Mattias Söderberg: Klimaministre skal reparere rige og fattige landes relationer

Klimatopmødet i Madrid sidste år var en stor skuffelse. Mange diplomater og ministre vendte frustrerede hjem.

Siden er tilliden mellem rige og fattige lande røget i bund, og der skal gøres noget aktivt for at reparere relationerne, inden man igen mødes til klima topmøde i skotske Glasgow næste år.

Men først skal de nordiske klimaministre mødes på torsdag, hvor de har en god mulighed for at tage initiativ.

De nordiske lande har en unik position. De er blandt verdens rigeste og mest solidariske lande, hvis man kigger på samarbejdet med ulande og størrelsen på udviklingsbistand.

I klimadebatten følger ulandene med i de rige landes klimaambitioner. Også her gør de nordiske lande det bedre end mange af de andre vestlige lande.

Blandt andet Danmark og Sverige presser for eksempel på for, at EU skal få skrappere klimamål, og de nordiske lande er generelt også gode til at give reelle klimapenge i stedet for lån.

Der er brug for lande med vilje til initiativ, dialog og samarbejde, som går ud over de traditionelle landegrupperinger mellem rige og fattige lande.

Mattias Söderberg

I FN's klimaforhandlinger agerer de nordiske lande ikke som en selvstændig gruppe. Sverige, Danmark og Finland er en del af EU, og Norge er med i en gruppe sammen med blandt andet USA, Canada og Australien.

Men selvom de nordiske lande ikke har en egen officiel stemme i FN's forhandlinger, har de stadigvæk en fælles stemme for eksempel gennem det nordiske ministerråd.

I FN-forhandlinger er tillid afgørende. Diplomater, der ikke stoler på hinanden, har meget svært at lave aftaler, og det var netop det, der skete i Madrid.

Den sidste aften var et mareridt, hvor mange lande slet ikke blev inviteret til at deltage i de reelle forhandlinger.

Mange af de vigtige spørgsmål kunde ikke aftales og blev i stedet skubbet videre til næste klimatopmøde.

For ulandene – og specifikt de fattigste og mest sårbare ulande – er de internationale klimaforhandlinger afgørende.

Klimaforandringerne er i disse lande ikke en diskussion mellem forskere og politiker, men en realitet for fattige landmænd, der ser sin høst forsvinde, og fiskere, der mister deres huse, når vandet stiger.

For dem gør det en forskel om verdens lande bliver enige om at give støtte ved klimakatastrofer, og om der kan laves regler for handel med CO2, som sikrer, at der bliver udledt færre drivhusgasser i atmosfæren.

Det er spørgsmål, som blev forhandlet i Madrid, men også spørgsmål, hvor der stadigvæk mangler enighed.