Om  
Jens-Peter Bonde

Mindeord: Fhv. MEP Jens-Peter Bonde (73) af politisk modstander Erik Boel

Intelligens og humor kendetegnede Jens-Peter. Enormt indsigtsfuld, en strålende debattør og dertil med en energi uden sidestykke. Både politisk og menneskeligt efterlader Jens-Peter Bonde et stort savn, skriver hans politiske modstander Erik Boel.

Erik Boel

Da Jens-Peter Bonde fyldte 60, dukkede jeg op til receptionen forklædt som - Jens-Peter Bonde i papmaché! Bonde tog den grovkornede spøg med oprejst pande. 

Vi var i Europabevægelsen nødt til at tage happenings og utraditionelle midler i brug for at hamle op med Jens-Peter Bonde. Gennem årtier var han EF-/EU-modstandens absolut stærkeste kort.

Der er i dagens Danmark mere end nogensinde brug for såvel Bondes Europa-begejstring som hans konstruktive kritik af samarbejdet.

Erik Boel
Fhv. formand, Europabevægelsen

Intelligens og humor kendetegnede Jens-Peter. Enormt indsigtsfuld, en strålende debattør og dertil med en energi uden sidestykke. Bonde har utvivlsomt været det mest indflydelsesrige danske medlem af Europaparlamentet. Først og fremmest fordi han, i de 30 år han sad i Parlamentet, demonstrerede, at han kendte sagerne. Typisk om svindel, bureaukrati og budgettet ned i detaljen. 

Ved de mange EU-folkeafstemninger i 00'erne drog Europabevægelsen naturligvis på valsen for at overbevise franskmænd, hollændere, irere og de nye medlemslande om unionens fortræffeligheder. Men når vi dukkede op i eksempelvis Dublin, havde Jens-Peter Bonde typisk lige været forbi. Bonde var tidligt ude og hans europæiske netværk second-to-none.

Gennem en snes år krydsede han og jeg mangen en klinge i medierne, på højskoler, i husmoderforeninger og i forsamlingshuse landet over. Bonde var ikke konfliktsky: Han uddelte øretæver og tog selv imod. Men han blev aldrig personlig. I toget hjem fra møderne fortsatte vi diskussionen, mere afdæmpet og altid hyggeligt.

Som pensionister slog vi ved flere lejligheder på Bondes initiativ pjalterne sammen. Vi skrev fælles kronikker og lancerede op til Parlamentsvalgene og folkeafstemningen i 2015 om retsforbeholdet fælles kampagner for at få folk til at stemme. "Stem og bestem", lød vort slogan. 

Vi var et umage par. Men vi havde begge flyttet os. Med Bondes egne ord: "Boel er blevet mere lydhør for den folkelige kritik. Bonde erkender, at alternativet til EU er et bedre EU". 

Ikke nem at sætte i bås
Bonde var ikke nem at sætte i bås.

Skulle man prøve alligevel: Han tog turen fra EF-modstander til light tilhænger af EU. Hans finest hour var uden tvivl nej'et til Maastricht traktaten i 1992, som banede vejen for de fire EU-forbehold.

Det var afgørende for Bonde, at nej'et ikke bare var et nej. Det skulle bruges som afsæt for en ny dansk Europapolitik med vægt på et mere åbent, demokratisk og nært samarbejde; visioner, der går som en rød tråd gennem hele Jens-Peter Bondes europæiske engagement. 

Der er i dagens Danmark mere end nogensinde brug for såvel Bondes Europa-begejstring som hans konstruktive kritik af samarbejdet for ikke at være stærkt nok forankret folkeligt. 

Efter Jens-Peter Bonde og jeg sås privat i de senere år i København eller på Bornholm (han gik op i Folkemødet med liv og sjæl), lærte jeg ham at kende som et varmt og generøst menneske. Både politisk og menneskeligt efterlader Jens-Peter Bonde et stort savn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens-Peter Bonde

Forfatter, redaktør, medstifter, JuniBevægelsen, fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EF og Junibevægelsen)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)









0:000:00