Køb abonnement
Annonce
Debat

Mette Thiesen: Flere love og regler kommer ikke til at hjælpe de udsatte børn

Det er spild af danskernes skattekroner, når regeringen indfører flere regler og love målrettet mod udsatte børn. Det gør nemlig blot lovgivningen på området mere kompliceret, skriver Mette Thiesen.
Det er spild af danskernes skattekroner, når regeringen indfører flere regler og love målrettet mod udsatte børn. Det gør nemlig blot lovgivningen på området mere kompliceret, skriver Mette Thiesen.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
21. maj 2021 kl. 11.00

M

medlem af Folketinget og socialordfører, Nye Borgerlige

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er og bliver skamfuldt for os som samfund, at vi gang på gang kan læse, hvordan udsatte børn er blevet svigtet af kommunen.

Jeg er derfor ikke uenig i intentionen om at hjælpe udsatte børn, og det er heller ikke for at være kontrær, at jeg som den eneste ordfører på vegne af mit parti Nye Borgerlige valgte ikke at være med i regeringens anbringelsesreform ”Børnene Først”.

Problemet er, at aftalen, der løber op i svimlende 750 millioner kroner, ikke ser ud til at forbedre ret meget for de udsatte børn.

Flere regler forvirrer kommunerne
Som eksperter på området 12. maj udtalte i Politiken, gør aftalen ikke meget andet end at tilføje overflødig lovgivning.

I 2011 foretog man med Barnets Reform allerede lovændringer, der skulle sikre tidlig indsats, flere rettigheder til børnene, kontinuitet i anbringelserne og meget mere.

Det grundlæggende problem er ifølge tidligere udtalelser fra Statsrevisorerne, at kommunerne simpelthen ikke har kompetencerne til at eksekvere på baggrund af den eksisterende lovgivning.

Mette Thiesen
MF (NB), socialordfører

I 2009 og igen i 2015 lempede man reglerne for adoption og tilføjede en pligt hos sagsbehandlerne om at overveje anbringelse som løsning.

Det grundlæggende problem er ifølge tidligere udtalelser fra Statsrevisorerne, at kommunerne simpelthen ikke har kompetencerne til at eksekvere på baggrund af den eksisterende lovgivning. Jeg er derfor ekstremt kritisk over for en aftale, der tilfører et komplekst område endnu et lag af jura.

Socialstaten svulmer unødvendigt
Der er ingen andre områder, der så tydeligt som socialområdet demonstrerer de grundlæggende mekanismer bag vores evigt svulmende socialstat.

Den første mekanisme er politikernes automatreaktion, der går ud på altid at se flere penge og mere lovgivning som svaret. Derfor bliver socialområdet mere og mere komplekst, samtidig med at de nye penge og flere sagsbehandlere tilført slet ikke hjælper de udsatte, fordi stigende kompleksitet i sig selv fører til mere travlhed på kommunekontorerne – og sandsynligvis også flere fejl.

Den anden mekanisme er, at jo flere penge, der sættes af, des mere vokser det offentlig spild af skattekroner, fordi hvert parti skal have deres fingeraftryk på aftalen.

Derfor er denne aftale fyldt med puljer, forskningsprojekter, familiehuse og task-forces en aftale, der giver en masse projektmagere fast arbejde i mange år frem, men som i begrænset omfang hjælper børnene.

Udsatte børn skal hjælpes gennem eksisterende lovgivning
Jeg går varmt ind for at hjælpe samfundets mest udsatte via skatten. Men jeg kan ikke stå inde for denne aftale, hvor løsningen på de store problemer er mere af det samme, og som kun kan føre til spild af danskernes skattekroner i mange år frem.

Mit og Nye Borgerliges bud på en forbedring vil snarere være et stop for flere paragraffer, puljer og projekter, indtil man har løst problemerne fra bunden.

Mette Thiesen
MF (NB), socialordfører

Mit og Nye Borgerliges bud på en forbedring vil snarere være et stop for flere paragraffer, puljer og projekter, indtil man har løst problemerne fra bunden. Kommunerne skal begynde at overholde den eksisterende lovgivning. Hvis lovgivningen skal ændres, skal den forenkles frem for at gøres mere kompleks.

De udsatte børn skal hjælpes bedre. Men mere formynderi, flere regler og mere projektmageri er ikke løsningen.

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026