Mette Frederiksen har fået europæisk skyts til sin udlændingepolitik

Strammer-klubben
Spørgsmålet om asylpolitikken er igen strøget til top på den europæiske dagsorden, og emnet har været centralt i de fleste af Mette Frederiksens mange udlandsrejser siden valget.

Baggrunden er lige for: Presset fra flygtninge og migranter er igen steget dramatisk ved Europas ydre grænser – og sidste år søgte op mod en million asyl i EU. Det har endnu ikke nået et niveau som ved flygtninge- og migrantkrisen i 2015, men det er den største tilstrømning siden dengang. Og selvom EU står et andet sted i dag, mangler man stadig et samlet svar på, hvordan man håndterer den situation.

På den ene side står en samling lande, der ønsker en strammere kurs: Det er stort set alle østeuropæiske lande samt Italien, Holland og nu også Sverige.

Dertil kommer lande som Danmark, Østrig, Malta, Slovakiet, Grækenland, Estland, Letland og Litauen, der i februar sendte et fælles brev til EU-Kommissionen for at få den til ”udforske nye løsninger og innovative måder til at tackle irregulær migration og forhindre tilstrømning, inklusiv at se på nye og effektive tilgange med partnerlande". 

Den østrigske regering har konkret vist interesse for de danske bestræbelser for at etablere et modtagecenter i Rwanda, hvor asylansøgerne efterfølgende skal blive, hvis de får asyl. Også det hollandske parlament har besluttet at samarbejde med Danmark om et modtagecenter uden for Europa.

Briterne står på spring
I Storbritannien arbejdede man parallelt med de danske planer for at få en aftale med Rwanda, og sidste forår lykkedes det UK at overhale Danmark og få en aftale på plads. Den britiske regering havde dog ikke gjort sit hjemmearbejde, og flyet til Rwanda blev standset i tolvte time af de britiske retsinstanser.  

Men i løbet af af de næste par måneder ventes de juridiske tvister afgjort i de britiske retssale, og får regeringen medhold, forventer briterne  at sende de første asylansøgere afsted til Rwanda allerede i løbet af juli.

Sker det – og kommer det vel at mærke til at virke efter hensigten – vil det påvirke spillet i EU. Det var netop rollen som ”first mover”, den tidligere danske S-regering gik efter. Ud fra devisen, at en sådan model vil danne skole for en hel stribe europæiske lande.

Omstridt fordeling
På den anden side er der stadig toneangivende lande i EU som Frankrig og Tyskland, der står for en ganske anden og betydelig blødere linje. Og så er der naturligvis EU-Kommissionen, der er lodret imod Rwanda-modellen - og i stedet ønsker en fordelingsmekanisme mellem EU-landene, så de lande, der modtager flest flygtninge og migranter efter en bestemt fordelingsnøgle kan sende nogle videre til andre lande.

Det er et forslag, der har vakt intens politisk debat i EU, siden tanken første gang kom på banen under krisen i 2015.

Tilhængere af forslaget fremhæver, at det er mest solidarisk at deles om belastningen i stedet for en situation, hvor lande som Italien og Østrig segner under presset, mens en række andre EU-lande stort set ikke modtager nogen asylansøgere og migranter. Det vil også give mere ordnede forhold for migranterne, der ofte mistrives i overfyldte lejre.

Modstandere frygter derimod, at en fordeling i EU blot vil opmuntre til endnu mere migration, fordi der bliver en mere ordnet vej ind i EU.

Desuden peger kritikerne på, at migranter ikke i længden vil blive boende i lande som Polen, Ungarn eller Rumænien, hvis de bliver placeret der. Langt de fleste vil før eller siden søge videre til lande som Tyskland, Holland, Belgien, Danmark og Sverige med bedre velfærdssystemer og allerede eksisterende migrantsamfund.

En obligatorisk fordeling har kun ringe chance for at komme igennem i EU's ministerråd.

