Om  
Mette Gjerskov
Jeppe Kofod
Tanja Larsson

Folketingspolitiker Mette Gjerskov er død

Tidligere minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet Mette Gjerskov er død. Hun blev kun 56 år. 

Mette Gjerskov var verdensmålsordfører og tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Mette Gjerskov var verdensmålsordfører og tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selma Hildebrand Frederiksen

Den socialdemokratiske politiker Mette Gjerskov er død. Hun blev 56 år. 

Hun gik bort mandag. Familien bekræfter dødsfaldet overfor Ritzau, skriver Berlingske.

Mette Gjerskov har været medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 2005. Her var hun verdensmålsordfører for partiet. Hun har tidligere været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Hendes politiske virke var præget af op- og nedture, lyder det fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein: 

"Mette Gjerskov var meget principfast, og hun rettede ikke nødvendigvis ind efter partilinjen. Hun stod fast på sine holdninger. Man kan ikke beskylde hende for at have været en karrierepolitiker." 

"Derfor fik Gjerskov problemer, da Mette Frederiksen kom til og for alvor strammede partiets udlændingepolitik. Da Gjerskov i 2018 gik imod partilinjen og nægtede at støtte et burkaforbud, mistede hun sit ordførerskab for udviklingsbistand som straf," siger Erik Holstein.

Efter noget tid ude i kulden blev hun dog gjort til miljøordfører.

"Uanset om man var enig eller uenig med Mette Gjerskov, tror jeg, at de fleste vil huske hende som et venligt og lattermildt menneske," tilføjer den politiske kommentator.

Læs også

Syg i længere tid

Hun har haft orlov fra Folketinget en stor del af denne valgperiode.

I februar blev hun sygemeldt endnu engang og på sin facebookside forklarede den nu afdøde politiker, at hun i en årrække havde døjet med smerter på grund af en omfattende nervebetændelse. Det krævede en stærk medicinsk behandling, som gav Mette Gjerskov stærke bivirkninger – og det var derfor, hun blev sygemeldt i februar. 

"Det var selvfølgelig velkendt på Christiansborg, at Mette Gjerskov havde været syg længe, og at hun havde mange smerter. Men der var ikke meldinger om, at sygdommen var livstruende. Det kommer som lidt af et chok," siger Erik Holstein.

Jeppe Kofod (S) trådte til som stedfortræder for Mette Gjerskov i februar. Siden trak han sig fra politik, og Tanja Larsson (S) blev i stedet Gjerskovs suppleant. Samtidig overtog Birgitte Vind (S) rollen som verdensmålsordfører.  

Mette Gjerskov blev født i juli 1966. Før hun blev politiker, gik hun den akademiske vej: I 1993 blev hun kandidat i landbrugsvidenskab fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Tanja Larsson

Fhv. MF (S)
fysioterapeut

0:000:00