Mattias Tesfaye: Liberalismen er det sidste, der skal lukkes ind i Integrationsministeriet

Med Mattias Tesfaye i spidsen har Socialdemokratiet bemægtiget sig den stramme udlændingepolitik. Dermed er dramaet helt med vilje pillet ud af en debat, der definerede dansk politik i to årtier. Men under enigheden om den stramme udlændingepolitik øger regeringen statens magt. ”Vi har ikke noget imod, at samfundet træder et skridt frem,” siger Tesfaye.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Andreas Wind

De fleste regeringspolitikere holder sig ikke tilbage, når de bliver spurgt, hvordan deres politik adskiller sig fra den regering, de netop har afløst. Nye ministre kommer til, lufter ud i ministerkontoret og sætter en ny retning. Men Mattias Tesfaye slår en modsat tone an, når han spørges ind til hans politikområde i Udlændinge- og Integrationsministeriet:

”Jeg ser ikke sådan på det, at nu er der sket et brud, og at vi nu skal i en anden retning. Nogle af mine ministerkolleger vil nok sige, at de har haft travlt med at stoppe nogle af de beslutninger, der blev truffet under den tidligere regering og sætte en ny kurs.”

Jeg har ikke et behov for at udlændingepolitikken foregår på forsiden af aviserne, og at det skal være et stort skænderi på sociale medier og i fjernsynet og i FT-salen

Mattias Tesfaye
Udlændinge- og integrationsminister

Men ikke Tesfaye. Hans partis gruppelokale på Christiansborg danner ramme for en snak med Altinget Magasin om socialdemokratisk udlændinge- og integrationspolitik. 

Efter knap to år på posten er det de samme opgaver – og løsninger – han står overfor, som ifølge ham selv har været på dagsordenen siden sidste del af Thorningregeringen: Få kontrol over tilstrømningen, få styr på hjemsendelserne, få flere indvandrerkvinder i beskæftigelse, og få gjort op med den sociale kontrol i de muslimske miljøer.

Men på ét område mener Tesfaye at have haft en anden tilgang end sin forgænger, Inger Støjberg. Han vil skrue ned for retorikken og trække opmærksomheden ud af udlændingeområdet:

”Jeg har ikke et behov for at udlændingepolitikken foregår på forsiden af aviserne, og at det skal være et stort skænderi på sociale medier og i fjernsynet og i folketingssalen.”  

Da Tesfaye få måneder inde i sin ministergerning annoncerede, at Inger Støjberg havde indtaget rollen som forsanger i Løkke-bandet, og at han selv ville træde i baggrunden som en bassist, forberedte han omverden på en mere tilbagetrukken integrationsminister, hvis ministerium skulle være det ”kedeligste ministerium i hele verden,” som han udtrykte dengang.

Men den ambition er ikke et udtryk for en negligering af udlændingepolitikken, siger han – tværtimod:

”Al musik lyder elendigt uden bas”.

Faktisk kan den mere lavmælte tilgang være en fordel for integrationen, mener han:

”Jeg ser udlændingeloven lidt ligesom sikkerhedspolitikken. Den er ikke på forsiden af aviserne. Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, men at der er brug for stabilitet, forudsigelighed og brede forankrede beslutninger. Udlændingeloven er for mig lige så vigtig som sikkerhedspolitikken. Og jeg håber, at vi – og jeg tror ikke, vi er der endnu – bliver bragt hen til der, hvor der vil være ro omring det, jeg kalder en stram, ikke-skør udlændingepolitik”.

"Hvis vi befinder os 15-20 år ude i fremtiden, og Danmark i hele den her periode har haft ro om en stram udlændingepolitik, vil det være en kæmpe sejr for vores samfund. Vi har en interesse i at være enige om en stram udlændingepolitik,” siger Tesfaye.

Liberalismen er det sidste, der skal lukkes ind
Hans ønske om at fortsætte linjen fra Venstreregeringen og dermed skabe politisk ro på området hænger formentlig også sammen med, at integrationspolitikken de seneste år har ligget godt til Socialdemokratiet.

Et af kendetegnene ved Mette Frederiksens projekt er viljen til at bruge statapperatet til at skabe ønskede forandringer i samfundet. Og det er ikke kun ved hjælp af målrettet økonomisk omfordeling, som regeringens Arne-pension er et eksempel på, men også via myndigheders indgriben i den private sfære.

