Minoritetsetniske danskere er trætte af Frie Grønnes offermentalitet

Frie Grønne har længe været et parti, der på sin vis fascinerer mig.

Primært fordi en af medstifterne er Uffe Elbæk. En mand, som jeg har den dybeste respekt for og som altid har været visionær, men på et solidt funderet grundlag, der både rykker grænser og pragmatiske løsninger med sig.

Derfor spidsede jeg ører, da jeg i 2020 så Frie Grønnes lancering og udpegning af partileder Sikandar Siddique. På den ene side stod den smårevolutionære venstrefløj og ventede på en, som ville lytte til deres kvaler. Og den sprang Frie Grønne på fra dag ét.

Med deres anarkistiske, solidaritets-venstrefløjs-øko-revolutionære dagsorden formåede Frie Grønne at fortælle mange klimabevidste unge, at her var et parti, der endelig tog dem alvorligt. Samtidig tappede de også ind i den gamle små-anarkistiske venstrefløjs bevægelse, der savnede en kamp mod "kapitalismen".

På den anden side stod den minoritetsetniske borger med især muslimsk baggrund og særinteresse for Palæstina. En borger, der sukkede efter en "brun" leder, der kunne sige imod og bekæmpe den strukturelle racisme, som borgeren følte sig udsat for. Frie Grønnes vej til Folketinget lå lige til højrebenet, idet Alternativet på daværende tidspunkt var i frit fald, og racismedagsordenen fyldte enormt meget.  

Alligevel formåede Frie Grønne og Sikandar Siddique at skyde helt ved siden af. For faktum er, at kort tid efter Frie Grønnes "fødsel" stak det fuldstændig af for dem. Først og fremmest fordi det hurtigt viste sig, at deres strategi var hovedløs.

Selvom Sikandar Siddique forsøger at sælge sig som "de brunes" forkæmper, er mange af de minoritetsetniske borgere, jeg har talt med, trætte af den konstante offermentalitet, som partiet er blevet opslugt a

Ali Aminali

I starten fik man en følelse af, at de levede af slogans og happenings, som aktivister finder på, når de har drukket for meget naturvin, men der var – i starten - alligevel en balance.

Den balance røg dog, da racismedebatten tog til i Danmark på grund af hændelser i USA. I stedet for at fastholde klimaet som hovedtema og tænke visionært i forhold til samfundet, arbejdsmarkedet, ligestilling og familielivet valgte de at gå all ind på den antiracistiske dagsorden.

Lige pludselig var alt fokus på muslimer, strukturel racisme, ghettopakken og, ja, selv Palæstina skulle også sættes højere op på dagsorden end den økorevolutionære kamp for at redde kloden. Deres fokus på den "brune" borger (deres ordvalg, ikke mit) i det danske samfund blev så enorm på et tidspunkt, at jeg nærmest troede, at Nationalpartiet var genopstået.

Det skal siges, at Frie Grønne i ny og næ fremlagde noget "grønt", men det fyldte næsten intet i forhold til den antiracistiske dagsorden, der fuldstændig opslugte partiet.

Sidenhen har partiet været nærmere nul komma nul procent af vælgerne end den gyldne spærregrænse. Men hvorfor er det sådan, når de nærmest har ejet antiracismedagsordenen og udråbt sig selv til at være forkæmpere for den muslimske gruppe?

Jo, det er såmænd nemt at forstå, hvis man kender til dynamikkerne i det minoritetsetniske miljø. Selvom Sikandar Siddique forsøger at sælge sig som "de brunes" forkæmper, er mange af de minoritetsetniske borgere, jeg har talt med, trætte af den konstante offermentalitet, som partiet er blevet opslugt af.

Faktum er, at kort tid efter Frie Grønnes "fødsel" stak det fuldstændig af for dem. Først og fremmest fordi det hurtigt viste sig, at deres strategi var hovedløs

Ali Aminali

De mangler større visioner og løsninger i stedet for talks, facebookopslag og happenings ved søerne i København. Ud over det er Sikandar også begyndt at opleve modstand fra stærkt troende muslimer. Sådan lyder det i hvert fald, når jeg taler med kilder i miljøet. Selvom de har respekt for den antiracistiske dagsorden, har de ingen forståelse for partiets feministiske økonomi, fokus på LGBT+ og ligestillingen.

Sikandar Siddique kan derfor have svært ved at mobilisere og få støtte fra den troende gruppe, som han så gerne vil frelse. Tilbage står den gruppe, som virkelig ønskede at praktisere offerkortet. Den økorevolutionære gruppe, som på sin vis stadigvæk ikke har et sted at gå hen.

Kan Frie Grønne så ikke sadle om og gå all in på klimakampen, så de kan genvinde klimastemmerne? Ja, de har i hvert fald i sinde at forsøge her i 11. time. Det viste de på deres sommergruppemøde, hvor de fremlagde visioner og "løsninger", som, selv en seksårig ved, ikke holder vand.

Men det er lige meget, for det er præcis de visioner og den revolutionære tænkning, som den målgruppe efterspørger. Det bare alt for sent. Derfor ender de med at være stemmespild, medmindre de går sammen med resten af de små venstreorienterede partier.

Men det sker ikke – også selvom Uffe Elbæk i flere uger har forsøgt at lobbye for ideen, og det er ærligt talt ærgerligt. Frie Grønne, om du kan lide dem eller ej, var et parti, der reelt havde mulighed for at være det første parti, som både kunne give de unge klimaforkæmpere et sted at blive hørt og vise det danske samfund, at en minoritetsetnisk partileder vil mere end at tale racisme.'

Den mulighed er nu spildt – og det kan de kun takke dem selv for.