Mindeord: Jens-Peter Bonde var en visionær, der blev fanget i sit eget ekko

Jens-Peter Bonde er død.

Det er ulykkeligt, for JP var en inspirerende mand og en politisk kraft. Få har lært mig så meget. Først og fremmest lærte Jens-Peter mig, at der ikke går et skår af dig, hvis du bliver klogere eller skifter mening. Tværtimod, det er uklogt at lade være.

Jeg mødte Jens-Peter Bonde første gang i 2006 til et debatarrangement om EU. Jeg havde lige forladt gymnasiet og drømte om at komme til Bruxelles for at lave undersøgende EU-journalistik.

"Hvis du vil forstå systemet, skal du se det indefra," sagde Jens-Peter Bonde.

Det glemte jeg ikke. Kort efter kom jeg ind på Journalisthøjskolen og søgte en praktikplads hos JP, som han ikke havde slået op – og fik den.

JP havde en klar ledelsesfilosofi, som næsten var et fravær af samme: Der er ingen grænser for det ansvar, du kan få, hvis du tager det selv. Jeg tog alt, hvad jeg kunne få. Aldrig har jeg arbejdet så meget som i Bruxelles, og aldrig har jeg lært så meget.

Vi var et lillebitte hold, som knoklede solen sort med stemmelister, lovforslag og den første læsevenlige udgave af Forfatningstraktaten.

Vi arbejdede meget, men JP arbejdede mest. Han var altid på kontoret, når vi kom, og når vi gik. Det skete nogle gange, når vi begge sad til sent, at han kaldte mig ind på kontoret. Så havde han skænket os begge et glas vin. Der kunne gå timer, for der var mange fantastiske røverhistorier i den mand. Selvom jeg ofte har mødt ham i årene siden, så føler jeg, at der er mange flere røverhistorier, som jeg ikke nåede at få.

En del, som krydsede klinger med Jens-Peter Bonde i 80'erne og 90'erne, betragtede ham som en ensporet nejsiger. Det var ikke den Jens-Peter, jeg kendte. Ofte har jeg hørt ham rose politiske modstandere for opfindsomhed eller modet til at være visionære. Det er ingen hemmelighed, at Jens-Peter og jeg var politisk uenige om meget, men han satte pris på at blive sagt imod. Og han havde mod til at have sine egne visioner, selvom få hørte dem, og færre hørte efter.

Det værste ved politik er, at man skal gentage sig selv i en uendelighed, sagde han tit. Som regel på vej op på en talerstol eller ind i et interview. Jeg forstod først senere, da jeg blev journalist og selv holdt mikrofonen, hvor rigtigt det var, og hvor farligt det er for debatten.

Jens-Peter Bonde blev da også selv fanget i sit eget ekko. Og det frustrerede ham. Ofte, når vi traf hinanden, klagede han over, at det var svært at få lov at dele sine store tanker om Europa, hvis de ikke rimede på den, han var engang. Men Jens-Peter Bonde stoppede med at sige nej sådan cirka, da jeg blev født.

Han var ofte kritisk over for EU, bestemt – men han var en kritiker med nuancerede holdninger. På flere områder var JP tilhænger af mere EU, blandt andet på områder som klima og miljø.

Han skabte brede politiske samarbejder på tværs af nationaliteter og partiskel. Han sikrede mere åbenhed i EU, og han spillede endda en rolle i det, der blev Lissabon-traktaten.

Det, håber jeg, vil blive husket, når hans eftermæle skal skrives.

Andreas Marckmann Andreassen er digital redaktør og nyhedschef på Fagbladet Journalisten. Forfatter til 'Håndbog i EU for journalister' (2011, 2014, 2018, 2021). Praktikant hos Jens-Peter Bonde i Bruxelles/Strasbourg i 2007.