Mette Frederiksen er sprunget ud som høg

”Det er ikke noget, vi er presset til at gøre. Vi gør det, fordi vi vil det.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun for nylig begrundede, hvorfor Danmark skal ændre sikkerhedspolitik og tillade amerikanske tropper på dansk jord. En melding, der kom midt i den højspændte Ukraine-krise.

Der er alt mulig grund til at tage Mette Frederiksen på ordet, for hun har markeret sig som den mest USA-venlige danske statsminister - i hård konkurrence med Anders Fogh Rasmussen (V). Det gælder i al almindelighed, og det gælder i særdeleshed i konflikten med Rusland.

Den danske regering er helt fremme i skoene mod den russiske bjørn, og holdningen hos Mette Frederiksen og hendes ledende ministre er meget uforsonlig.

Det fremstilles nærmest som om, at russerne er et underligt, uberegneligt folkefærd, man lige så godt kan opgive at forstå – en stormagt, der kun respekterer magtens sprog.

Den vestlige fortælling
I konflikten mellem Rusland og Ukraine er der to fortællinger, der står stejlt over for hinanden – og som indtil videre har blokeret for et kompromis.

Den vestlige fortælling er velkendt:
Her er det entydigt Rusland, der er den aggressive part.
Nato ses som en defensiv militærpagt, russerne intet har at frygte fra. Det er et argument både Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fremfører igen og igen.

Putins Rusland derimod bruger sit militær mod nabostaterne. Rusland har ulovligt annekteret Krim og støtter russisk-sindede oprørere i det østlige Ukraine, hvor Putin netop har anerkendt to udbryderrepublikker som selvstændige. Helt efter samme mønster, som russerne invaderede Georgien og støttede udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien.

Den nuværende russiske troppeopbygning mod Ukraine viser Putin-styrets aggressive karakter – og hvis der ikke trækkes en streg i sandet, vil Rusland blive ved at med at være en trussel mod nabolandene.

Rusland har også været aktiv i cyber-angreb og gjorde sit til at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det gør det kun værre, at Putin har skabt et semi-diktatur og undertrykker sin egen befolkning.

Sådan ser det ud fra Natos ringhjørne.   

Den østlige udgave
Men den russiske side har et ganske andet perspektiv:

Her ser man absolut ikke Nato som en defensiv militærpagt, men som en reel trussel.
For Nato har ikke kun forsvaret eget territorium eller reageret, når Nato-lande har været truet. Nato angreb Serbien uden et FN-mandat i forbindelse med Kosovo-konflikten, og Nato bombede Gaddafi i Libyen for at støtte lokale oprørere. I ingen af tilfældene var Natos territorium truet.

Og frem for alt: Nato har ikke overholdt den ”forståelse”, der var mellem den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og de vestlige ledere i 1989-90. En forståelse, hvor Sovjet accepterede Tysklands genforening og Warszawapagtens opløsning, mod at Nato til gengæld ikke rykkede helt frem til den russiske grænse. I russisk optik var en tale om klar forståelse, som Nato løb fra, da Rusland var svagt.

Stort set alle tidligere Warszawapagt-lande er i dag medlemmer af Nato – og tanken om, at Ukraine også kan blive det, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på russerne, der siden 2. Verdenskrig har haft strategien om en stødpudezone mod Vesten som noget helt centralt. 

Et af de hyppigst gentagne russiske argumenter lyder således: Hvordan ville USA reagere, hvis Canada og Mexico indgik en forsvarspagt med Rusland, der tillod russiske tropper ved grænsen til USA?

Ingen formel aftale
Et af de helt centrale stridspunkter er, om der rent faktisk var en forståelse mellem Sovjet og USA om ikke at udvide Nato mod øst. Her kommer det an på, om man mener en politisk forståelse i bred forstand eller en juridisk bindende aftale.

Den daværende amerikanske forsvarsminister James Baker lovede i 1990 under en samtale med Gorbatjov, at ” Natos  myndighedsområde ikke ville rykke én tomme mod øst.” Den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher udtrykte sig i lignende vendinger. 

James Bakers formulering blev dog ikke godkendt hjemme i Washington, da man frygtede, at den kunne misbruges til at give russerne fortsat indflydelse i det tidligere Østtyskland.

I aftalen om den tyske genforening er der ingen klausuler, der forhindrer en Nato-udvidelse, så Bakers udtalelse er det nærmeste, man kommer på en formel bekræftelse af det russiske synspunkt.

Mikhael Gorbatjov har siden indrømmet, at der ikke findes nogen formelle løfter fra Nato, men Gorbatjov udtalte samtidig i et interview med Russia Beyond, at Natos udvidelse ” helt sikkert er et brud på ånden i det, der blev sagt og forsikret os i 1990”. 

Selv koldkrigerne Nixon og Reagan fik lavet realpolitiske nedrustningsaftaler med de russiske ledere.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Nixon og Reagan
Kendetegnende for den aktuelle konflikt er, at der fra begge sider synes meget lidt vilje til at forstå den anden parts motiver og interesser. Og overraskende nok: En mindre forståelse for modparten end under den kolde krig. 
 
I 70’erne lykkedes det koldkrigeren Richard Nixon at få landet en nedrustningsaftale med Sovjet, og det samme lykkedes for den ligesindede Ronald Reagan i 80’erne. De store ideologiske modsætninger blev sat til side til fordel for en realpolitisk accept af modstanderens interesser, så der blev grundlag for kompromiser. 

I dag er det primært Nato-lande som Frankrig og Tyskland, der står for en kompromisvillig linje, mens Danmark sammen med Storbritannien og en række østlige Nato-lande følger USA's hårde linje kurs over for Rusland.

Den danske regerings støtte til USA er usædvanlig demonstrativ - også før den aktuelle konflikt med Rusland. Således vakte det opsigt, da Mette Frederiksen i efteråret tog parti for USA i en strid med Frankrig om en ubåds-kontrakt med Australien, et emne der ligger langt fra danske kerneinteresser.

Tilbage til 50'erne
For en socialdemokratisk statsminister er det usædvanligt at følge amerikanerne så tæt.
Ganske vist har forsvarsminister Morten Bødskov (S) peget på, at de gamle socialdemokratiske statsministre fra 50'erne, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, også stod for en meget  USA-venlig kurs. Men heller ikke Hedtoft og H.C. Hansen ønskede fast stationering af amerikanske tropper i Danmark i fredstid. 

Bødskov fremstiller omvendt Socialdemokratiets USA-kritiske sikkerhedspolitik i 70'erne og 80'erne som en parentes i partihistorien.
Det er i så fald en ret lang parentes. For også Mette Frederiksens gamle mentor, Mogens Lykketoft (S), var ganske USA-kritisk, da han blev udenrigsminister i Poul Nyrup-Rasmussens (S) SR-regering i år 2000. Den kritiske linje gav Lykketoft en folkelig popularitet, han ikke opnåede før eller siden.

Heller ikke under Thorning-regeringen fra 2011-15 nåede USA-begejstringen samme højder som under Mette Frederiksen.

På vej over et år
Sagen om udstationering af amerikanske tropper på dansk jord har været diskuteret i Udenrigspolitisk Nævn i over et år, men Mette Frederiksen valgte at gøre det offentligt midt under Ukraine-krisen.

Det er næppe tilfældigt, for i den situation vil der være mindre modstand i Folketinget mod de kontroversielle planer. På pressemødet erklærede statsministeren sig tilmed villig til at "gøre amerikanerne en tjeneste hver eneste dag".

Det bliver interessant at se, om Mette Frederiksens vælgere er parate til at følge hende på den vej.