Mindeord: Søstre om filminstruktør Finn Nørgaard (55)
Vores smukke, dejlige bror har mistet livet. Uventet, voldsomt og alt for tidligt. Han var ikke klar til at dø, men han satte livet - og især andres liv - så højt, at han var parat til at risikere sit eget, hvis det gjaldt.
Finn blev født som den midterste af tre søskende. Vi havde et meget tæt sammenhold som børn, hvor vi støttede hinanden, og Finn var den kæreste dreng, man kunne forestille sig. Han var altid livlig og fuld af tanker og ideer, og hans glade sind var et lys for os to søstre.
Allerede dengang var det tydeligt, at Finn var noget særligt, fordi han både rummede at have hele sit drengevæsen med fart og ballade og samtidig være følsom og empatisk. Det var egenskaber, som han holdt fast i og videreudviklede efterhånden, som han blev ældre.
Finn voksede op til at blive en høj og flot mand. Han dyrkede meget sport og var veltrænet, men samtidig var han også kulturel og interesserede sig meget for film, musik, kunst og design. Vi søstre kunne godt forstå, at mange piger blev fascineret af ham. At hans karriere skulle blive inden for filmens verden var ikke overraskende, for han var kreativ og nytænkende, og vi og vores forældre var så umådeligt stolte af ham.
Som voksen havde Finn travlt. Der var hele tiden nye projekter både arbejdsmæssigt og privat, men Finn holdt altid tæt kontakt, og han var ikke kun vores bror, men også vores bedste ven.
Da vi fik børn, var Finn der. Han var som en reservefar. Han interesserede sig oprigtigt for vores børn, var med til alle deres fødselsdage og gjorde sig stor umage med at finde gaver. Finn gjorde et enormt indtryk på dem, fordi han var helt nærværende, når de var sammen, og han syntes, at det var sjovt at lege med dem, samtidig med at han var forstående og lyttende. For vores børn er tabet af Finn meget svært at bære.
Finn fik desværre ikke selv børn, men han blev en reservefar for mange andres børn. Ikke kun vores, også hans venners børn og sin kærestes datter. Han interesserede sig så meget for børn og unges vilkår, at det også afspejlede sig i hans professionelle virke. Det vil man kunne se eksempler på i den kommende tid, når Finns dokumentarprogrammer om de indsattes liv og deres børn bliver sendt på DR. Disse udsendelser betød meget for Finn, og han var optaget af de mennesker, både voksne og børn, han havde mødt i fængslerne.
Finn var indlevende og forsøgte at forstå deres situation, og han ønskede at hjælpe de - og andre - børn i en svær situation.
Det var kendetegnende for Finn, at han altid stillede op, når der var brug for det. Uanset hvor travlt han havde, var han parat til at hjælpe. Måske var det også den egenskab, der gjorde, at Finn forsøgte at stoppe attentatmanden foran Krudttønden den 14. februar. Vi ved ikke, hvad Finn tænkte på i den situation, men vi er sikre på, at det ikke var hans egen, men andres sikkerhed, han var optaget af.
Finn var et menneske, som handlede og greb ind, når der var behov for hjælp eller fare på færde.
Finn døde på Valentines dag, hjerternes dag. Måske er der et særligt symbol i dette, for Finn havde et stort hjerte for andre, og han har berørt rigtig manges hjerter igennem sit liv.
I vores sorg over tabet af Finn betyder det meget for os, at Finn bliver husket for sit menneskesyn. Det sidste, han ville ønske, var, at hans død skulle være et symbol på fremmedgørelse og kulturelle konflikter. Han troede på, at vi skulle gøre alt, hvad vi kunne, for at skabe et ordentligt samfund, og han viste igennem hele sin måde at være på, at den korteste vej mellem mennesker er bygget på interesse, respekt og forståelse.
Kære bror og elskede ven. Du er savnet, mere end ord kan beskrive.
Lilian og Helle Nørgaard
- - -
Fakta om bisættelsen
Familie og venner er inviteret til Finn Nørgaards bisættelse, der finder sted tirsdag den 24. februar kl. 12 i Grundtvigs Kirke, På Bjerget 14B, 2400 København NV.
- Pressen bedes respektere, at der ikke vil være mulighed for at filme og fotografere inde i kirken under ceremonien. Uden for kirken vil der være afmærkede områder dedikeret til pressen.
- Familie og venner har etableret "Foreningen Finn Nørgaard" af 14. februar 2015 for at ære Finn og sikre, at hans gavmilde personlighed og værdier løftes videre i livet.
- Foreningen uddeler midler til projekter og initiativer, der støtter udsatte børn og unge. Uddelingen foretages hvert år den 14. februar.
- I stedet for blomster opfordres der til at yde et bidrag til "Foreningen Finn Nørgaard" på bankkonto reg.nr. 5065, kontonummer 2022226.
Indsigt
Lisbeth Knudsen73 år7. juni
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Niras, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet, Medlem af bestyrelsen, Velux Fonden, Sjællandske Medier og Health Tech Hub Copenhagen.
Leif Gjørtz Christensen75 år7. juni
Fhv. kommunalbestyrelsesmedlem (EL), Odder, fhv. direktør, Viborg Kommune (2009-14)
Simon Richard Nielsen50 år7. juni
Ansv. chefredaktør, B.T. og Euroinvestor
- B 12 Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2024 (Folketinget)Fremsat
- L 2 Lov om tillægsbevilling for finansåret 2025 (Finansministeriet)Fremsat
- B 93 Etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage (Beskæftigelsesministeriet)Fremsat
- Tårerne flød, da Engel-Schmidt forlod Kulturministeriet og tog sine gode forbindelser med
- Lars Aagaard og Samira Nawa begravede stridsøksen. Men en bibel mindede alle om det gamle drama
- Tre dage med Samira Nawa: Et godt råd fra chefen, en bredside fra Pia K. og de første sager på ministerbordet
- Bertel Haarder: Det er tæt på blasfemisk at kalde det firkløverregeringen
- Mette Frederiksen har valgt sin foretrukne arvtager, lyder analysen. Danskerne er langt fra overbeviste




























