem af en størrelse, som berettiger så indgribende en ting som at straffe børn for deres forældres indkomst?

Politikere som Bek er mestre i at formulere ambitioner og afgive løfter, som ikke kan indfries

Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Fagligt ser det faktisk slet ikke ud til at være et problem. Tager man højde for elevernes sociale baggrund, klarer eleverne sig generelt set godt på flere af de "etniske" gymnasier. Igen kan der være andre hensyn end det faglige. Men hvilke? Og har man undersøgt, om der er et problem? Det ser det ikke ud til.

"Hvis der kom en million indiske ingeniører til Danmark for at udvikle software," siger Bek, så ville 89'erne argumentere for, at de skulle have lov. Men det er jo ikke i nærheden af at være et realistisk scenarie. Vi har for eksempel ikke én million ledige boliger.

Lad os blive realistiske og konkrete. Hvad hvis der kom én indisk softwareingeniør til Danmark, som bragte ny viden, sin arbejdsindsats og sin skattebetaling til landet, og ja, også noget kulturel fornyelse?

Mener Bek, at det ville være en god eller dårlig ting? Hvad hvis det var 100? Eller 1.000? Ville 1.000 indiske softwareudviklere ikke være en berigelse for Danmark på flere planer?

Hvis det er tilfældet, hvorfor så ikke afskaffe kravet om, at for at få ret til at arbejde i Danmark skal arbejdstagere fra lande uden for EU have et job på hånden med en løn på mindst 445.000 kroner? Eller i det mindste reducere beløbet?

Ville det ikke være fornuftigt med en mere liberal politik, der gjorde det lettere for folk fra andre lande at komme til Danmark for at arbejde, hvilket også dansk erhvervsliv efterspørger?

I en liga for sig
Og sådan kunne man blive ved. Bek vil gerne diskutere abstrakt, men regeringens indgreb er konkrete.

Og bundlinjen er, at regeringens sociale ingeniørkunst er meget indgribende i borgernes frihed, hvilket kun kan forsvares, hvis de er særdeles velbegrundede. Det er de ikke. Målene med den førte politik er ofte uklare. I det omfang, målene er klare, er der ofte ikke evidens for, at indgrebene vil føre til målene.

Tidligere regeringer – både røde og blå – har også indført regulering af borgerne uden proportionalitet og evidens. Men denne regering er i en liga for sig. Og det er ikke positivt ment.

Mens borgernes tillid til hinanden som nævnt fortsat er stabil på et tårnhøjt niveau, har tilliden til politikerne været faldende og fra et allerede lavt niveau. Måske skyldes det blandt andet, at politikere som Bek er mestre i at formulere ambitioner og afgive løfter, som ikke kan indfries.