Michael Kristiansen: Man kan godt føre stram udlændingepolitik med en ordentlig tone

Så fik vi paradigmeskiftet. Flygtninge skal fra første færd opleve, mærke og forstå, at deres ophold i Danmark først og fremmest er midlertidigt. På sin egen måde såre logisk, da det jo ligesom er det bærende koncept i flygtningebegrebet; vi passer på dig, til der atter er fred i dit land, og så kan du vende hjem igen. Forhåbentlig med styrkede ressourcer til gavn for både dig og dit hjemland.

Der er ingen tvivl om, at den nuværende Venstre-statsminister grundlæggende deler forgængernes faste, men fair tilgang, men kan han styre sine partifæller? 

Michael Kristiansen

Men sådan går det bare ikke i ni ud af ti tilfælde. En broget kombination af velfungerende nye tilværelser, varig ufred i hjemlandene, modvilje imod at modtage egne borgere i hjemlandene, fri adgang til dansk velfærd, uvilje imod at vende hjem og manglende kontrol og interesse for myndighedernes side gør, at de fleste flygtninge bliver til immigranter. En helt særlig problematik er de kriminelle afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, fordi hjemlandene ikke vil modtage dem, eller fordi de risikerer forfølgelse.

Problematikken er med andre ord til at få øje på, mens løsningerne er langt sværere. Og når løsningerne er svære, så hæves retorikken ofte.

Venstre-politikeren Torsten Schacks julefrokostbrandert af en Facebook-opdatering med en tallerken svinekød og en hånlig besked til Lindholms kommende beboere er ikke blot en nedladende sviner, men også udtryk for en nærmest politisk desperation over ikke at kunne løse problemerne.

Venstre-politikeren Torsten Schacks julefrokostbrandert af en Facebook-opdatering med en tallerken svinekød og en hånlig besked til Lindholms kommende beboere er ikke blot en nedladende sviner, men også udtryk for en nærmest politisk desperation over ikke at kunne løse problemerne.  

Michael Kristiansen

For lige meget hvor mange håndbajere og citronmåner Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup kyler ned, og hvor mange gange Martin Henriksen bedyrer, at færgen fra Lindholm heller ikke sejler i nat, så er problemerne jo stort set de samme – med eller uden en øde ø. Beboerne i Bording får muligvis lidt mere fred, men hvad med dem der bor i Kalvehave og omegn? Og hvem tror på, at øen får skippet flere kriminelle asylansøgere af sted og ud af landet?

Men kan man ikke levere, så kan man støje, og ingen gør det bedre end Inger Støjberg. Hun har vist endnu ikke taget æren for udvælgelsen af Lindholm som virkeliggørelsen af Karen Jespersens drøm, men mon ikke øens gruopvækkende historie passer hende glimrende og har været et parameter.

For ingen forstår symbolpolitik bedre end Støjberg, og det kan i nogle situationer fungere – for eksempel med indrykningen af annoncer i arabiske aviser. Men Lindholm. Nej, hvis ikke vi kan få dem ud, så skal de satme mærke, de er uønskede, og står det til Martin Henriksen, så behøver oprydningen af øen ikke stå i vejen for, at de første kriminelle afviste asylansøgere kan skibes afsted – ”Her bor jo allerede mennesker, så hvad er problemet?”

Tja, problemet er vel, at det ikke er til at holde ud at høre og se på.

Der er jo ingen, der ikke synes, det er dybt problematisk, at vi som samfund skal bruge penge og ressourcer på at underholde mennesker, som ikke burde være her. Vi forstår også godt, at det ikke er enkelt at løse, og vi vil heller ikke acceptere, at lokalsamfund som Bording bliver utrygt. Og måske giver det et øjebliks fryd at smække en tallerken svin i hovedet på de uønskede – for ud over at være kriminelle er de jo nok også muslimer (...), og måske kan Martin "Færgemand" Henriksen undgå, at DF taber endnu et mandat til Pernille Vermund, men problemerne bliver næppe løst.

Imens graves kløfterne dybere i vores samfund.

Glem visse dele af venstrefløjens politiske plattenslageri med de sædvanlige sammenligninger med en grufuld fortid. Men glem ikke, at det faktisk er muligt at føre stram udlændingepolitik og holde en ordentlig tone.

Tag bare Bertel Haarders tid som integrations- og europaminister fra 2001. Aldrig skingert, aldrig nedladende, men konsekvent i både handling og tale. Det var muligt at gennemføre et paradigmeskifte i udlændingepolitikken i 2001, uden at tonen gik over gevind – jo jo, Carsten Jensen gik amok, men pointen var måske netop, at når argumenterne ikke slog til, så blev kritikken skinger.

Lad mig skrue tiden tilbage til 2001 og Venstres landsmøde. Her talte Anders Fogh Rasmussen for markante stramninger, og retorikken var ikke blid, men han sagde også:

”Jeg siger også dette af hensyn til de mange indvandrere, som hver dag arbejder hårdt for at skabe en tilværelse i Danmark. Jeg har ved flere lejligheder haft møder med repræsentanter for indvandrerne. Senest som æresgæst, da pakistanerne i Danmark fejrede deres nationaldag. Det var en meget positiv oplevelse. Langt de fleste indvandrere har et stærkt ønske om at blive integreret i det danske samfund. Og de tager også afstand fra vold og terror.”

Vi lader det lige stå et øjeblik, mens vi lader Schacks variationer af svin og Støjbergs åbenlyse glæde over Lindholms beskaffenhed passere forbi.

Der er ingen tvivl om, at den nuværende Venstre-statsminister grundlæggende deler forgængernes faste, men fair tilgang, men kan han styre sine partifæller? Og tør han insistere på de grundlæggende værdier i en kommende valgkamp? Man kunne også vende spørgsmålet om – tør han lade være? For om ikke der efterhånden er en del liberale borgerlige vælgere, der ikke orker at høre mere svinsk tale?

......

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier.