Mindeord: Jane Sandberg om fhv. overrabbiner Bent Melchior (92)

Onsdag morgen, kort før dagen gryede, slukkedes et lys. Overrabbiner, fredsaktivist og brobygger Bent Melchior gik bort.

92 år blev Bent. At skrive, at han var mæt af dage, er så langt fra sandheden, man kan komme. Sin høje alder til trods var Bent levende engageret. Han fulgte ikke bare med; han tænkte, skrev, debatterede og deltog i arrangementer.

Sidst, jeg så Bent, var hjemme i hans lejlighed for en måneds tid siden, hvor vi planlagde efteråret for Foreningen Brobyggerne.

Egentlig skulle vi have mødtes ude i byen, men elevatoren i Bents ejendom var i udu, og ugen inden havde han fået (endnu) mere bøvl med sine ben. "Tænk, at jeg må drømme om at få min gangart fra sidste uge tilbage", skrev han med sin eminente humoristiske sans intakt!

Mit venskab med Bent indledtes, kort før han rundede de 90. Vi mødtes, fordi vi begge var stærkt optaget af at forsøge at skabe en folkebevægelse for dialog i Danmark.

I næsten tre år har vi sammen udgjort formandskabet for Foreningen Brobyggerne, og vores generalsekretær, Özlem Cekic, var tredje blad i det kløver. Utallige gange har vi tre siddet i Bents stue og arbejdet for vores sag. Altid med Bent som det naturlige samlingspunkt og altid med hans vise ord og kærlige syn på verden som ledetråd.

At Bent evnede at møde verden med så omfattende forståelse og kærlighed til sine medmennesker, var en dyb inspiration. Det kunne sagtens have set helt anderledes ud, for han havde om nogen oplevet, hvad had og fjendskab kan gøre ved mennesker.

Som 14-årig flygtede han med sin familie til Sverige. Som 18-årig kæmpede han i den arabisk-israelske krig. Alligevel blev det fredens og samtalens vej, der blev hans. Alle, der har mødt Bent, vil vide, at troen på det gode i mennesker var hans kompas.

Ethvert ægte venskab er en gave. De fleste knytter vi med mennesker, med hvem vi føler os forbundet. Mere sjældent er det, at venskabsbånd bindes over generationer. Men jeg var heldig at få lov at kalde Bent min ven. Bent og jeg var ikke altid enige, men vores samtaler var altid båret af respekt og lydhørhed.

Den sidste mail, jeg fik fra ham, slutter med ordene "for mig hører det til de glade oplevelser i de senere år at have lært dig at kende".

Nej, Bent. Det var lige omvendt. For mig var dit venskab den glade oplevelse i mit liv. Hvor vil jeg savne dig, dit glimt i øjet, din skarpe iagttagelsesevne, din varme hånd og din kærlige gang på jord.

Vi vil i Foreningen Brobyggerne bære dine tanker, håb og drømme videre. Vi vil fortsat arbejde for at skabe den folkebevægelse for dialog, som du ønskede dig, nu med dig som ledestjerne.