Mette Frederiksen har tabt 200.000 vælgere siden valget: "De røde socialdemokrater er dybt skuffede"

"Der er mange, der opfatter det som blå, liberal økonomisk politik, når man skærer ned på velfærden for at få arbejdsudbuddet til at stige."

Valgforskeren henviser konkret til afskaffelsen af store bededag, der medførte, at landets ældste arbejderparti fik den samlede fagbevægelse på nakken.

Men også at partiet for tiden får på puklen for at ville afskaffe seniorpensionen, der gives til danskere, der har lægens ord for, at de er nedslidte. Regeringen vil i stedet opgradere Arne-pensionen – men slet ikke i et omfang, der kompenserer for den rundbarberede seniorpension.

Kasper Møller Hansens hårde vurdering tager afsæt i en ny analyse af vælgervandringer, som han selv har lavet for Altinget.

Konklusionen er mildest talt dyster for Mette Frederiksen og hendes parti:

Siden valget 1. november har Socialdemokratiet i alt tabt mere end 200.000 stemmer.

Næsten tre fjerdele af de utilfredse socialdemokratiske vælgere ville i stedet stemme på Pia Olsen Dyhr og SF, hvis der var folketingsvalg i dag.

Konkret står SF til at vinde 140.000 stemmer på bekostning af Socialdemokratiet, mens Enhedslisten og Mai Villadsen samlet har overtaget lidt mere end 20.000 frafaldne S-vælgere.

Nyrups forkætrede indgreb i efterlønnen

Selvom de utilfredse socialdemokrater primært søger mod partierne på venstrefløjen, er det også værd at bemærke, at Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne kaprer stemmer på Socialdemokratiets bekostning.

Morten Messerschmidt og Inger Støjberg har nemlig hver især hapset lidt mere end 10.000 stemmer fra Mette Frederiksens parti.

Selvom Socialdemokratiet og regeringen taber på både gyngerne og karrusellerne, er det samlet set den røde opposition, der lukrerer på regeringens krise. Når man lægger til og trækker fra, ser man, at regeringen har mistet cirka 214.000 stemmer til de røde partier inklusive Radikale. I alt har cirka 196.000 flyttet sig til et af de resterende partier i den blå blok.

Matematikken betyder, at flertallet bag regeringen for længst er væk.

At der er stor skuffelse og vrede i brede vælgersegmenter over en socialdemokratisk regering, det er jo ikke nyt

Niels Wium Olesen
Lektor i historie på Aarhus Universitet

I Altingets seneste snit af målinger står Socialdemokratiet til 21,8 procent af stemmerne. Ved valget i november fik Mette Frederiksens et resultat på 27,5. I skrivende stund står Socialdemokratiet til at miste 11 af deres 50 mandater.

Spørger man Erik Holstein – Altingets politiske kommentator – er tallene udtryk for en "monumental krise".

"I de 30 år, jeg har været på Borgen, har jeg kun én gang før set socialdemokraterne været ude for en så massiv blødning på så kort tid: Det var for 25 år siden, da Nyrup lavede sit forkætrede efterlønsindgreb," siger Erik Holstein.

Ligesom dengang skal årsagen til vælgerflugten findes i, at mange socialdemokrater grundlæggende er uforstående overfor den kurs, deres repræsentanter på Christiansborg har slået ind på, lyder analysen:

"Rigtig mange socialdemokratiske vælgere slet ikke forstår, hvorfor Mette Frederiksen har taget et højresving i den økonomiske politik," siger Erik Holstein.

Vælgerne godtager ikke den overspændte krisefortælling, der skal retfærdiggøre et unikt regeringssamarbejde mellem rød og blå, lyder det fra den politiske kommentator.

"Mette Frederiksen har købt den borgerlige logik om nødvendigheden af konstante arbejdsudbudsreformer, men det er stik imod hendes egen fortælling fra de første år som formand. Hendes egen, stærke fortælling er braset sammen," siger han.

Reformer eller ej?

Det er slet ikke en nyhed, at Mette Frederiksen i de senere år har tilegnet sig et andet sprog og en ny politik i spørgsmålet om reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft.

Da hun i 2015 blev formand for Socialdemokratiet var det med en rød indgangsbøn om, at de store, upopulære arbejdsudbudsreformer hørte fortiden til. Syv år senere – i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringen i december – sagde hun, at man ikke kan "være for eller imod arbejdsudbudsreformer".

"At indtage det synspunkt, at der ikke er flere, der skal i arbejde og beskæftigelse, og at vi ikke skal gøre os rigere og dygtigere, er et mærkeligt synspunkt," lød fra statsministeren.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det først nu, de røde socialdemokrater for alvor opdager konsekvensen af de nye blålige toner, der for alvor blev slået an i forbindelse med "Konferencen om fremtidens Danmark" i Fredericia i august 2021.

Han griber tilbage til Mette Frederiksens første tid som formand for Socialdemokratiet for at understrege sin pointe:

"Dengang var der mange socialdemokratiske vælgere, der accepterede den nye stramme udlændingepolitik i bytte for – ikke bare regeringsmagten og en stærk centrum-venstre koalition – men også en økonomisk politik, der var markant rødere end under Thorning og Corydon."

Problemet er, at mange i skrivende stund oplever, at Socialdemokratiet grundlæggende fører borgerlig politik på alle fronter med det resultat, at man taber vælgere til både højre og venstre, lyder det.

"Mette Frederiksens oprindelige strategi, da hun overtog formandsposten i Socialdemokratiet i 2015, var både med til at sikre regeringsmagten og en stærkere velfærdspolitik symboliseret med Arne-pensionen. Men hendes nye strategi har slet ikke den samme effekt," siger valgforskeren.

S er vant til modgang

Niels Wium Olesen er lektor og historiker ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Han forsker i Danmark og Europas politiske historie.

Han er helt med på, at der for tiden er blæst på den socialdemokratiske bro. Men det er slet ikke et nyt fænomen i partiet, der har mere end 150 år på bagen. Og derfor forventer han ikke, at S-toppen kommer til at lægge kursen om.

"Det er meget svært at foretage en retræte nu. Og med udgangspunkt i partiets nuværende tilstand og historiske tradition, så tyder alt på, at man kan bære modgangen. Jeg kan ikke sige, om de kommer til at vinde valget om fire år, og om SVM-projektet kommer til at briste eller bære. Men man skal virkelig ikke undervurdere partiets disciplin og evne til at tåle kriser og kritik," siger Niels Wium Olesen, der føjer til:

"At der er stor skuffelse og vrede i brede vælgersegmenter over en socialdemokratisk regering, det er jo ikke nyt. Det sled Anker Jørgensen, Poul Nyrup og Helle Thorning-Schmidt også med, og de fik alle sammen kritik for at være for blå, ligesom det for tiden er tilfældet med Mette Frederiksen," siger han.

I historikerens øjne har Socialdemokratiet valgt den nuværende politiske kurs og parlamentariske strategi af to årsager.

For det første, fordi partitoppen mener, at Danmark reelt har brug for hårde reformer. Og for det andet, fordi alternativet ikke er bæredygtigt på den lang bane, hvis magten skal blive på Mette Frederiksens hænder:

"Da Mette Frederiksen kom til som formand, var det med en økonomisk politik, hun undervejs i sin første regeringsperioden kom til at opfatte som uholdbar. Det blev skåret ud i pap med "Danmark kan mere"-reformerne fra september 2021, der var en klar indrømmelse af, Danmark skulle styres efter konkurrencestatens principper," siger han og fortsætter:

"Og hendes forslag om en bred regering tog udgangspunkt i en analyse om, at den danske humblebi ikke kan blive ved med at flyve, hvis man baserer sig på venstrefløjens støtte," siger han.

Lektien fra Thorning-regeringen

Selvom Mette Frederiksens i høj grad har markeret sig som en antitese til Helle Thorning-Schmidt, kan hun med fordel kigge på sin forgænger, lyder det fra Niels Wium Olesen.

"Helle Thorning-Schmidts regering har et dårligt eftermæle, men man skal huske, at den ved valget i 2015 faktisk producerede den første fremgang for Socialdemokratiet i næsten 20 år. Den blev trods de mange hårde reformer anerkendt blandt mange S-vælgere som en delvis succes. Derfor forventer jeg, at man kommer til at fortsætte i den retning og forsøge at minimere tabene henad vejen," siger han.

Men når alt kommer til alt, er det alfa og omega, at regeringen kommer i mål med politiske resultater, der skaber konkrete forbedringer af sundhedsvæsenet, det samlede uddannelsessystem og arbejdsmarkedet som helhed, lyder vurderingen fra Niels Wium Olesen.

"Vælgerne skal indse, at den politik, man fører, er det mindste af to onder. Det er slet og ret en opgave, der handler om, at man skal vise konkrete resultater. For man kan ikke tale vand opad."