Det er blevet krystalklart i håndteringen af COVID-19 pandemien, hvor de omfattende statslige indgreb i den personlige frihed og ejendomsret er faldet regeringen forholdsvis naturligt, vil mange nok påstå. Et andet eksempel er regeringens ønske om at give myndighederne bedre mulighed for at tvangsfjerne flere børn fra udsatte familier.

”Vi har ikke noget imod, at samfundet træder et skridt frem,” formulerer Tesfaye det.

Vi skal tættere på det socialdemokratiske ringhjørne for at løse de her problemer. Liberalismen er det sidste, der skal lukkes ind i Integrationsministeriet

Mattias Tesfaye
Udlændinge- og integrationsminister

Derfor var han også begejstret, da Løkkeregeringen i 2018 præsenterede et stort udspil om parallelssamfund. Nu skulle børn i de såkaldte ghettoområder i vuggestue fra 1-års alderen, og myndighederne skulle have en række udvidede muligheder for at styre befolkningssammensætningen i boligområderne og helt ned på daginstitutionsniveau. Tiltag, hvor statsmagten går konkret ind og ændrer hverdagen for den enkelte familie, baseret på, hvor I byen, de bor.

”Jeg sad og tænkte: det her det er god socialdemokratisk politik. Det gør ikke ondt på os at sige, at børn skal i vuggestue, at der skal være intensiv danskundervisning i nogle bestemte områder eller, at begår man kriminalitet i nogle bestemte områder, skal man straffes ekstra. Der var meget lidt, der gjorde ondt på os i det forløb,” husker Tesfaye tilbage på tiden i opposition.

Har I i virkeligheden nemmere ved – rent ideologisk – at bestemme, hvor man kan gå i skole, eller hvor man skal bo, end de borgerlige partier har?

”Det korte svar er ja,” siger Tesfaye og kommer med et eksempel fra forhandlingerne om parallelsamfundspakken, hvor fordeling af gymnasieelever var på dagsordenen med den daværende undervisningsminister fra Liberal Alliance, Merete Riisager, for bordenden:

”Opgaven med at fordele gymnasieelever kunne hun ikke håndtere. Jeg var megafrustreret som borger og politiker fra Vestegnen, når vi ser unge segregere sig i sorte og hvide gymnasier, imens den tidligere undervisningsminister havde travlt med at sige ’jamen, hvis det er deres førstevalg, så skal de jo have lov til det’,” siger Tesfaye.

Men selvom værktøjerne i de seneste års integrationspolitik falder socialdemokratiet naturligt at bruge, er det en tværpolitisk tendens. Den liberale modstand, Tesfaye mødte hos Liberal Alliance i forhandlingerne, har generelt trange vilkår, vurderer han:

”Så kan man sige, er det ikke bare typisk socialdemokratisk, at man bruger staten? Men jeg kan bare konstatere, at uanset om du taler med Macron, den konservative regering i Wien, eller den tidligere VLAK-regering i DK, med røde, blå eller midt i mellem, er vi enige om, at den tid, vi befinder os i nu, ikke er en tid, hvor liberalismens værktøjer er særligt gavnlige. Vi skal tættere på det socialdemokratiske ringhjørne for at løse de her problemer. Liberalismen er det sidste, der skal lukkes ind i integrationsministeriet”.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det skal kunne betale sig at arbejde
Men hvad med de næste skridt i integrationspolitikken? Bliver de også præget af klassiske socialdemokratiske greb? Her mudres billedet.

I april forventes den ydelseskommission, regeringen nedsatte, da den tiltrådte at komme med sine anbefalinger. Målet er at gentænke kontanthjælpssystemet og finde et alternativ til det kontanthjælpsloft, som Venstreregeringen indførte i 2016.

”Der skal være en markant gevinst ved at gå i arbejde på en almindelig minimal løn som kassedame eksempelvis. Det skal ikke være en marginal forandring, men noget man kan mærke,” siger Tesfaye.

Kommissionens anbefalingerne skal blandt andet ligge til grund for et beskæftigelsesudspil på integrationsområdet, hvor ambitionen er at få flere – særligt indvandrerkvinder – i arbejde. Et udspil, man vil præsentere inden sommer.

Regeringens plan er at indføre et aktiveringskrav på 37 timer i ugen som modkrav for den offentlige ydelse. 

Nogle gange synes jeg, at velfærdssamfundet er blevet misforstået som et overflødighedshorn af rettigheder. Ret til sundhedsvæsen, ret til at sende ungerne i skolen, ret til dit og ret til dat. Jeg synes, der er for meget barnepigestat og for lidt ejerskab til det samfund, man er en del af.

