Martin Lidegaard: Vi svigter klimaet fatalt

KOMMENTAR: De unge har helt ret. Min generation er godt i gang med at fucke klimaet op. Det er på tide, at vi tager ungdommen alvorligt og gør klimaet til en vindersag for alle, skriver Martin Lidegaard (R).

De to seneste uger har været hæslige for klimaet. Nyhed efter nyhed har endnu engang dokumenteret, at verden har direkte kurs mod en ubeboelig klode inden for få generationer, og at alt for mange gør alt for lidt for at undgå det. Det gælder også Danmark.

Først udkom Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) med en rædselsrapport, der kunne konstatere endnu en rekord i koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, helt præcist 405,5 dele ud af en million. Det er det tal, der betyder noget.

Når vi udleder drivhusgasser, kan de også blive opsuget af for eksempel have og skove, men har de først sat sig som en forøget koncentration i atmosfæren, tager det uhyggelig langt tid at nedbryde dem igen. Og det er som bekendt netop den historisk og uhørt høje koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, der skaber den globale opvarmning med alle sine konsekvenser i form af ekstremt vejr, vandstigning, oversvømmelser, tørke og skovbrande.

Det er derfor dybt deprimerende at konstatere, at det kun går én vej, nemlig den forkerte. Ifølge rapporten "var vækstraten i CO2 på globalt plan i 2017 på linje med vækstraten over det seneste årti." Det går altså ikke bare den forkerte vej; det gør det med støt stigende acceleration. Rapporten advarer også om, at det snart ikke længere vil være muligt at handle over for klimaforandringerne og "uden reduktioner af drivhusgasserne vil klimaforandringer have en stadig mere ødelæggende og uoprettelig virkning på livet på Jorden".

Rapportens konklusioner blev efterfølgende sørgeligt dokumenteret ved en anden nyhed, der udkom fra Brasiliens nye regering: For første gang i ti år er afbrænding af regnskov i det store land steget. Sidste år blev der således afbrændt omkring 750.000 hektar skov, i sig selv en veritabel katastrofe for både klimaet, biodiversiteten og dyrearterne.

Alt dette skulle man så tro kunne motivere verdens lande og regeringer til at tage sig sammen, da de i går mødtes i Polen til endnu et internationalt klimatopmøde i den uendelige række over årene, som også jeg selv har brugt ufatteligt mange timer på. Men det skal man ikke forlade sig på. USA har som bekendt trukket sig fra Paris-aftalen, Brasilien overvejer det samme, og de øvrige lande, der stadig står bag aftalen – med få undtagelser, som jeg skal komme tilbage til – ser ikke ud til at kunne eller ville levere det lovede.

Det er grimt, for en tredje nyhed i sidste uge kom fra FN, der kunne konstatere, at på grund af den accelererende udledning af CO2, er der behov for at reducere udledningerne tre til fem gange mere, end landene faktisk aftalte i Paris, men som de altså ikke engang ser ud til at kunne leve op til. Dermed står det smerteligt klart, at afstanden mellem det, vi burde gøre som menneskehed, og det, vi rent faktisk gør, stadig bliver større dag for dag.

Men hvad med Danmark? Er vi i det mindste ikke på rette vej med vores grønne energieventyr og statsministerens kovending og lovning på en million grønne biler i 2030?

Desværre nej. Forrige fredag kunne Klimarådet – rigets uafhængige vagthund på området – konstatere, at regeringens såkaldte klimaplan knap nok kan få Danmark i mål med de forpligtelser, vi har i EU, og som altså er langt, langt mindre, end vi burde levere, og under ingen omstændigheder noget, der kan gøre Danmark fortjent til betegnelsen grønt fyrtårn.

