Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Regeringen mangler forståelse for den nye verdensorden

KOMMENTAR: Den gigantiske EU-budgetaftale fra juli er historisk og banebrydende på en lang række områder. Men ikke takket være Danmark, skriver Martin Lidegaard.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har arbejdet målrettet for et mindre EU-budget. Men Danmark har alt at vinde ved et stærkere Europa, skriver Martin Lidegaard (R).
Statsminister Mette Frederiksen (S) har arbejdet målrettet for et mindre EU-budget. Men Danmark har alt at vinde ved et stærkere Europa, skriver Martin Lidegaard (R).Foto: Stephanie Lecocq/Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det siger meget om dansk udenrigspolitik – og danske medier – hvad der virkelig fyldte i juli måneds agurketid.

Det forholdsvis ligegyldige besøg af den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, blev dækket live time for time med ekstraudsendelser, helikopterflyvninger – og alt, hvad mediehjulet i øvrigt kan trække.

Mens den historiske budgetaftale fra EU pligtskyldigt blev refereret uden de store dybdegående analyser og perspektiver. Det var ikke just historiens vingesus, som man fornemmede her.

Så trist. For på flere punkter markerede den store europæiske budgetaftale både et nybrud og et gennembrud, der vil få kæmpe betydning for både Europa og Danmark.

Fakta
Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Hvor Pompeos besøg først og fremmest bekræftede, hvad vi vidste i forvejen – at Arktis er krøbet gevaldigt op på amerikanernes dagsorden – lagde budgetaftalen nye spor for vores evne til at håndtere tidens store udfordringer på en måde, der vil gribe direkte ind i de fleste danskeres liv de kommende år.

Den vigtigste nyhed var aftalen i sig selv. Den blotte tilstedeværelse af europæisk solidaritet og enighed på et niveau, der ikke er set siden stiftelsen af kul- og stålunionen.

Det efterlader et stort og smerteligt spørgsmål midt i glæden over den store aftale: Europa er klar til fremtiden, men er den danske regering klar til Europa?

Martin Lidegaard

Med denne politiske kraftanstrengelse fik EU's ledere sendt flere og vigtige signaler til omverden: Europa står sammen. Europa vil med sin betydelige økonomi være en selvstændig pol og en selvstændig aktør i den nye multipolare verdensorden.

Og derfor vil EU ikke tillade noget kollaps af det europæiske marked, tværtimod ønsker man fortsat at være verdens største handelsmarked, der på en lang række områder sætter standarderne for hele verdens handel i forhold til klima, miljø, sociale standarder og en regelbaseret multilateral verdensorden.

Dykker man derefter ned i aftalen og kigger på dens nærmere indhold, bliver man rigtig overrasket. For første gang blev landene enige om at opkræve fælles afgifter til at medfinansiere både genopretningspakken og dele af budgettet.

Allerede fra 1. januar kommer en lille fælles afgift på restplastik, og i 2021 skal der også komme forslag til en CO2-grænseafgift og en digital afgift med det formål at indføre dem inden 2023, hvortil kommer et fremtidigt forslag om indsamling af indtægter fra CO2 kvoter.

Endelig har man – ganske opsigtsvækkende – vedtaget at "arbejde hen imod" andre afgifter "som kan indeholde en finansiel transaktionsafgift."

Alt sammen er historisk og et stort mod at kunne etablere en fælles skattebase, der også kunne indeholde den minimumssats på selskabsskat, der er så påkrævet for at kunne bekæmpe skattely og spekulation.

For en grøn sjæl som undertegnede er det også en stor glæde, at store dele af genopretningspakken og hele 30 procent af budgettet inden for alle områder nu øremærkes klima.

Man kan selvfølgelig indvende, at det samtidig betyder, at 70 procent ikke behøver at fremme klimaet, og at meget vil afhænge af den konkrete implementering. Enig. Men signalet er historisk. Europa er nu på vej mod en omfattende grøn omstilling og tager – som den eneste stormagt i verden – for alvor ansvar for klima nu.

Et andet nybrud var den nye – og stærkt tiltrængte – kobling mellem støtte fra EU og retsstatsprincippet, så man som land skal overholde basale demokratiske spilleregler for at kunne modtage støtte. Mulige sanktioner skal vedtages med et kvalificeret flertal i Rådet, der ser ud til at være tilstede.

Læs også

Sidst, men ikke mindst, er der afsat betydelige midler til større koordinering af sundhedsindsatser, beskyttelse af EU's ydre grænser, forskning og udvikling og meget, meget andet, der vil gavne Danmark og alle de andre europæiske lande.

Det er med andre ord et stærkere, grønnere og friere Europa, der tegner sig efter denne gigantiske budgetaftale. Eneste malurt i bægeret er sådan set, at det ikke er Danmarks fortjeneste. Tværtimod.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering har arbejdet målrettet for et mindre budget, imod direkte støtte til de økonomisk trængte lande og imod fælles EU-afgifter og har dermed været med til at gøre alle de tiltrængte investeringer inden for især klima, sundhed og forskning mindre end de behøvede at være.

Det viser desværre en regering med meget lidt forståelse for den nye verdensorden, der åbenbarer sig i disse år. Det er en verden, hvor Danmark har alt at vinde ved et stærkere Europa.

Ser man ikke det, forstår man ikke at varetage Danmark og dansk erhvervslivs interesser, fordi dansk økonomi afhænger helt og aldeles af at stort og velfungerende europæisk marked, og i særdeleshed, hvis der afsættes flere midler til grøn omstilling, hvor Danmark er førende på eksportmarkederne.

Det efterlader et stort og smerteligt spørgsmål midt i glæden over den store aftale: Europa er klar til fremtiden, men er den danske regering klar til Europa?

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00