Jeg sidder i sofaen i Joannahuset på Christianshavn og lytter til hende, ’Anna’ på 16 år. "Min far rev mig så hårdt i håret, at jeg stadig mangler hår her". Hun løfter op i det smukke brune hår og viser den skaldede plet over øret.

Jeg spørger hende, hvor længe volden har været der? "Altid" svarer hun.

Men det er først nu, jeg taler om det. "Da jeg var yngre, turde jeg ikke. Nu tør jeg ikke lade være".

Samtalerne der aldrig stopper

Jeg kigger i kalenderen og kan se, at jeg hver uge de seneste ni måneder har brugt to til tre hele dage på dialog og samtaler om og med de børn, unge og voksne, der har levede erfaringer med vold – både som udøvere, udsatte og vidner til vold.

Og som samtidig har oplevet at løbe spidsrod i landskabet af offentlige og private tilbud – og følt sig talt til i ’systemets sprog’.

Det er uden at vide, hvad det ville medføre af livsomvæltende konsekvenser, og at det system, der skulle gribe dem, ikke greb.

Jeg har talt med mange af kerneaktørerne i det private og offentlige Danmark, og de instanser, der sidder med bunker af svære komplicerede sager, og hvor presset bare stiger stødt. Det er som en gordisk knude.

Favntag med et vildt problem – en gordisk knude

Vores langsigtede program: ”En barndom uden vold i familien” er et systemisk forandringsprogram, der netop skal forsøge at få løsnet op for den knude. En problemstilling, som Ole Kirk’s Fond forinden har brugt et par år på at få afklaret i dialog med centrale aktører. 

Jeg er meget begejstret for at stå i spidsen for det nu lancerede program, men jeg er også ydmyg over for det problem, vi skal løse. Vi skal nemlig tage favntag med et vildt problem, som er for komplekst til at blive løst af én instans - at der i hver skoleklasse sidder to til fire børn, der lever med vold derhjemme samtidig med, at vi i kommuner, hos politiet med videre kun har kontakt med ét ud af de ti børn.

Der er et aktørfelt, hvor intentionerne er gode, men ingen er hidtil lykkes med at knække kurven, sikre ordentlig opsporing eller bryde den onde cirkel, der betyder, at vold går i arv i generationer. Derfor er det nu tid til at gøre noget nyt.

Vores nuværende børnesyn blokerer for de rigtige løsninger

De oplever at blive gjort til problemet; ”Det svære barn, det farlige barn, diagnosebarnet” - frem for bare et barn, der reagerer på vold.

Lisbeth Jessen
Programchef, ’En barndom uden vold i familien’ - en programindsats igangsat af Ole Kirk’s Fond

Børn og unge bekræfter vores foreløbige indsigter fra fagpersoner: At vores børnesyn i Danmark desværre er præget af mistro til børns fortællinger: Kan det mon passe det, barnet siger?

Unge som Anna fortæller om at gå ind ad døren til politiet, kommunen eller skolen efter lange og svære overvejelser for at få hjælp, fordi de har et problem derhjemme, men endte med ikke at blive troet på.

De oplever at blive gjort til problemet: 'Det svære barn', 'det farlige barn', 'diagnosebarnet' - frem for bare et barn, der reagerer på vold.

Børn og unge fortæller om selv at skulle dokumentere skaderne og føre logbog for at trænge igennem hos politi og kommune. En slags omvendt bevisbyrde.

At forstå kerneårsagerne til volden og hvad der holder den fast

Siden vi lancerede programmet i marts 2023, har vi fået metodisk støtte af forandringsbureauet Operate.

Med inspiration fra designtænkning arbejder vi med modellen FORSTÅ, SKAB og VIRK og en masse forskellige greb og analyser til at forstå kerneårsagerne til vold, og hvad der holder den fast. Hold op hvor jeg lærer meget hver dag.

Det lyder fancy og svært. Egentlig startede vi bare med et stort stykke brunt papir, hvor vi skrev alle de aktører og mennesker ned, der er omkring et barn. Fra en kvinde bliver gravid, og til et barn fylder 18 år.

Selvom jeg selv er en fagperson med mange år i politiet og i krisecenterverdenen, overraskede det mig, hvor mange kontaktflader et barn egentlig har. Men også hvor få private og offentlige fagpersoner, der arbejder sammen og udnytter hinandens kompetencer og ressourcer.

Vi skal lægge vores ’bandeveste’ og læne os ind mod hinanden

En central del af arbejdet med systemisk forandring er at arbejde med mindset og adfærd. Det er den del, der har været allermest inspirerende – og overraskende for mig.

Mere end 150 interviews og samtaler har gjort os klogere på centrale indsigter fra alle. Indsigterne har vi brugt for at nå ned til kerneårsagerne og identificere, hvad der holder volden fast.

Lisbeth Jessen
Programchef, ’En barndom uden vold i familien’ - en programindsats igangsat af Ole Kirk’s Fond

Kort fortalt skal vi alle, for at lykkes, lægge vores ’bandeveste’. Vi skal turde læne os ind mod hinanden med fokus på sagen. Glemme kampen om magt og finansiering – og erkende, at vi lige nu alle er med til at fastholde problemet, uanset om vi er en NGO, arbejder i sundhedsvæsenet, i politiet, i staten, i kommunen, i skolesystemet eller i en fond.

Vores egeninteresser og mindset skygger for barnets behov. Men heldigvis er vi også alle sammen en del af løsningen – og derfor skal vi prøve at samarbejde om ny løsninger, processer og metoder.

Mere end 150 interviews og samtaler har gjort os klogere på centrale indsigter fra alle. Indsigterne har vi brugt for at nå ned til kerneårsagerne og identificere, hvad der holder volden fast.

Verdens største ’undskyld’

Vores første aktørseminar 31. august viste mig, at vi godt kan finde nye veje.

Seje, dygtige mennesker fra det private og offentlige Danmark gjorde præcis det, de dage i Horsens, hvor vi præsenterede vores arbejde og fik hjælp til at identificere, hvilke målsætninger programmet skal arbejde efter.

For vi løber i bund og grund hen imod det samme mål: At hjælpe voldsudsatte børn. Vi skal bare lære at gøre det sammen og koordineret.

I Horsens oplevede jeg også i den grad en ægte lydhørhed over for de oplevelser, som tre tidligere voldsramte unge med deres egne ord fortalte om på dagen.

Børn som Anna og deres oplevelser er vigtige i forandringen.

Lisbeth Jessen
Programchef, ’En barndom uden vold i familien’ - en programindsats igangsat af Ole Kirk’s Fond

Det var og er til evig tid utrolig stærkt at høre et barn fortælle sin historie og virkelig lytte til det, der bliver sagt. Som en kollega fra politiet formulerede det, så har man bare brug for at sige verdens største ’Undskyld’.

Undskyld til de børn, som systemet på mange måder holdt fast i volden, og som ikke fik den rigtige hjælp.

Vi skylder børn og unge at gøre det hele bedre i morgen med fokus på deres behov for hjælp.

Som en klog leder af et opholdssted sagde "før vi handler, skal vi lære at lytte."

Børn som Anna og deres oplevelser er vigtige i forandringen.

Da jeg forlader hende den aften i Joannahuset, er hun rolig og har fået mad, te og omsorg.

Det er ikke første gang, hun er her. De ansatte ser hende, hjælper hende med at række ud til myndighederne og giver hende troen på, at hun kan få hjælp til et liv uden vold.