Mattias Tesfaye
Udlændinge- og integrationsminister

”Vi bliver nødt til at gå ind og sige til indvandrere ’I starter ikke jeres liv i det her system. Og i det omfang I ikke selv kan få et job – som kan være helt rimeligt, fordi I har ikke kontakterne eller kan sproget – så starter I i hvert fald på en måde, hvor vækkeuret ringer, I skal ud ad døren om morgenen, og I kommer hjem, når det er fyraften. I starter ikke i en sofa med fjernbetjeningen og lange smøger på altanen’,” siger Tesfaye.

Lignende toner lød fra Venstre, da partiet på et pressemøde i februar præsenterede deres integrationsudspil. Her kalder man det arbejdspligt, og hvis nytilkomne ikke kan finde et arbejde eller en uddannelse, står den på nyttejob i kommunen. Og muligheden for en fælles aftale mellem de to partier synes realistisk:

”Jeg var så glad for Venstres pressemøde. Det virker til, at vi tænker ens. Der håber jeg virkelig vi kan finde ud af noget,” siger Tesfaye.

De strengere krav til udlændinge og indvandrere er i hans øjne nødvendige for at holde et socialdemokratiske princip om ret og pligt i hævd. Her bliver han skarp i tonen:

”Der er folk, der er på kontanthjælp i 10, 15, 20 år, som ikke ved, hvad deres unger render rundt og laver, som sidder og ser Al Jazeera i stedet for dansk tv, som ikke sender ungerne afsted, når der er børnefødselsdag, som er ligeglade med, hvad der står på Aula, og som ikke gider lader sig teste for corona. Det frustrerer mig ad helvede til, fordi det undergraver den sammenhæng, der bør være mellem pligter og rettigheder”.

”Nogle gange synes jeg, at velfærdssamfundet er blevet misforstået som et overflødighedshorn af rettigheder. Ret til sundhedsvæsen, ret til at sende ungerne i skolen, ret til dit og ret til dat. Jeg synes, der er for meget barnepigestat og for lidt ejerskab til det samfund, man er en del af,” sige Tesfaye.

Den lille mands parti?
Der er grund til at standse op og tygge lidt på Tesfayes pointer: Økonomiske gevinster skal drive mennesker i arbejde. Arbejdsløse skal op af sofaen og droppe de lange smøger på terrassen. Velfærdssamfundet må ikke opfattes som et overflødighedshorn, og er blevet for meget en barnepigestat. Det er pointer, vi har hørt før, men de plejer bare at komme fra anden hold. Det er klassiske borgerlige paroler.

Læs også

At adressere arbejdsløshed ved at tale om den enkeltes adfærd i stedet for kollektivets ansvar, eller at kritisere velfærdsstaten for at udfordre det personlige ansvar, synes ikke at være synderligt socialdemokratisk.

Socialdemokratiet har historisk set kæmpet for, at velfærdsstaten skulle give alle samfundsklasser lige muligheder. Det gjorde man ved at stille sig på den lille mands side. Men se på det gamle arbejderkvarter Nordvest i København, hvor mange fra disse indvandrergrupper bor. Hvorfor stiller man sig så ikke op og taler deres sag på samme måde, som man historisk har gjort for arbejderklassen?

”Der er ikke nogen modsætning mellem at føre en stram udlændingepolitik og være den lille mands parti. Tværtimod er der en snæver sammenhæng. Så er det klart, at den lille mand jo både kan have lyst og mørkt hår. Og for mig personligt er det vigtigt, at uanset om buschaufføren hedder Brian eller Mohammed, så er vi buschaufførens parti, og de kan nu begge komme tidligere på pension.”

”Der har været en ubalance – der har været for stor fokus på alt det, man har ret til i DK og for lidt fokus på alt det, man har pligt til. Vi mener, der er behov for at fokusere noget mere på pligterne.”