Den danske regering vil følge intenst med i afgørelsen hos de britiske retsinstanser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Brexit på afstand
Når det gælder Rwanda-projekterne, er det reelt helt det samme, Danmark og Storbritannien stræber efter. Alligevel har der ikke været noget formelt samarbejde om planerne. Det skyldes primært, at briterne var i "bad standing" i EU efter Brexit, men efter Boris Johnsons afgang og krigen i Ukraine er en forsigtig normalisering langsomt på vej mellem briterne og deres tidligere EU-partnere. 

Den nye britiske premierminister Rishi Sunak har fortsat Boris Johnsons Rwanda-politik, og den konservative regering har nu skærpet kursen og satser på en langt mere konsekvent hjemsendelse af illegale migranter.

Den danske SVM-regering satser primært på at få moderniseret EU's asylpolitik, men formuleringen i regeringsgrundlaget er ret fleksibel. Her står blot, at "det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande."

Altså optimalt i EU-regi, men hvis det ikke er muligt, kan man vælge andre samarbejdspartnere. Derfor vil Mette Fredriksen og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) intenst følge med i afgørelsen hos de britiske retsinstanser. 

Barske metoder
Indtil da arbejder EU-landene videre med at styrke Unionens ydre grænser.
Det er der bred enighed om i EU på trods af, der jævnligt kommer brutale historier frem om de metoder, der anvendes.

Det drejer sig dels om ret hårdhændede metoder fra EU's eget grænseagentur Frontex, dels rædselsvækkende beretninger om tilstandene hos nogle af EU's samarbejdspartnere i grænsebevogtningen. På det seneste har der især floreret historier om den libyske kystvagt og landets militser, der beskyldes for at holde migranter under slavelignende forhold. Men EU-politikere er meget tilbageholdende med at gribe ind. 

Forklaringen er naturligvis, at EU ikke kan kan leve med, at de kaotiske tilstande fra 2015 gentager sig - med negative konsekvenser for integrationen og en ny opblomstring af den indvandringskritiske højrefløj til følge. Det er i det lys, den danske regering håber, at idéen om et modtagecenter uden for Europa nu kan få vind i sejlene.  

Nødbremsen
Selvom bevogtningen ved EU's ydre grænser er skærpet siden 2015, er det et åbent spørgsmål, hvordan EU-landene vil reagere, hvis der igen går hul i grænsen. Det kan i princippet ske når som helst. 

Man kan bare forestille sig, hvad der vil ske, hvis den autokratiske tyrkiske præsident Erdogan taber valget om uge - og som en anden Donald Trump nægter at anerkende valgresultatet. Med over to millioner syriske flygtninge holdt tilbage i Tyrkiet, og et internt tyrkisk opgør, kan det potentielt igen føre enorme flygtningestrømme op i Europa. Det er bare et enkelt scenarie fra et af EU's mange ustabile nabolande.

Hvis store migrant- og flygtningestrømme igen når den danske grænse, har SVM-regeringen forbeholdt sig ret til at bruge den såkaldte asyl-nødbremse. Nødbremsen er en dansk opfindelse fra 2017, som i særlige tilfælde giver integrationsministeren ret til at beslutte, at asylansøgere kan afvises ved indrejse fra et land, som er med i Dublinforordningen. Det kan i princippet betyde, at regeringen nægter at modtage asylansøgere, der kommer til den dansk-tyske grænse

I spørgetimen til statsministeren for et par uger siden, udtalte Mette Frederiksen, at " det er helt afgørende, at vi med det samme kan lukke den danske grænse, hvis der kommer en situation som i 2015". 

Men vil regeringen også gøre det i praksis - med de diplomatiske omkostninger det vil have i forhold til tyskerne? Det er et ganske andet spørgsmål.

Det dilemma håber SVM-regeringen at slippe for at havne i. For Mette Frederiksen er det blevet et kapløb med tiden for at få modernisereret det europæiske asylsystem, inden den næste bølge flygtninge og migranter når den danske grænse.