Faktisk var Klimarådets konklusioner så pinagtigt ærlige og direkte, at regeringen så sig nødsaget til at fyre formanden og ansætte en ny, som så måske ikke er helt så uafhængig. I hvert fald giver det ikke mange CO2-reduktioner, at regeringens mest aktive handling inden for området er at fyre den formand, der om nogen har leveret sobre og økonomisk skarpe analyser af, hvorfor og hvordan vi kan løfte Danmarks klimaindsats.

Tilsvarende deprimerende var den nye finanslov, hvor der intet nyt var om elbiler, og hvor der blev brugt langt færre midler på klima og miljø samlet end på den ene post, der handler om at klargøre øen Lindholm til kriminelle udlændinge, bare for at gøre proportionerne klare.

Nogle vil måske så spørge, om regeringens ligegyldighed i forhold til klimaet og fyring af kritiske røster overhovedet har nogen betydning i det store spil? Er det alligevel ikke for sent? Kan Danmark overhovedet spille nogen rolle?

Ja, for f.....! Danmark har inden for grøn energi bevist, at vi på få årtier kan lave en grøn revolution og flytte al el og varme fra kul og gas til ren vedvarende energi – vel at mærke til lavere priser. Vi har ene land reduceret prisen på havvind med 60 procent på tre år, og prisen rasler fortsat ned. Vi udskiber hver fjerde vindmølle i verden fra Esbjerg Havn, fordi vi er de dygtigste, og vi er godt i gang med at flytte hele verdensmarkedet på energi.

Det er det samme, vi nu burde gøre i rekordfart inden for transport, landbrug og almindelig produktion.

Statsministerens melding om én million elbiler burde blive fulgt op af ambitiøse grønne omlægninger af bilafgifterne, i stedet for forbeholdne kvæk fra embedsværket og stadig flere kommissioner. Samtidig burde det være muligt i et af verdens rigeste lande at samle politikerne om etableringen af en effektiv og betalelig kollektiv transport af en kvalitet, som vi kan være bekendt.

Fredningen af dansk landbrug må ophøre. I stedet må vi straks påbegynde den systematiske omstilling af erhvervet, der både kan forvandle danske landmænd til klimahelte og sikre dem en bedre indtjening end i dag. Opskriften er givet i det utal af kommissioner, der allerede har været nedsat på området, det er bare med at komme i gang med at udtage de mindst produktive jorde og i stedet satse på højere produktivitet og kvalitet på de resterende.

Overgangen til en egentlig cirkulær økonomi skal i omdrejninger og har alle forudsætninger for at lykkes i et land som Danmark.

De to seneste uger har igen vist os, at der ingen tid er at spilde. Det er de næste ti år, der afgør, om vores børn og børnebørn vil kunne leve et godt liv, eller om vores generationer har fucket alt op, som de unge udtrykte det, da både folkeskoleelever, gymnasieelever og den grønne studenterbevægelse også i sidste uge demonstrerede for at redde deres egen fremtid.

Og det var måske den eneste positive nyhed på klimafronten i de forgange uger: Ifølge både målinger og antallet af nye bevægelser står klimaet af gode grunde allerøverst på de unges politiske dagsorden. De vil en forskel, og de vil kæmpe for den. De kan gøre en forskel, også politisk.

På europæisk niveau har EU-Kommissionen også spillet ambitiøst ud med et forslag om at eskalere målene fra Paris og gøre hele EU til et nulemissions-kontinent i 2050, som videnskaben kræver.

Med andre ord er de politiske rammer på plads, hvis Danmark og de andre europæiske lande tager ungdommen alvorlig og siger ja til at tage et globalt førerskab for at udvikle de teknologier og politikker, der kan gøre klimaet til en vindersag for alle, også for verdens fattige.

Det haster vildt, men vi kan faktisk stadig nå det.  

Det største politiske spørgsmål frem mod næste folketingsvalg er derfor, om vi rent faktisk vil. Om fire år kan det være for sent.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes Jens Chr. Grøndahl: Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes Næste artikel Dan Jørgensen: Et valg om ulighed Dan Jørgensen: Et valg om ulighed