Michael Kristiansen: Vi rykker tættere på en SV-regering

Reelt er en SV-regering mit bedste bud på udfaldet af den kommende valgkamp ud over en ren socialdemokratisk mindretalsregering.

For der er sket to afgørende ting den seneste uges tid.

For det første er Lars Løkke Rasmussen ved at indse, at løbet er kørt. Det vil og skal han selvfølgelig benægte. Men reelt er der INGEN som helst realistisk udsigt til fornyet blåt flertal, og problemerne bliver nærmest kun større uge for uge for VLAK-regeringen og dets støtteparti Dansk Folkeparti.

Især sidstnævnte er lige nu kastet ud i en politisk storm, hvor stort set alt enten går galt eller bliver udlagt, som om det er gået galt, og partilederens egen troværdighed er i frit fald hos vælgerne.

Det var Thulesen Dahls kanonvalg, der i 2015 sikrede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten, på trods af at Venstre fik et møgvalg, og Løkke personligt tabte stemmer i tusindvis, måske hundredtusindvis.

Men det er også selvsamme Thulesen Dahls frustrationer over ikke at få et tilbud om regeringsdeltagelse, der igangsatte den løsrivelse fra Venstre, som hen over valgperioden nåede at ende i et nærmest forbrødringsagtigt forhold til Socialdemokratiet.

Lars Løkke kan både redde æren og sit fortsatte politiske liv, og Mette Frederiksen bliver statsminister med udsigt til genvalg, så langt øjet rækker.

Michael Kristiansen

Nu har Thulesen Dahl så opdaget, at hans vælgere ikke deler hans begejstring for at spille på to heste, og han er i gang med at lægge afstand igen til Socialdemokratiet. Den manøvre er muligvis livsnødvendig for partiets valgresultat, men den kommer for sent, og som alt andet, DF foretager sig i disse måneder, så virker den for taktisk, lidt spinagtig og lidet troværdig på vælgerne.

Så statsministeren er uden udsigt til mandatmæssig hjælp fra Dansk Folkeparti. Og derudover er Liberal Alliance også i eksistentiel krise, hvor partileder Anders Samuelsen helt har mistet grebet omkring reformivrige borgerlige vælgere, og LA vil med al sandsynlighed også tabe terræn mandatmæssigt.

Den enes død er jo ofte den andens brød, men problemet i blå lejr er, at de frafaldne vælgere fra ikke mindst DF pisker hele vejen over på den anden af det politiske hegn, og derfor er Løkkes chancer ved at være så minimale, at det er tid til at tænke kreativt.

Og det kan statsministeren. Og det kan mærkes i Venstre og ikke mindst i cirklerne omkring Lars Løkke Rasmussen. Alle i Venstre ved, at statsministeren vil strække sig til det yderste for ikke at miste magten i partiet efter valget, og første forudsætning er, at Venstre går frem ved valget.

Og det bør Lars Løkke kunne levere. Partiet har aldrig haft så mange penge, og med DF og LA's deroute og manglen på en vælgerstærk konservativ leder, så skal Venstre mønstre en mandatmæssig fremgang.

Næste forudsætning for Løkkes overlevelse er, at Mette Frederiksen ikke uden videre kan danne en regering efter den første dronningerunde. Og den forudsætning er også rimelig sikker på at gå i opfyldelse, ikke mindst med en indebrændt radikal leder, som sandsynligvis vil have en solid fremgang med i rygsækken, og som på ingen måde vil have travlt med at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Med en fremgang til V og besværlige forhandlinger for Mette Frederiksen vil Løkke kunne købe sig tid. Også fordi det er de færreste i Venstre, der er ved at falde i svime over udsigten til at få Kristian Jensen som ny formand. Og han vil næppe have styrke nok til at få fjernet Lars Løkke i dette scenarie.

Herfra kan Løkke så håbe på, at forhandlingerne bliver langvarige, umulige og fulde af ultimative krav fra Skipper, Østergaard og Elbæk (hvis Alternativet sniger sig ind). At statsministermuligheden skal ende hos Løkke, er yderst tvivlsomt, men mindre kan også gøre det i det realpolitiske ræsonnement, der begynder at udkrystallisere sig i Venstre – eller måske rettere hos statsministeren.

Og her kommer den anden afgørende begivenhed ind i billedet. Nemlig Rasmus Paludan og hans just vundne opstillingsparathed. Det er vel nærmest det værst tænkelige for Lars Løkke i hans i forvejen nærmest sisyfosagtige udfordring. Den komplet rabiate Paludan vil gøre det sværere at gennemføre en valgkamp med en barsk udlændingeretorik og tillige skabe endnu mere stemmespild i den blå blok.

Men Paludan kan også være selve nøglen til en SV-regering. Hans og andres uhæmmede skaben splid kan kalde på en bred regering, der en gang for alle lægger de udlændingepolitiske stridsøkser og både gennemfører det, der skal til, men også har styrken til at sige fra over for det obskure og absurde.

Det bliver ikke med Mette Frederiksens gode vilje med en SV-regering, hun går selvklart efter en ren S regering, men mandaterne og partiledernes gøren og laden i valgkampen kan gøre et brugbart regeringsgrundlag yderst vanskeligt at få på plads.

Og S-DF-alliancen lider så hårdt under DF's frigørelse lige nu, og med DF's reducerede størrelse er den alliance sandsynligvis slet ikke så operativ som hidtil forventet.

Så når sommerferien er ved at være gået, og Østergaard og Skipper stadig er umulige, så kan SV-regeringen pludselig komme i spil. Og selv om den ikke skulle være en flertalsregering, så vil den have både DF og Radikales opbakning – og hvilken anden regering kan det?

Som med alt andet i politik kræver det, at begge parter får noget ud af en aftale og et kompromis. Lars Løkke kan både redde æren og sit fortsatte politiske liv, og Mette Frederiksen bliver statsminister med udsigt til genvalg, så langt øjet rækker.

Det siger sig selv, at alle involverede vil benægte muligheden for en sådan regering, indtil den pludselig opstår.

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier.