Michael B. Klitgaard: Republikanerne bruger racisme til at holde fast i magten  

Afro-amerikaneren George Floyds død i politiets varetægt i Minnesota udløste racebetingede uroligheder i amerikanske storbyer, hvis lige ikke er set siden Los Angeles stod i flammer i 1992.

I kølvandet på urolighederne fulgte diskussionerne om racismens væsen. Er racismen et strukturelt fænomen, der gennemsyrer institutioner, normer og adfærd, blev der spurgt. Uanset svaret på dét spørgsmål, så er racismen i amerikansk politik ikke kun strukturel. Den er også et politisk værktøj, republikanske partistrateger har benyttet i årtier og skaleret op i kaliber efter valget og genvalget af Barack Obama.

Det er et af argumenterne i det forskningsprojekt, politologerne Jacob Hacker fra Yale University og Paul Pierson fra Berkeley University for nylig har lagt frem i bogen Let Them Eat Tweets. How the Right Rules in an Age of Extreme Inequality.    

I udgangspunktet er de ikke interesseret i racespørgsmålet men i politiske årsager til det ekstreme økonomiske skel mellem middelklassen og rige amerikanere, der er opstået siden 1980’erne. I en række opsigtsvækkende publikationer forud for den seneste bog har de vist, hvordan republikanernes økonomiske politik er en af ulighedens væsentlige forklaringer. Næsten uden undtagelse omfordeler den fra middelklassen til de rige.

I den nye bog beskæftiger de sig med det paradoks, at partiet, til trods for alle vore forventninger til et demokrati, kan opnå og fastholde dets position på en politik, der gavner de få til ulempe for de mange.

Blandt eksemplerne på republikansk politik af en sådan støbning nævner de forsøget på at gennemføre en sundhedsreform i 2017, der ville fratage 16 millioner amerikanere deres sundhedsforsikring. Dernæst skattereformen fra 2017 som, når den er fuldt indfaset, har leveret stort set alle lettelserne til de absolut rigeste, mens middelklassen kan se frem til at betale lidt mere. Begge stykker politik var massivt upopulære – også blandt gennemsnitlige republikanske vælgere. Altså; hvordan kan et parti fastholde en magtfuld position på en politisk kurs, der har flertallet mod sig, og hvad er baggrunden for, at partiet fører en sådan politik?   

De sidste 10 år har vælgerundertrykkelsen fået en opblomstring i kraft af vedvarende bestræbelser på at indskrænke ikke-hvide vælgeres rettigheder.

Michael Baggesen Klitgaard

Baggrunden, forklarer forfatterne, er at den enorme kløft mellem rige amerikanere og middelklassen har forstærket det Harvard-politologen Daniel Ziblatt kalder det konservative dilemma.

Historisk set har konservative partier taget vare på den økonomiske elites interesser og beskyttet elitens sociale position. I takt med stemmerettens udvidelse til efterhånden alle samfundsgrupper, blev konservative partier konfronteret med et svært dilemma. På den ene side skulle de fastholde magt og indflydelse for at kunne forsvare elitens interesser.

På den anden kommer magt og indflydelse i et fuldt udbygget demokrati med evnen til at tiltrække det store flertal omkring midten af indkomstskalaen, hvis økonomiske interesser er nogle ganske andre end elitens.

Aktuelt kan republikanerne, skriver Hacker og Pierson, ganske som konservative partier i andre lande, vælge at moderere partiets økonomiske dagsorden, så den også omfatter middelklassens interesser, og ad den vej bringe flere (ikke-hvide) vælgere ind i folden. Men republikanerne følger en helt anden kurs. Partiet har radikaliseret dets økonomiske dagsorden til næsten ensidigt at tage vare på en elite, der investerer enorme økonomiske beløb i partiet og dets kandidater, som til gengæld kvitterer med den politik, eliten efterspørger.

I takt med at kløften mellem de rige og middelklassen vokser, accelereres det konservative dilemma. Republikanerne er fortsat afhængige af at kunne skabe flertal, og skal tiltrække vælgere, som er alle andre steder end i toppen af den økonomiske rangstige. Så hvordan kan partiet holde fast i magten? Det er her racismen går fra strukturelt fænomen til politisk værktøj.

Partiet undgår så at sige appeller til hvide vælgere i middel- og underklassen på det økonomiske spørgsmål, til fordel for at kultivere den politiske skillelinje, racespørgsmålet skaber. Det findes der utallige eksempler på. George H. Bush kampagnens Willie Horton reklame fra 1988 er et hyppigt femhævet eksempel, mens Donald Trumps delvise omfavnelse af racistisk motiverede grupper tager strategien til næste niveau.

Foruden kampagner og kommunikation i medierne afskæres ikke-hvide vælgere desuden fra indflydelse på valgenes udfald. Vælgerundertrykkelse har en lang historie bag sig i USA. Det er en disciplin, som også demokraterne har erfaringer med. Gennem årtier nød demokraterne i New York godt af den politiske maskine Tammany Hall, der ikke gjorde meget for idealerne om en fair demokratisk proces.

De sidste 10 år har vælgerundertrykkelsen fået en opblomstring i kraft af vedvarende bestræbelser på at indskrænke ikke-hvide vælgeres rettigheder. I 2012 var stemmeprocenten blandt sorte vælgere for første gang nogensinde højere end stemmeprocenten for hvide vælgere. Siden har flere stater vedtaget valglovsændringer, der med kirurgisk præcision er designet til at hindre ikke-hvide vælgere i at stemme.

I 2013 besluttede et republikansk flertal i North Carolina at indføre krav om fremvisning af en særlig type foto-ID for at få adgang til stemmeboksen -- en ID-type ældre, fattige afro-amerikanere, der typisk stemmer demokratisk, sjældent besidder. En appeldomstol underkendte dele af loven, men valgobservatører rangerer ikke desto mindre den demokratiske proces i North Carolina på linje med det de observerer på Cuba, i Indonesien og Sierra Leone.

Der er diskussion om lovenes effektivitet, men nærmest ingen tvivl om, hvorfor de introduceres. Det sker under republikanske flertal, og i områder hvor ikke-hvide vælgere udgør en særligt stor andel af vælgerbefolkningen. Grupper, som med deres stemme kunne svække republikanernes mulighed for at beskytte den økonomiske elite, forhindres kort fortalt i at afgive den.

Jacob Hacker og Paul Pierson er som andre fremtrædende politologer bekymrede for det amerikanske demokratis tilstand. I medierne fylder Donald Trump naturligvis uendelig meget, og han bidrager uden tvivl til at eskalere krisen. Men, slutter Hacker og Pierson, han skabte den ikke, og den forsvinder heller ikke med ham.

-----

Michael Baggesen Klitgaard (født 1971) er professor og institutleder ved Institut for Politik & Samfund – Aalborg Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.