BLÅ BOG
  • Født 1981 i Aarhus 
  • Uddannet murersvend 
  • Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 2015 
  • Udlændinge- og integrationsminister fra 2019 
  • Forfatter til blandt andet 'Kloge hænder' (2013) og 'Velkommen Mustafa – 50 års socialedemokratisk udlændingepolitik' (2017).
  • Tidligere medlem af både SF og Enhedslisten

For Tesfaye er det ikke et brud med socialdemokratisk tradition at tale om pligterne fremfor rettighederne og trække lidt i velfærdsbremsen:

”Da jeg var ung i 90’erne, havde jeg venner, der gik ud af 3.g og ikke lige helt vidste, hvad de ville – måske ville de læse videre, tage et sabbatsår eller på højskole. Det vidste de sgu ikke helt. Så gik de ned på socialkontoret og hævede bistand. Den gang sad Nyrup og Løkketoft og sagde: ’Stop lige en halv. Vi har det her sikkerhedsnet, fordi der er folk, der kommer ud for en social begivenhed. Men at du er blevet student og ikke lige ved, hvad du vil – det er simpelthen ikke en social begivenhed. Du får ingen penge. Så må du gå ned på en cafe og stå i opvasken, indtil du finder ud af, hvad du vil, og når du så melder dig ind på en uddannelse, så er der SU’”.

Dengang var det overfor ungdommen, der skulle justeres på balancen mellem rettighederne og pligterne. I dag er det overfor indvandrergrupperne.

Halalhippierne eksisterer ikke mere
Da Tesfaye overtog posten som udlændinge- og integrationsminister i 2019, havde mange nok forventet lidt mere larm, og at hans ressortområde ville stå for en stor del af gnidningerne mellem regeringen og støttepartierne.

En ikke helt ubegrundet forventning med partier som Enhedslisten og De Radikale, der har haft for vane at stille sig højlydt kritiske overfor den stramme udlændingekurs, der har fyldt så meget i dansk politik i nyere tid. 

Men selvom de to partier i skrivende stund presser på for at sikre børnene i de syriske fangelejre mere humane forhold, har konflikterne siden regeringsskiftet været overraskende få og små.

Hvis du spørger pædagoger, socialrådgivere eller skolelærere, så er det sådan nogle, man for 20 år siden ville anklage for at være nogle halahippier. Men det er de ikke. De står med problemerne hver eneste dag. De ved godt, at hvis der ikke bliver ført en stram udlændingepolitik, så bryder vores samfund sammen. Så halahippierne eksisterer ikke mere.

Mattias Tesfaye
Udlændinge- og integrationsminister

Også fra den udlændingepolitiske højre flanke, har konflikterne også været til at overse. Her det snarere Venstre, der må kæmpe for sin status som ægte strammere overfor omverden efter Støjbergs exit og Ellemanns selfier med Radikale Morten Østergaard. Den socialdemokratiske vilje til stramhed betvivles derimod ikke nævneværdigt.

Så spørgsmålet er, om Tesfaye ikke har opnået netop det, han gik efter – ro omkring en stram udlændinge- og integrationspolitik?

Men overvejelserne om de parlamentariske tilstande vil Tesfaye ikke tage del i. Han vil hellere orientere sig mod holdningerne i befolkningen end på Slotsholmen:

”Med al respekt, så synes jeg, det bliver lidt en Christiansborganalyse. Det interessante er, at der i den danske befolkning er ved at være noget, der minder om konsensus om en stram udlændingepolitik. Hvis du spørger pædagoger, socialrådgivere eller skolelærere, så er det sådan nogle, man for 20 år siden ville anklage for at være nogle halahippier. Men det er de ikke. De står med problemerne hver eneste dag. De ved godt, at hvis der ikke bliver ført en stram udlændingepolitik, så bryder vores samfund sammen. Så halahippierne eksisterer ikke mere.”

Ifølge Tesfaye er den stramme udlændingepolitik på vej til at indtage lige så bred en folkelig opbakning som klassiske selvfølgeligheder i velfærdssamfundet som sundhedsvæsenet og folkeskolen. Og nu er det så op til politikerne at handle derefter:

”Alle familieselskaber er nået derhen, hvor der er konsensus om, at der er nødt til at være ret stor kontrol med tilstrømningen. Det er grundlaget for, at Christiansborg som sædvanlig forhåbentligt kan følge efter befolkningen og konkludere: Okay, de åbne portes politik er endegyldigt ovre. Og nu fører Danmark en stram udlændingepolitik, og det er lige så grundlæggende for vores samfundsmodel som fri adgang til sundhedsvæsenet eller en almen dannende folkeskole.”

Når regeringen inden sommer kommer med sit udspil om 37 timers aktivering for flygtninge og indvandrere, kommer Tesfayes ambition om den brede forankrede udlændingepolitik, og hans egen rolle som tilbagetrukken bassist i verdens kedeligste ministerium for alvor til at stå sin prøve.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00